EU's demokratityveri - om europæiske politiske partier, januar 2001

I de sidste måneders debat om den Europæiske forfatning (EU's grundlov) har debattørerne overset - eller bevidst fortiet - en politisk nyskabelse, som på én gang vil kunne sikre eurokraternes magtposition og bidrage til at undergrave folkestyret. Uden at bruge for store ord kan jeg forsikre, at det er svært at overvurdere de politiske effekter af denne nyskabelse.

Den går tilbage til Maastricht-traktatens ambition om at skabe "et europæisk demokrati". I den seneste EU-traktat (Nice-traktaten) er ambitionen udtrykt på denne måde (artikel 191):

"Politiske partier på europæisk plan er vigtige som integrationsfaktor inden for unionen. De bidrager til en europæisk bevidstgørelse og til at udtrykke unionsborgernes politiske vilje."

Den retoriske svulstighed i de (af mig) udhævede ord er symptomatisk for en virkelighedsopfattelse, som ligger så langt fra folkestyrets idegrundlag, at den nærmest ligner en parodi.

Men parodien er ikke til at spøge med: EU's lovgivere (Ministerråd og Parlament) har 4. november 2003 vedtaget "Forordning om statut for og finansiering af politiske partier på europæisk plan".

EUs forordning er baseret på den forestilling, at en økonomisk oprustning af de politiske partier (som lever en hensygnende tilværelse som følge af svigtende medlemstilslutning) skulle kunne skabe et «europæisk demokrati ». Når denne ejendommelige demokratiforståelse bliver omsat til virkelighed gennem forordningens regler, vil folkestyret blive blive udsat for alvorlig overlast.

Reglerne betyder, at EU-parlamentets to store grupper, som idag udgør omkring to trediedele af parlamentets medlemmer, og som fremover vil blive "europæiske partier" - nemlig (1) Det Europæiske Folkeparti (de konservative og kristelige demokrater) og (2) De Europæiske Socialdemokrater - vil tilegne sig omkring 80% af de eksisterende partitilskud. På budgettet for dette år er der afsat 8,4 mio Euro – godt og vel 60 mio kroner - til partistøtte. Dette er kun begyndelsen; parlamentet har budgetkompetencen, og der er intet der tyder på fremtidig tilbageholdenhed.

Der bliver tale om offentlig betaling af alle partiaktiviteter: "administration, teknisk støtter, møder, forskning, grænseoverskridende arrangementer, undersøgelser, information og publikationer". Og partierne behøver ikke mange medlemmer: EU's kasse betaler op til 75% af partiernes udgifter. Mindre "europæiske partier" - liberale, grønne, og diverse venstrefløjspartier - vil få en langt mindre del af kagen (meget mindre, eftersom pengene i hovedsagen fordeles på basis af mandattal i EU-parlamentet).

Men

Og det værste: Systemet bygger politisk censur: Partier og bevægelser, der stiller sig kritisk til (dele af) EUs politiske grundlag, herunder de såkaldte 4 friheder - f.eks. kapitalens ubegrænsede bevægelighed eller Schengen-systemet - er forhåndsafskåret fra tilskud, eftersom partierne skal "overholde de principper, som Den Europæiske Union bygger på" for at opnå anerkendelse.

For at fuldende billedet af dette legaliserede demokratityveri, bestemmer forordningen, at det ikke er nogen uvildig instans der administrerer dette tilskudssystem og påser at et parti "overholder de principper, som Den Europæiske Union bygger på". Det gør EU-parlamentet selv, dvs. den konservative/socialdemokratiske majoritet!

Perspektiverne er så skræmmende, at en tværpolitisk gruppe i januar 2004 har indgivet stævning til EUs domstol. Når EUs politik afsporer folkestyret, kan man være tvunget til at gå rettens vej – som vi – beklageligvis – ser stadig flere eksempler på.

partier og bevægelser, der ikke definerer sig "europæisk", idet de holder sig til programmer, der defineres af den nationale, regionale lokale dagsorden, er udelukket fra tilskud. Disse partier er på forhånd afskåret fra at opfylde den basale tilskudsbetingelse, nemlig partirepræsentation i mindst 7 af EUs medlemslande.