EU amputerer folkestyret - Indlæg i Information 2006

EU's magt over civilbefolkningen udvides dramatisk i disse år. Magtudvidelsen udgør et selvstændigt problem. Men det er ikke det eneste. Det er et yderligere problem, at magtudvidelsen savner enhver offentlig bevågenhed. Diskretionen i EU's ekspansion skaber et alvorligt demokratisk underskud.

Sagens kerne er EU's overstatslige magt, som indebærer, at EU-institutionerne overtager dele af det danske folkestyres funktioner, ikke mindst lovforberedelse og folketingsvedtagelser.

Efter den danske Grundlov (§ 20) kan etableringen af overstatslig magt kun finde sted "i nærmere bestemt omfang"; og en lov herom kan kun gennemføres i en særlig grundig vedtagelsesform, der i hidtidig praksis altid har nødvendiggjort folkeafstemninger. En magtoverdragelse fra DK til EU betegnes (rammende) som "suverænitetsafgivelse".

Det hører med til den aktuelle problematik, at EU har andre funktionsformer end den overstatslige magt (den såkaldte "Søjle 1"). Af særlig betydning er den såkaldte "Søjle 3", der bl.a. angår EU-aktiviteter om politi og retsvæsen. Der er her tale om samarbejdsformer der ikke er "overstatslige", men mellemstatslige, idet de bygger på konkrete aftaler (traktater). I kraft af en selvstændig stillingtagen fra sag til sag har nationerne beholdt deres "suverænitet".

Den aktuelle magtudvidelse er udtryk for EU's ambition om at bestemme over medlemslandenes straffesystemer. Ambitionen har fundet udtryk i en dom afsagt af EF-domstolen i september 2005. Sagens problem var netop, om retten til at diktere strafferegler (i anledning af krænkelse af miljøregler) tilkommer EU som overstatslig magt (Søjle 1) - eller om EU må nøjes med den mere beskedne intervention på basis af Søjle 3 (der ikke tillader nogen ensretning).

Efter de gældende traktatregler er svaret indlysende: EU's overstatslige aktivitet omfatter ikke straffelovgivning. Ikke des mindre krævede kommissionen ret til at diktere straf, og domstolen accepterede, at (miljø)-strafferegler kan vedtages på grundlag af Søjle 1, nærmere bestemt EF-traktaten artikel 175, der giver basis for miljøvedtagelser, men ikke strafferegler.

Dommen er intet mindre end skandaløs. I den indledende præmis (47) accepteres det, at straffelovgivning og strafferetspleje "henhører principielt ikke under Fællesskabets kompetence". Man skulle forvente, at sagen var afgjort med denne iagttagelse. Men domstolen fremmaner det nødvendige retsgrundlag: "Denne betragtning kan dog ikke hindre fællesskabslovgiver i at træffe foranstaltninger, der relaterer sig til medlemsstaternes strafferet". Eller på jævnt dansk: Hjemmel er ikke noget man har, det er noget man ta'r!

I disse dage suppleres kommissionens og EF-domstolens politiske aktivitet af et nidkært parlament, der i endnu mindre grad end domstolen fungerer som rettens vogter. 14. juni vedtog parlamentet en larmende applaus, idet flertallet "glæder sig over, at Domstolen (...) understreger, at den europæiske lovgiver har mulighed for (....) at vedtage sådanne strafferetlige bestemmelser, som er nødvendige..."

EU's magtekspansion afsporer ikke blot det danske forbehold over for politi og retsvæsen, men er yderligere i strid med den danske tiltrædelseslovgivning. Som Højesteret udtalte i 1998, er Danmark ikke bundet af "en (senere) anvendelse af Traktaten, der ligger uden for suverænitetsafgivelsen efter tiltrædelsesloven". At overførelsen fra den mellemstatslige Søjle 3 til den overstatslige magt (Søjle 1) ligger uden for den danske tiltrædelse, fremgår umisforståeligt af forarbejderne til den danske tilslutning til Amsterdam-traktaten: "Danmark deltager i samarbejdet om retlige og indre anliggender, så længe det er mellemstatsligt". Men "en overførelse til det overstatslige samarbejde i Søjle 1 indebærer, at Danmark ikke længere vil kunne deltage...".

Sjovt nok har de mange EU-venlige danske politikere ikke ladet høre fra sig!