EU og miljøpolitik, 2004

Det er en hyppigt gentaget påstand, at medlemskab af EU er en forudsætning for en effektiv miljøpolitik, fordi miljøproblemer er grænseoverskridende og derfor kun kan håndteres i overnationalt regi; det gælder særlig hav-og luftforurening. Men disse grænseoverskridelser er ikke afhængige af EU's grænser, f. eks. Østersøen og Middelhavet, hvor løsningen er aftaler mellem de involverede lande og regioner, mens de globale problemer (drivhuseffekt) kræver global regulering. Selvom mange miljøproblemer rækker ud over nationalstaternes grænser, er en betydelig del af lokal karakter, herunder f. eks. forureningen af vandet ved de danske kyster. Den væsentligste havforurening viser sig i fjordene og langs kysterne, og de skyldes primært landbrugets store udslip af kvælstof og fosfater.

EU's samlede politik er på mange områder til skade for det danske miljø. Det skyldes, at hensynet til den frie konkurrence og ubegrænset vareudveksling, som udgør traktaternes basale mål (» de fire friheder«), for både Kommissionen og EF-Domstolen vejer tungere end hensynet til miljøet. Et eksempel er de giftstoffer (pesticider), der bruges i landbruget til bekæmpelse af ukrudt og skadedyr. Undersøgelser har vist, at disse gifte i stigende omfang når ned til grundvandet, og da den danske vandforsyning næsten 100 procent bygger på brug af grundvand, har man forbudt brugen af en række af disse gifte. Men den danske regering kan ikke forbyde giftstoffer på basis af egne politiske overvejelser; et sådant forbud er i strid med EU's regler om det indre marked; et forbud vil udgøre en såkaldt handelshindring i strid med de nævnte »friheder«.

EU's regulering af grænseværdier for farlige stoffer i vandet er uden videre bindende, og dette indebærer, at det danske samfund må affinde sig med, at en vis mængde gift (under grænseværdierne) bliver tilladt. Så sent som i juli 2003 har Kommissionen tilladt syv nye giftstoffer til bekæmpelse af skadedyr, uanset at dette vil føre til en markant forøgelse af giften i drikkevandet i de kommende år (Politiken 8. juli 2003). Den såkaldte »miljøgaranti« i EU vil ikke være til nogen hjælp. Dette fremgår af EF-traktatens artikel 95 (4-10), der ikke åbner realistisk mulighed for at opretholde nationale regler. Danmark er gennem årene blevet tvunget til at godkende stoffer, som af danske forskere er blevet betragtet som mulige trusler mod sundheden. Det gælder også med hensyn til beskyttelsen af arbejdsmiljøet, hvor det end ikke har været tilladt at kræve mærkning af farlige produkter med oplysning om mulige risici ved at anvende de stoffer, der anvendes i produktionen. Samtidig betyder EU's arbejdsmiljøregler, at den nationale lovgivning sættes i stå. Ingen vil arbejde med at indføre mere restriktive regler, når fælles EU-regler er undervejs. Dette vil kunne ændres afgørende i dette scenarie. En tilsvarende problematik gør sig gældende mht. anvendelsen af genmanipulerede afgrøder (GMO), som netop nu - foråret 2004 - er ved at opnå de nødvendige tilladelser i EU. Spørgsmålet om, hvorvidt det er teknisk muligt at sikre (navnlig) økologiske bønder mod forurening fra gensplejsede afgrøder, er fortsat uafklaret. Ikke des mindre vil ethvert medlem af EU være forpligtet af EU-kommissionens fremtidige tilladelser. EU-medlemskabet udelukker en selvstændig dansk politik. Derimod vil de nordiske regeringer uden for EU kunne fastholde en selvstændig nordisk (dansk) politik, der vurderer forureningsrisikoen mere omhyggeligt end EU-kommissionen, herunder med større hensyntagen til miljøet end til den multinationale agrokemiske storindustri - og vi vil uden for EU bedre være i stand til at beskytte dansk miljø/ grundvand/ natur (mod f. eks. Monsantos genmanipulerede roe, der er resistent over for sprøjtegiften Roundup).