Folkeafstemning ”fra sag til sag”, åbent brev til Per Stig Møller, december 2003

Kære Per Stig Møller!

Jeg er foruroliget over den fremgangsmåde, regeringen har valgt for at skaffe sig af med de danske undtagelser, særlig den undtagelse, der holder os uden for EU's overstatslige retspolitik.

Den 10. oktober besluttede folketingets flertal at arbejde for, ”at Danmarks forbehold vedrørende EU-samarbejdet om retlige og indre anliggender efter en folkeafstemning ændres, således at Danmark fra sag til sag tager stilling til sin deltagelse i samarbejdet”. Det fremgår af protokollerne fra dit møde med EU's øvrige udenrigsministre sidste weekend, at dine kolleger har accepteret denne model.

Baggrunden for den usædvanlige ”fra sag til sag-procedure” er velkendt; den er direkte affødt af regeringens og folketingsflertallets frygt for et Nej ved kommende folkeafstemning(er), dersom de(n) inkluderer en beslutning, der vil kunne svække den ”stramme danske udlændingepolitik” . Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg både forundres og harmes over den bagvedliggende kyniske leflen for de indre svinehunde og mullaherne i Dansk Folkeparti.

Dette er blot en (nødvendig) sidebemærkning. Mit hovedærinde er imidlertid ikke politisk polemik imod sagens populistiske substans. Mine spørgsmål drejer sig derimod om, hvordan regeringen vil omsætte den vedtagne procedure – ”fra sag til sag” – til et anvendeligt folkeafstemningstema. Efter min bedømmelse rejser proceduren nogle basale demokratiske og forfatningsretlige problemer.

Jeg ser bort fra den mulighed, at regeringen vil foranstalte folkeafstemning ”fra sag til sag”, dvs. hver gang der fremkommer EU-forslag, der rummer overstatslige beslutninger på området; jeg går ud fra, at du er enig i, at dette er ugørligt. Meningen må altså være, at en folkeafstemning om deltagelse i EU's overnationale politi og retsvæsen skal dreje sig om afgivelse af dansk suverænitet i alle de – omfattende og uensartede – sager, der med den kommende grundlov overføres til EU, men således, at suveræniteten ikke overføres på én gang; der bliver tale om en slags bemyndigelse til folketinget, der herefter bliver ansvarlig for den endelige effektuering af suverænitetsafgivelse, efterhånden som forslagene fremsættes af EU-kommissionen. Det drejer sig om uhyre forskelligartede emner, der griber dybt ind i dansk retsvæsen.

Hvilke overvejelser har regeringen gjort sig om en sådan beslutningsproces?

Efter grundlovens § 20 kan suverænitetsafgivelse kun finde sted ”i nærmere bestemt omfang”. Dette krav er velbegrundet: Vælgerne må vide – nogenlunde præcist – hvad der stemmes om, dvs. hvad henholdsvis Ja og Nej betyder. Men den planlagte procedure giver ikke vælgerne nogen tilnærmelsesvis sikker viden om, hvad stemmeafgivningen indebærer: Siger vi Ja eller Nej til EU-strafferegler – og da på hvilke områder? Til EU-konkurs-regulering? Til automatisk anerkendelse af udenlandske domstoles civilretlige afgørelser? Til deres udleveringsbegæringer? Til andre landes straffedomme? Til udbygning af Europol, f.eks. til EU-grænsepoliti? Til en EU-anklagemyndighed? Til EU-asylregler?

Det ved vi ikke den dag vi stemmer!

Hvordan vil regeringen løse dette –unægtelig fundamentale – demokratiske problem?

Jeg er glad for, at folketingets vedtagelse af 10. oktober udtrykkelig anfører ”befolkningen holdes løbende orienteret”. Det må betyde, at du straks vil kunne besvare mine spørgsmål.

Det ser jeg frem til.

Med venlig hilsen
Ole Krarup

Debatindlægget blev bragt i Politiken den 5. december 2003