Racistisk eller ej? Kronik i Politiken maj 2002

Forord: Højesteret afsagde efter publiceringen af nedenstående kronik i Politiken 22. maj 2002 dom i sagen og frikendte Karen Sunds. Ole Krarup udtalte i den forbindelse: "Det tjener ikke alene retsvæsenet, men også den politiske renfærdighed, at det nu slås fast, at den politik og den retorik, hvormed de politiske budskaber fremføres af Dansk Folkepartis repræsentanter, kan karakteriseres som racistisk. Det tjener til at rense og klargøre det politiske rum.

 

Racistisk eller ej?

Jeg kan ikke lide glosen "racisme" og heller ikke de afledte ord som "racist" og "racistisk". Disse gloser rummer for mange overtoner, i hvert fald hos den ældre generation, for hvem brændende Ku Klux Klan-kors og - navnlig - Hitlers horrible påstande om den "ariske" races overlegenhed har udgjort tydningsskemaet for det politiske sprogbrug. Det vanvid, der florerede under Det Tredje Riges herredømme før og under Anden Verdenskrig, rummer en så perverteret menneskeopfattelse, at karakteristikken af en anden som "racist" uden videre anses for ærekrænkende. Med denne forståelse af begreberne har den danske højrefløj, herunder repræsentanter for Dansk Folkeparti, i årenes løb fået danske domstoles assistance til at håndhæve et forbud mod at betegne partiets politik som "racistisk" og kalde dets repræsentanter og meningsfæller "racister".

Søren Krarup fik for 15 år siden Thorkild Simonsens karakteristik af sin agitation (mod Dansk Flygtningehjælps asylaktiviteter) som »småracistisk« kendt ubeføjet; og så sent som i 1999 blev forfatteren Lars Bonnevie dømt for en udtalelse om, at »ingen andre er så åbenlyst racistiske (...) som Pia Kjærsgaard og hendes folk«. Udtalelsen kostede Lars Bonnevie et så betydeligt pengebeløb - i bødestraf, tort-erstatning og sagsomkostninger - at fremtidige kritikere nok skal vare deres mund.

Personlig har jeg for nylig haft anledning til at studere partiets retorik og politiske praksis ganske indgående i forbindelse med en aktuel retssag (som jeg vender tilbage til i det følgende). Og jeg kan med det samme medgive, at det ikke er Hitlers raceteorier, der præger Dansk Folkeparti. Ikke desto mindre er konklusionen klar: Hvis sproget skal kunne hænge sammen, er der kun ét adjektiv, der rummer en dækkende beskrivelse af partiets udlændingepolitik. Adjektivet er: racistisk
Konklusionen kræver en nærmere forklaring.

Som udgangspunkt er det vigtigt at konstatere, at vi ikke kan henholde os til nogen officiel definition af racismebegrebet; og der findes næppe nogen forståelse, der er entydig, i den forstand, at den kan vinde ubetinget almen tilslutning. Men der eksisterer nogle væsentlige tekster, der giver rum for et racismebegreb, der rækker ud over den betydning, der udspringer af vores erfaringsgrundlag fra Det Tredje Rige.

Vigtigst er en juridisk tekst fra efterkrigstiden, nemlig FN's konvention om racediskrimination fra 1965. I konventionens artikel 1 defineres "racediskrimination" som »enhver forskel, udelukkelse, begrænsning (...) på grundlag af race, hudfarve, afstamning eller national eller etnisk oprindelse, hvis formål eller virkning er at ophæve eller svække den ligelige anerkendelse, nydelse eller udøvelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder på det politiske, økonomiske, sociale, kulturelle eller et hvilket som helst andet område af samfundslivet«.

Det vigtige ved denne definition er, at begrebet "racediskrimination" dækker andet og mere end forskelsbehandling på grundlag af "race", idet forståelsen er udvidet til også at omfatte diskrimination på basis af beslægtede kriterier, i særdeleshed »national eller etnisk oprindelse«.

En anden vigtig tekst er § 266 b i den danske straffelov, der kriminaliserer offentlige udtalelser »eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering«. Pointen er, at denne regel i almindelig sprogbrug navngives racismeparagraffen - uanset at dens indhold dækker andet og mere end racediskrimination i teknisk forstand, særlig diskrimination på grundlag af national eller etnisk oprindelse - altså helt på linje med FN-konventionen.

I overensstemmelse hermed har Dansk Sprognævn i en række udtalelser i løbet af 1990'erne konstateret en udvidelse af begrebet "racisme": »Den udvidede betydning i nyere sprogbrug tager især sigte på brugen af racismeog racist om modstandere mod indvandringen«. Pointen er, at der - med Sprognævnets ord - er tale om »en betydning hvor (igen) ordet betoner forskelsbehandling og undertrykkelse eller blot afstandtagen fra grupper af mennesker som godt kan være af samme race som én selv«.

I sin seneste udtalelse om sprogbrugen (juni 2001) konkluderer Dansk Sprognævn: »Set fra afsenderside kan racisme og racist i dag således bruges som afstandtagende betegnelse om eller til en person der har en negativ holdning til grupper af personer (afgrænset ved hudfarve, køn, religion (muslimer), sprog osv.) som sprogbrugeren (afsenderen) ikke deler (...)«.

Hvordan forholder denne sprogbrug ("negativ holdning") sig til Dansk Folkepartis politiske praksis?

At betegne partiets holdning til muslimske medborgere, immigranter og asylsøgere som "negativ", ville være en betydelig underdrivelse. Nogle få eksempler.

På Dansk Folkepartis landsmøde i september 2001 afleverede partiets medlem af EU-parlamentet, Mogens Camre, følgende svada: »For den islamiske politisk-religiøse bevægelse handler det om verdensherredømmet, som det har gjort for andre fanatiske ideologier i historien. Det verdensherredømme kan de ikke opnå med militære midler, men prøver at opnå det ved at oversvømme verden med mennesker. Hele verden er infiltreret af muslimerne - og nogle af dem taler pænt til os, mens de venter på at blive mange nok til at få os fjernet«.

Journalisten David Trads, der som medarbejder på Jyllands-Posten har fulgt partiet i en årrække, tilføjer i sin nyudkomne bog "Danskerne først" følgende kommentar: »Med ét lykkes det Camre at få sat lighedstegn mellem den gruppe af vanvittige fundamentalistiske kamikazepiloter, der på en fuldstændig umenneskelig måde havde udført terroren i USA, og så de mange muslimer, der bor i Danmark«.

Det er en erkendelsesberigende øvelse at anvende den lakmusprøve på racisme, der er fremført af Jacques Blum: Indsæt "jøder" og "jødedom" i stedet for den del af teksten, der omtaler "muslimer" og "islam". Hvis man læser Camres opråb med disse tænkte rettelser, blotlægges racismens elementære struktur, nemlig den uhyrlige kollektive stigmatisering af en gruppe medmennesker.

Denne iagttagelse har en dyster aktualitet i forhold til den terror, der i disse måneder gennemføres af det toptunede israelske militær over for den samlede palæstinensiske befolkning: Disse overgreb har affødt - tilsvarende uhyrlige - forsøg på at puste til antisemitismen ved at gøre den jødiske befolkning i Europa kollektivt ansvarlig for Sharons overgreb. Altså kollektiv stigmatisering af en befolkningsgruppe. Utilsløret racisme.

Camres hadefulde indlæg ligger i forlængelse af Pia Kjærsgaards berygtede forslag om udvisning af hele familier som en juridisk acceptabel reaktion på kriminalitet begået af mennesker med anden etnisk baggrund. Racediskrimination? Ja!

I anledning af terrorangrebet 11. september 2001 fremførte partilederen denne opfattelse i Folketinget: »Det har været nævnt, at den 11. september blev indledningen til en kamp mellem civilisationerne. Deri er jeg ikke enig. For en kamp mellem civilisationer ville jo betinge, at der var tale om to civilisationer, og det er ikke tilfældet. Der er kun én civilisation, og det er vores«.

Hvordan dette nærmere skal forstås, har Dansk Folkepartis Ungdom anskueliggjort i en plakat, der skal illustrere, »hvad et multietnisk samfund tilbyder os«. Plakatens hovedbestanddel er to billeder, det ene er et fotografi af tre kønne og glade lyshårede danske piger ("Danmark i dag" lyder den forklarende tekst); det andet gengiver to personer med Koranen foran deres tildækkede ansigter og blod på tøjet.

Det ledsagende verbale budskab lyder:"Massevoldtægter. Grov vold. Utryghed. Tvangsægteskaber. Kvindeundertrykkelse. Bandekriminalitet. Ønsker du det? Gør noget. Meld dig ind!".

Udmeldinger som disse er karakteristiske. De rummer på én gang generaliserende nedvurderinger af og opfordringer til særforanstaltninger over for en bestemt befolkningsgruppe. Dette er racediskrimination ifølge FN-konventionen, og det svarer til den karakteristik, der er formuleret af Europarådets Kommission mod Racisme og Intolerance (ECRI).

I flere rapporter har ECRI karakteriseret Dansk Folkeparti som racistisk. I rapporten fra år 2000 udtrykkes der bekymring over, at partier på det yderste højre, i særdeleshed Dansk Folkeparti, »i stigende grad gør sig gældende på den danske politiske scene ved at promovere racistiske og fremmedfjendske ideer«. Tendensen er ikke aftaget efter rapportens offentliggørelse.

Hvordan danske domstole på denne baggrund kan praktisere et forbud mod at bruge betegnelsen "racistisk" om partiets politik, er svært at forklare. Og helt uforklarligt bliver det, når man medtænker den modvilje, der lægges for dagen af politi og anklagemyndighed over for anmeldelser for overtrædelse af straffelovens racismeparagraf (§ 266 b, som jeg tidligere har citeret): Anklagemyndigheden afviser de fleste anmeldelser og klager fra organisationer og forurettede anmeldere, medmindre der er tale om grovheder i den tunge vægtklasse.

F.eks. indgav organisationen SOS mod Racisme for et par år siden anmeldelse mod Pia Kjærsgaard i anledning af hendes offentlige erklæring om, at »multikulturaliseringen af Danmark bringer ubehageligheder med sig som bande- og gruppedannelse, massevoldtægt og komplet ligegyldighed over for de principper, det danske retssystem bygger på«.

Anmeldelsen blev afvist af statsadvokaten med følgende begrundelse: 
»For at sikre en fri og kritisk debat må det efter min opfattelse i et vist omfang accepteres, at der indimellem kan fremkomme udtalelser, som er krænkende for enkeltpersoner eller bestemte samfundsgrupper. Det må således accepteres, at politiske partier, der forfægter et bestemt synspunkt, anvender et vist frisprog i deres argumentation.

Uanset at de citerede udtalelser således er egnet til at nedgøre eller forhåne personer med en anden kulturel baggrund end dansk, er der efter min opfattelse ikke tale om så grove beskyldninger, at hensynet til ytringsfriheden konkret må vige«.

 

Ytringsfrihed

Her har vi et juridisk paradoks med politisk sprængkraft: På den ene side er det tilladt for Pia Kjærsgaard og hendes fæller at bruge sproget til at »nedgøre eller forhåne personer med en anden kulturel baggrund«, som statsadvokaten erkender. På den anden side kan hun få retssystemets velsignelse til at beskære sine opponenters ytringsfrihed i kraft af domstolenes bandlysning af ordet "racistisk" som karakteristik af partiets adfærd.

Kan det virkelig være rigtigt, at dagens retssystem rummer et sådant juridisk privilegium for følsomme injurianter af Kjærsgaard-Camre-typen? Ét er, at disse (med Hørups rammende udtryk) »skallesmækkende mimoser« kan fremture med deres kollektive nedvurderinger og diskriminerende aktionsforslag over for en befolkningsgruppe. Men skal vi virkelig acceptere den skævvridning, der er en følge af de domme, jeg omtalte i indledningen?

Som Peter Wivel skrev for nylig, har disse domme »på én og samme tid givet deres (Dansk Folkepartis) tvangstanker frit lejde og overladt deres kritikere til en lemlæstet udgave af det danske sprog«.

Skævvridningen er hverken acceptabel eller holdbar - og det er derfor glædeligt, at der har vist sig en mulighed for at revidere ytringsfrihedens grænser i forhold til det ømtålelige racismebegreb.

Prøveresultatet foreligger 22. maj kl. 9, når Vestre Landsret afsiger dom i en retssag, der er anlagt af Pia Kjærsgaard mod Karen Sunds (medlem af forretningsudvalget og styrelsen for Folkebevægelsen mod EU). Under sagens behandling for landsretten er Folkebevægelsen interveneret til støtte for Karen Sunds.

Sagen går tilbage til Folkebevægelsens landsmøde efteråret 1999, der dannede optakten til nejkampagnen op til folkeafstemningen om dansk tilslutning til euroen. Et af de væsentlige punkter på landsmødet var spørgsmålet om Folkebevægelsens (og andre nej-organisationers) mulige alliance med Dansk Folkeparti.

En væsentlig del af debatten for EU-skeptikere og -modstandere har drejet - og drejer - sig om bredden i modstanden. For Folkebevægelsen har det i årevis været et varemærke, at modstanden føres på »ikkeracistisk grundlag«.

I tilknytning hertil besvarede Karen Sunds Radioavisens spørgsmål om forholdet til Dansk Folkeparti i forbindelse med euroafstemningen. Karen Sunds fremkom med en generel anbefaling af, at partierne holdt sig i baggrunden (det vil sige afstod fra at profilere sig - en opfordring, der i øvrigt blev fulgt); og med speciel adresse til Dansk Folkeparti tilføjede hun den udtalelse, der danner grundlag for sagsanlægget:

»Jeg vil meget nødig identificeres med Pia Kjærsgaards racistiske synspunkter ...«.

Den konkrete anledning til den citerede udtalelse var Pia Kjærsgaards (dengang stærkt omdiskuterede) tale til partiet, der var blevet fremført få uger inden. Blandt andet erklærede Kjærsgaard om de muslimske immigranter og flygtninge, at »disse mennesker (kommer) med ... den dybeste foragt for alt vestligt, for alt dansk og alt kristent. De kommer med bagagen fuld af mandschauvinisme, af rituelle slagtninger, af omskæring af pigebørn og af menneskeundertrykkende tøj og traditioner, som hører hjemme i den mørkeste middelalder«.

»Racistiske synspunkter« - nej, det må man ikke sige. Og hvis man gør det, koster det både penge og beklagende undskyldninger. Ellers bliver man efter hidtidig praksis dømt for injurier.

Beskyttelsen i straffelovens injurieparagraf gælder krænkelser af " æren". I Århus Byret forklarede Pia Kjærsgaard, at »hun er meget påvirket af den udtalelse, sagsøgte er fremkommet med«, og hun vendte sig indigneret mod »sådanne afskyelige udtalelser«.

Retssagen rummer to konkrete juridiske hovedperspektiver - og derudover (mindst) ét alment politisk.

Det første perspektiv dækkes af et modspørgsmål til Pia Kjærsgaard: Når partilederen føler sig krænket (»meget påvirket«) af den »afskyelige« udtalelse om »racistiske synspunkter«, kan man stilfærdigt spørge hende, om hendes empatiske evner række så langt, at hun kan forestille sig, at hendes egne og partifællers negative omtale (citeret i skønsomt udvalg ovenfor) af immigranter/flygtninge/asylsøgere med muslimsk tro har en mindst fuldt så krænkende negativ effekt over for sagesløse medmennesker?

Spørgsmålet er relevant, men ikke perspektivrigt. "Det kan du selv være" afføder sjældent nogen produktiv reaktion. Det andet perspektiv rækker længere: Karakteristikken "racistisk" er ganske rigtigt "afskyelig" (som jeg også indledte med at fastslå). Men den er sandfærdig og sprogligt præcis i forhold til Pia Kjærsgaard og hendes parti.

Pointen er, at præcist og dækkende sprog er vores afgørende politiske næringsmiddel (en banalitet, der desværre ofte glemmes i disse år). Det vil ikke alene tjene retsvæsenet, men også den politiske renfærdighed, at det bliver slået fast, at den politik og den retorik, hvormed de politiske budskaber fremføres af Dansk Folkepartis repræsentanter, kan karakteriseres som racistisk.

Det vil tjene til at rense og klargøre det politiske rum. Uanset at sandheden er ilde hørt (»afskyelig«), har det en samfundsmæssig nytteværdi, at det - omsider - fastslås, at det med rette kan betegnes som racistisk at angribe, mistænkeliggøre, nedvurdere og diskriminere en samlet minoritetsgruppe i samfundet.

I morgen har landsretten ordet.