Spørgsmål og debat om udstationeringsdirektivet, 2000

Ole Krarup stillede det følgende spørgsmål til Kommissionen i Parlamentets spørgetid under mødeperioden i januar 2000

Om: Opfyldelse af direktiv om udstationering af arbejdstagere, 96/71(EF)

Udstationeringsdirektivet(2) er endnu ikke implementeret i DK, selvom fristen er udløbet. I det lovforslag, der er fremsat i det danske Folketing, findes der ingen regler, der regulerer de lønarbejderrettigheder, der følger af kollektive overenskomster. Ifølge direktivets artikel 3 (8) skal arbejds- og ansættelsesvilkår være i overensstemmelse med ”de kollektive aftaler, der indgås af de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter på nationalt plan, og som gælder på hele det nationale område”. En sådan anvendelse af en overenskomst uden for dens personelle område kan imidlertid ikke pålægges parterne uden lovhjemmel. Der består derfor to løsningsmuligheder: Direktivet er uanvendeligt i DK; direktivet forpligter DK til at indføre almengyldige overenskomster.

Kan Kommissionen bekræfte, at udstationeringsdirektivet er uanvendeligt i Danmark for så vidt angår ”kollektive aftaler …, der finder generel anvendelse”, jf. artikel 3 (1), eftersom sådanne almengyldige overenskomster ikke findes i dansk ret? I benægtende fald ønskes det oplyst, hvorledes direktivet på dette punkt skal opfyldes.

Diamantopoulou, Kommissionen: EU's direktiv om udstationering af arbejdstagere fastsætter, at de obligatoriske regler om beskæftigelsesbetingelser og -vilkår, som er gældende i modtagelseslandet, også skal gælde for de arbejdstagere, som er blevet udstationeret i dette land. Det fastsættes, at to ting kan være gældende: enten modtagelseslandets lovgivning eller de kollektive aftaler, der er udnævnt til generelt anvendelige overenskomster for en given erhvervsgren. Eftersom Danmark ikke har noget system til at ophøje kollektive aftaler til generelt anvendelige overenskomster, må det i overenskomsterne fastsættes, at ud over de gældende arbejdsvilkår, som er fastsat i lovgivningen, gælder den arbejdstid, der er fastsat i de kollektive aftaler, som er generelt anvendelige, og som er indgået af de mest repræsentative organisationer, for de udstationerede arbejdstagere. Danmark har altså to valg: enten at indføre lovgivning eller på lovgivningsmæssig måde at vælge en kollektiv aftale, som skal fungere lovmæssigt.

Der forhandles mellem Europa-Kommissionen og Danmark, og det forventes, at Danmark vil advisere, at dette direktiv er implementeret i landets nationale lovgivning. Fristen for at svare på Kommissionens spørgsmål udløb den 6. december 1999. Vi har ikke fået noget svar endnu, så vi venter på at se, hvad de næste skridt vil være.

Krarup: Tak for et meget klart svar, som - hvis tolkningen er korrekt - går ud på, at direktivet om udstationering medfører en forpligtelse for den danske stat til at etablere et system med generelt anvendelige overenskomster. Det er et meget klart svar, men det er også et svar, må jeg gøre opmærksom på, som stiller de danske organisationer og den danske regering og det danske folketing i en politisk set meget, meget vanskelig situation, for det er jo en kendt sag, at der eksisterer nogle grundlæggende problemer i forbindelse med forholdet mellem den danske model, der i udpræget grad bygger på kollektive overenskomster, og den kontinentale model, som forudsætter lovgivning. Den uenighed og korrespondance, som De, fru kommissær, refererer til, angår jo først og fremmest et andet direktiv, nemlig direktivet om arbejdstiden, men nu kan vi altså forudse en ny åbningsskrivelse og en kommende traktatbrudssag, som følge af at den danske regering ikke agter, eller udtrykkeligt har tilkendegivet, at man ikke ønsker at gennemføre lovgivning og tilvejebringe generelt anvendelige overenskomster.

Diamantopoulou, Kommissionen: For det første gør vi ikke noget forsøg på at ændre systemet i Danmark eller noget som helst andet land. Som jeg svarede for lidt siden, er der altid problemer med at fortolke Europa-Kommissionens direktiver, både fordi de har en generel ramme, og fordi systemerne er vidt forskellige fra land til land.

Med hensyn til Deres spørgsmål er det ikke kun Danmark, der har dette specifikke problem. Det er ikke kun Danmark, der har uafklarede spørgsmål. Fem lande har implementeret det i deres nationale lovgivning, og de øvrige befinder sig i en forhandlingsproces. Det, der skal ske, og det er grunden til, at der har fundet forhandlinger og debat sted mellem Kommissionen og den danske regering ligesom også med andre regeringer, er at finde den bedste måde, så noget, der er blevet besluttet på europæisk plan af alle landene, og som udgør en generel ramme, også kan rumme arbejdstagere fra andre lande, som udstationeres i Danmark. Og vi forventer, at den danske og de ni andre regeringer bevæger sig i den retning.