Hva' mæ' retskulturen? - kronik i Politiken 2005

Når man gennem et langt liv har beskæftiget sig med retsvæsen og politik, er det umuligt at lukke øjnene for de mange tegn på, at vi i disse år oplever et bekymrende retskulturelt forfald.

Jeg medgiver, at meningen med at påberåbe sig noget så højstemt som 'retskultur' trænger til en præcisering. For at nå frem til en meningsfuld forståelse - og perspektivere påstanden om forfaldet - lønner det sig at starte med nogle velkendte spor. De første spor, som er lidt små og lurvede, fører videre til de større, som ender i de helt store, frygtindgydende elefantaftryk.

De små spor er f.eks. det voksende antal enkeltsager, der afslører uregelmæssigheder begået af offentlighedens tillidsrepræsentanter. Regeringen Fogh Rasmussen har tydeligvis problemer med at leve op til det klassiske ideal: at myndighedspersoner skal være hævet over enhver mistanke. Regeringen har sat flere grimme spor, f.eks. accepten af, at den nu forhenværende Tove Fergo tillod sit ministerium at bevilge ægtemanden lønforhøjelser og dyrke kreativ bogføring, og at den daværende miljøminister beholdt sin stilling, selv om han favoriserede sine bekendte med offentlige støttemidler, og at finansministeren kunne overleve flere åbenlyse (og ganske kompromitterende) lovbrud; for ikke at tale om statsministerens frimodighed til at udpege en landbrugskommissær i strid med klare retsgrundsætninger om forbud mod personlige interesser hos offentlige myndighedspersoner.

Alt sammen akkompagneret af bortforklaringer, hvis utroværdighed kun overgås af statsministerens seneste dekret (inspireret af Kjær/Tørnæs-sagerne) om offentliggørelsen af ministerægtefællers personlige forhold. Projektet er på én gang utjenligt (ministergemal Tørnæs lægger næppe sine ulovlige ansættelser på nettet!) og kønspolitisk kritisabelt.

Statsministerens tolerance over for ministres lovbrud er en nydannelse i det offentlige liv, som suppleres med den spektakulære sag om fhv. Farum-borgmester (og skatteminister!) Peter Brixtoftes kreative embedsførelse. Sagen rummer detaljer, hvis absurditet overgår selv paranoikeres forestillinger om offentlige overgreb. I sammenhæng med de talrige eksempler på ministerfusk er det bemærkelsesværdigt, at Farum-borgmesterens systematiske magtfordrejning i årevis har tjent som regeringens erklærede forbillede.

Disse sager rummer en ironisk kontrast til den aktuelle retspolitik. Under valgkampen i 2001 var det centralt for de nuværende regeringspartier at bekæmpe den »slappe retshåndhævelse«. De nuværende regeringspartier markerede sig med krav om betydelige skærpelser af straffen særlig for vold og voldtægt. Under behandlingen af skærpelseslovene blev regeringens talsmand konfronteret med den retspolitiske indvending, at skærpet straf ikke har nogen virkning i retning af at nedbringe kriminaliteten; dette er almenviden blandt kriminologer; desuden er det dokumenteret i eftertiden: De skærpede straffe har ikke medført noget fald i kriminaliteten, tværtimod er kriminaliteten på de strafforhøjede områder steget i den periode, hvori de skærpede straffe har været gældende.

Reaktionen fra de herskende 'lov og orden-partier' var bemærkelsesværdig: Indvendingerne blev slet og ret affejet med, at strafskærpelserne ikke blev gennemført med sigte på at nedbringe kriminaliteten; målet var derimod »at sende et signal om handlekraft« - og dermed tilgodese befolkningens »retsfølelse«.

Strafferetseksperten Vagn Greve kommenterer: »Strafferetlige indgreb bør kun anvendes, når der er god grund til at tro, at de vil reducere kriminaliteten, ikke hvis man blot har som mål at uddele pine eller at hævne sig (alias »retsfølelsens krav«). Straffe er kun forsvarlige, hvis de er kriminalitetsforebyggende, velgennemtænkte og velbegrundede«.

Med dette udgangspunkt spørger Greve: »Findes der faktisk nogen ordentlig analyse og begrundelse bag nutidens lovændringer?«.

For ikke mange år siden blev vigtige lovforslag ikke fremsat uden professionelt forarbejde - grundige kommissionsudredninger og dertil knyttede høringssvar fra andre sagkyndige. I mange år var det en selvfølge, at forslag til ændringer af straffeloven forudsatte en forudgående behandling i Straffelovsrådet, der rummer repræsentation for alle involverede juridiske instanser.

Men efter at regeringen har afvist sagkyndige som »smagsdommere« (når sagkundskaben kunne modsige regeringens fordomme), er kravene til seriøs lovforberedelse slækket i uhyrlig grad. Igen med Greves ord:

»I dag bliver de egentlige beslutninger ofte truffet af embedsmænd og politikere bag lukkede døre i Bryssel og på Slotsholmen. I et voksende omfang fortrænger forordninger og bekendtgørelser de egentligt lovfæstede regler (...). Lovændringer foregår ofte på den måde, at embedsmænd forhandler et resultat i Bryssel, og det så præsenteres for Folketinget og offentligheden som et fait accompli«.

Den såkaldte Rocker-pakke fra 2003, der drejer sig om de mest grundlæggende regler i strafferetsplejen, blev udarbejdet i huj og hast af en (anonym!) arbejdsgruppe bestående af fem politifolk, to anklagere og to repræsentanter for Justitsministeriet. Man gjorde sig end ikke den ulejlighed at inddrage blot en enkelt forsvarsadvokat som gidsel. Resultatet blev drastiske forringelser af retssikkerheden (med brug af politiagenter, lukkede retsmøder uden sigtedes tilstedeværelse, beskæring af forsvarerrettigheder, m.v.).

Og hermed er vi i retskulturens kerneområde, som er en del af selve retsstatens fundament.

I sin bog 'Vor retskulturelle arv' tager Preben Wilhjelm udgangspunkt i, at retsstatens kendetegn er, at den beskytter den enkelte mod overgreb fra statsmagtens side; beskyttelsen drejer sig om den enkelte person , der ikke frit bør overvåges, kontrolleres og frihedsberøves. Problemet om beskyttelsens udstrækning udspringer af, at det også er statsmagtens opgave at beskytte os mod andres overgreb , altså efterforske og straffe lovovertrædere. Wilhjelm skriver:

»Politiets arbejde med at opklare forbrydelser bliver nemmere, jo videre adgang der er til kontrol af borgerne ved overvågning, ransagning, aflytning og frihedsberøvelse. Men jo videre adgang der er til sådanne indgreb, jo flere uskyldige vil de ramme«. Og han vender sig imod den opfattelse, at vidtgående politibeføjelser og effektiv retshåndhævelse ('lov og orden') skulle være retsstatens afgørende element. For, som han skriver: »Enhver politistat opfylder til fulde denne betingelse. Det karakteristiske for retsstaten er (...) at den lægger overordentlig stor vægt på at undgå at ramme uskyldige, også selv om det kan medføre at nogle skyldige går fri«.

I den vestlige verden - som er retsstatens fødested - kan vi i disse år registrere stadig tydeligere tendenser til, at retsstatsprincippet opgives, og beskyttelsen af borgerne reduceres til politistatsniveau. Det sker i skyggen af de trusler, Vestens regeringer finder i 'den internationale terrorisme og den organiserede kriminalitet'.

11. september 2001 forandrede den retskulturelle dagsorden. Når vi oplever alvorlige forbrydelser, udløses der erfaringsmæssigt stærke socialpsykologiske kræfter (moralske panikker, har sociologer kaldt dem). Afdøde forsvarsadvokat Carl Madsen udtrykte situationen på denne kyniske facon: »Nogen skal anholdes, sigtes og straffes, helst den eller de skyldige, i nødsfald en eller flere andre«. Der rejses krav om, at straffene skærpes, og politiets beføjelser udvides, og retssikkerheden forringes. Kort sagt: Principperne for rationel konfliktløsning suspenderes; de fortrænges af en ambition om at udsende rituelle signaler om handlekraft, uanset at der måtte ryge uskyldige med.

Det var, hvad der skete efter 11. september 2001. Og mere til. Langt mere. Hovedlinjerne i USA's 'krig mod terrorisme' er velkendte, herunder interneringen af terrormistænkte på Guantánamobasen. Desuden har USA (og Storbritannien) i såvel Afghanistan som (særlig) Irak interneret et meget stort antal mennesker, fortrinsvis af arabisk herkomst. For tiden holder USA omkring 10.000 mænd, kvinder (og børn!) indespærret i Abu Ghraib-fængslet og tre andre lokaliteter i Irak. De tilbageholdes tidsubegrænset; de er ikke sigtet for konkrete forhold, gøres ikke bekendt med grundlaget for fængslingerne, de har ikke adgang til besøg, endsige kontakt med advokat. De er retsløse, og ydermere er de - ubeskriveligt grusomme - interneringsvilkår i de overfyldte fængsler i modstrid med elementære humanitære krav, også bortset fra direkte mishandlinger, der ifølge amerikanske militærkilder er langt mere udbredte end hidtil antaget, i såvel Irak som Afghanistan og - ikke mindst - en række andre torturtolerante stater, der opbevarer 'CIA's fantomfanger'.

Takket være en energisk indsats fra indignerede borgerrettighedsorganisationer (særlig American Civil Liberties Union) er det - efter en omstændelig og tidkrævende procedure - lykkedes at involvere domstolene. Først med en sag om mulighederne for, at de internerede overhovedet - imod regeringens protest - kunne indbringe deres klager. Dette spørgsmål besvarede højesterets flertal (6-3) bekræftende i juni 2004. Siden har den føderale appeldomstol i Washington DC i år underkendt alle de 11 indespærringer, der var indbragt for retten. »Krigen mod terror«, skriver dommeren i sin begrundelse, »kan ikke ophæve eksistensen af de mest grundlæggende rettigheder, som befolkningen i dette land har kæmpet og døet for i over 200 år«.

Kort tid forinden havde den britiske højesteret (House of Lords) underkendt regeringens internering af »mistænkte internationale terrorister«, som har været indespærret i mere end tre år. Retten fastslog, at indespærring uden anklage og dommerkendelse er i strid med såvel den britiske forfatning som den europæiske menneskerettighedskonvention.

Den foruroligende pointe i begge sager er, at disse klare retsafgørelser saboteres af statsmagten. Såvel den britiske som den amerikanske regering undergraver systematisk retten. USA er i færd med at 'overføre' fanger fra Guantánamo til fængsler i Saudi-Arabien, Afghanistan og Yemen, hvis aktiviteter er uden for amerikansk jurisdiktion - og alle berygtede fra Amnestys rapporter! Og den britiske regering fremlagde efter højesterets afgørelse sit lovforslag (Prevention of Terrorism Bill) for at skabe retsgrundlag for fortsat indespærring af de mistænkte. Trods Overhusets energiske forsvar for retsprincippet har regeringen skaffet sig en slags lovhjemmel for indespærring af 'mistænkelige personer' - uden sigtelse, uden retskendelse og uden retlige forsvarsmuligheder for de implicerede.

Disse sager om frihedsberøvelse uden retslige kontrolmuligheder er en menneskeretlig skandale. Og tilsvarende skandaler har ramt andre sider af den personlige beskyttelse, som hører med til vores retskulturelle arvegods, herunder klare grænser for statsmagtens adgang til at blande sig i/overvåge borgernes privatliv. I 1995 vedtog EU det gældende direktiv om udveksling af personoplysninger; hos os findes reglerne i persondataloven fra samme år. Såvel EU's direktiv som den danske lov bygger på, at der gælder betydelige begrænsninger i (særlig) statsmagtens adgang til at tilegne sig, opbevare og viderebringe oplysninger om vores private personlige forhold. Respekten for privatlivet er så central, at den garanteres i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 8, ligesom beskyttelsen er hjemlet i den aktuelle EU-forfatnings artikel II-68, der giver »ret til beskyttelse af personoplysninger«, som kun kan bruges af andre med samtykke fra de berørte.

I dag er persondatabeskyttelsen i EU hullet som en si.

På det helt elementære plan har EU accepteret, at oplysninger om flypassagerers personlige forhold overgives amerikanske myndigheder med risiko for, at oplysningerne distribueres til mere end 1.000 forskellige instanser. Det drejer sig om 30-40 forskellige typer oplysninger om passagerernes individuelle forhold, stort og småt, fra adresse til kreditkortoplysninger. EU's institutioner og medlemslandenes regeringer efterkommer de amerikanske krav, uanset at udleveringen indebærer en »åbenlys krænkelse af borgerlige rettigheder«, som direktøren for det føderale belgiske politi for nylig udtrykte det under en høring i EU-parlamentet.

Dernæst indebærer Europol-konventionen, at der kan overføres persondata til ikke-medlemslande. Blandt de mere 'avancerede' såkaldte Schengen III-lande (Benelux, Tyskland og Østrig) gives der deltagerlandenes politimyndigheder adgang til de andre landes dna-baser. Og EU-kommissionen arbejder intenst på at skabe grundlag for, at borgernes samlede elektroniske kommunikation - mail, web-besøg etc. - opbevares af hensyn til »forebyggelse, efterforskning og strafforfølgelse«.

Det er ikke for meget at konkludere, at de hidtidige retsstatslige værn om privatlivet er under systematisk nedbrydning. Det foreløbige slutpunkt er vedtagelsen på EU-topmødet i Haag i november 2004. Her besluttede stats- og regeringscheferne, at »en retshåndhævelsesperson i en medlemsstat, som har brug for oplysninger for at kunne varetage sine opgaver, overalt i EU kan indhente disse i en anden medlemsstat, og at den retshåndhævende myndighed i den anden medlemsstat, der ligger inde med disse oplysninger, udleverer dem« - i fundamental modstrid med bl.a. danske regler.

De her (langtfra udtømmende) omtalte angreb på borgernes personlige frihed og privatliv ledsages af to paradokser.

For det første: Samtidig med at statsmagtens og EU's magt undergraver retsstaten ved at forringe borgernes rettigheder over for statsmagten, blomstrer retsstatens retorik som ingensinde før: »Respekten for grundlæggende rettigheder skal være grundlaget for al europæisk lovgivning«, proklamerer kommissionen ved enhver anledning, og parlamentet betjener sig af et tilsvarende højstemt ordvalg i den lange række betænkninger, der vedtages i disse år. Disse skingre trosbekendelser fremføres, i takt med at de afgørende rettigheder saboteres/afskaffes i praksis.

Kontrasten mellem de beroligende ord og den barske virkelighed kan forklare det andet paradoks: Det er sandsynligt (som påpeget bl.a. af CIA!), at den militarisering af retspleje og rettighedssystemer, der praktiseres af USA og dets allierede, direkte modarbejder de erklærede mål. Vi kan ikke nøjes med at sige: »Operationen lykkedes, men patienten døde«. Det er værre: USA-alliancens 'krig mod terror' føres med midler, hvis vilkårlighed og brutalitet stimulerer hadets grokraft, netop de kræfter, der udvikler 'terrorisme'.

Disse linjer er en opfordring til mytteri. Det haster!