EU-ideologer må vågne op, 2004

Det samlede politiske system og den samlede medieverden herhjemme har i mange år ihærdigt undertrykt enhver tanke om, at det danske folk og folkestyre overhovedet skulle kunne eksistere uden EU. En moderat kritik af EU kan man til nød støde på i medierne, når det drejer sig om EU-systemets tekniske detaljer. Men den politiske visdom i EU-konstruktionen og den danske deltagelse betragtes som selvfølgeligheder der er hævet over enhver diskussion. At anfægte disse selvfølgeligheder er slet og ret kætteri. Men mon ikke den senere tids oplevelser kan give selv rettroende EU-ideologer anfægtelser?

I december oplevede vi et topmøde-sammenbrud, som indtil videre har begravet EUs ambitiøse grundlovsprojekt og efterladt institutionerne i en tilstand af lammelse. I månederne forinden har kommissionen og parlamentets store partier desperat kæmpet for at begrave en korruptionsskandale (Eurostat-sagen), som kompromitterer det samlede EU-system; det drejer sig om en sag af dimensioner, der får Brixtoftes cirkus til at ligne en søndagsskole. Og endnu tidligere på året afslørede EU-landenes splittelse i forhold til Irak-krigen, at EUs højt besungne „Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik" (med den yndefulde forkortelse FUSP) kun eksisterer i drømmenes verden (bortset fra at disse drømme snarere er mareridt).

Krise, korruption, splittelse. Men det er ikke det værste: I efteråret bøjede flertallet i EUs ministerråd sig ærbødigt for EUs stormagter, Tyskland og Frankrig – og accepterede stormagternes åbenbare tilsidesættelse af EUs stabilitetspagt. Disse regelbrud har på det seneste fået EU-kommissionen til at indstævne ministerrådet for EUs domstol. Det er en krise der vil noget!

For at få de rette perspektiver frem, er det erkendelsesberigende at citere en af de fremtrædende danske chefideologer, Uffe Ellemann-Jensen, der (i Berlingske Tidende 15. januar) frimodigt erklærer: „…der er vel ingen der tror, at Frankrig og Tyskland vil bryde sammen og sige undskyld og betale en milliardbøde til Fællesskabet bare fordi de bliver dømt til det? En sådan situation vil blot blive endnu en understregning af, at de to store lande i en given situation er parate til at blæse på aftaler og fællesskab."

Ikke mindst Ellemanns tilføjelse er tankevækkende:

„Derfor var der tale om en sag, der med fordel kunne være fejet ind under gulvtæppet".

Ja, mon ikke! Sagen er en usædvanligt tydelig anskueliggørelse af, at EUs virkelighed er alt andet end „fred og samarbejde". „Fællesskab" er ideologernes kamuflage-betegnelse for kynisk stormagtdominans – under ledelse af regeringer som „er parate til at blæsepå aftaler og fællesskab". At ideologen Ellemann-Jensen betegner det som en „fordel" at opretholde kamuflagen – illusionen om fred og samarbejde som EUs varemærke – er kynisme i anden potens. EU-ideologernes verdensbillede og skønmaleri bliver i disse dage afsløret som korruption, magtarrogance og splittelse. I Folkebevægelsen mod EU har vi vidst det længe. Nu bliver det åbenbaret for enhver: EU-systemet har spillet fallit.

Denne situation rummer enorme politiske udfordringer. Det er nu Folkebevægelsen for alvor skal bevise sin nødvendighed og overbevise den undrende befolkning om, at der er andre politiske veje end den EU-ideologerne anviser.