Svar på Politikens forsideleder 19. januar 2011

DET ER PRISVÆRDIGT, at Politikens forsideleder onsdag 12.1 fortæller læserne, som sandt er, at den verserende retssag om Lissabontraktaten - som Højesteret tog fat på tirsdag i sidste uge - drejer sig om, »hvorvidt Danmark afgav så meget yderligere suverænitet i forbindelse med tiltrædelsen af Lissabontraktaten, at vi burde have afholdt endnu en EU -folkeafstemning«. Eller med andre ord: Er Lissabontraktaten omfattet af grundlovens paragraf 20, der foreskriver folkeafstemning, når regering og Folketing afgiver dansk selvbestemmelsesret ( også kaldet suverænitet) til EU ? Denne udlægning er helt korrekt.

Det er ligeledes korrekt, at Lissabontraktaten bl. a. drejer sig om ' institutionelle arbejdsgange i Bruxelles', og at den slags bureaukratiske ændringer normalt ikke udløser folkeafstemning efter paragraf 20. 
Og det er ubestrideligt, at »et komfortabelt flertal i Folketinget er enigt om, at traktaten ikke overlader nye beføjelser til EU « ( hvilket kun kan forklares med flertallets særdeles mangelfulde kendskab til Lissabontraktaten). 
Heri ligger, mener Politiken, at »Danmarks suverænitet er uantastet«. 

SOM DELTAGENDE advokat i den verserende retssag anser jeg det for min opgave at supplere Politikens forsideleder med den oplysning, at Højesterets dom utvetydigt lægger til grund, at Lissabontraktatens ændringer af de »institutionelle arbejdsgange« hos EU 's beslutningstagere kan være så vidtgående, at de kun kan vedtages efter paragraf 20. Hermed tilkendegiver dommen, at dette spørgsmål kan have betydning for den endelige afgørelse af, hvorvidt tiltrædelsen af Lissabontraktaten kræver vedtagelse efter paragraf 20. 
Med Højesterets ord er retssagens centrale spørgsmål betydningen af »de ændringer i EU -institutionernes kompetence-og afstemningsregler, der følger af Lissabontraktaten«. De ændringer, der sigtes til, er ikke mindst, som Højesteret siger i dommen, at »Rådet i væsentligt videre omfang end hidtil træffer afgørelse med kvalificeret majoritet i stedet for ved enstemmighed«. Flertalsafgørelser betyder, at den danske regering ikke fremover - som før Lissabontraktaten - har mulighed for at modsætte sig - og dermed hindre - en ministerrådsafgørelse. Om denne ændring er et relevant punkt i forhold til paragraf 20, er et hovedtema i den fortsatte retssag. 

SOM MANGEÅRIG universitetslærer i offentlig ret kan jeg oplyse, at flere grundlovskyndige har fremført tungtvejende argumenter for, at tabet af selvbestemmelsesret ikke er endeligt, så længe den danske minister - som hidtil under ansvar for Folketing og vælgere - har vetoret, men at det endelige tab først indtræder, når den danske minister giver afkald på vetoretten. 
Jeg kan ikke hindre Politiken i at mene, at nu »står sagsøgernes påstande svagt«. Men jeg kan håbe på, at ovenstående kan gøre nytte som supplerende orientering. 
Tabet af selvbestemmelsesret er ikke endeligt, så længe den danske minister har vetoret.

Ole Krarup