Uden rejsegodtgørelser ville parlamentsmedlemmerne ikke komme til møderne, 2004

At EU's rejserefusioner er et (dårligt) skjult tilskud til medlemmerne, er velkendt. For de mange fjerntboende medlemmer kan det dreje sig om en ekstra fortjeneste på heinmod ½ mio skattefri kroner om året, for danskerne væsentligt mindre, men dog betragtelige beløb.

EU's korrupte ordninger er ikke just egnet til at overbevise den danske befolkning om EU's og parlamentets folkelige fundament. Og hvad værre er: hvert 5. år, når der er EU-valg, kan vi konstatere, at EU-tilhængerne fra de politiske partier aldrig har kunnet indfri deres utallige valgløfter om at afskaffe systemet. Så sent som for et halvt år siden stillede jeg sammen med en række udenlandske kolleger forslag til en ændring af medlemsstatutten, der ville afskaffe ordningen.

Resultat? Forslaget blev nedstemt – overvejende med stemmer fra den socialdemokratiske og den konservative gruppe. Kun blandt nordiske medlemmer var der flertal.

Hvad vi kan lære af det, forklarede min udvalgsformand ord den første dag jeg for 10 år siden var til møde i parlamentets retsudvalg og udtrykte min indignation over disse EU-frynser.

”Forstår De, hr. Krarup”, sagde formanden overbærende, ”hvis ikke medlemmerne kan tjene penge på at rejse hertil, kommer de ikke til møderne – og så går arbejdet i stå”.

Sådan fungerer det idealiserede ”europæiske demokrati” i sin frastødende praksis! Dette ”demokrati” vil aldrig kunne afskaffe de urimelige privilegier, alene af den grund at det generelle lønniveau blandt MEP-medarbejdere er ca. 3-5 gange de nationale, herunder de danske. Skal sekretæren tjene mere end chefen?

Mens Folkebevægelsens medlemmer altid har betalt rejseoverskud til Folkebevægelsen, foreslår Venstre nu, at alle danske tilbagebetaler overskud til Parlamentet. For Folkebevægelsen, der politisk kæmper imod EU's voksende magt over vores samfund, er det uacceptabelt at skulle betale til vores politiske modpart; ingen forlanger vel, at f.eks. en miljøorganisation skulle betale til den forurenende industri. Forslaget om at betale til en humanitær organisation er jeg villig til at drøfte med kollegerne. Det løser bare ikke det overordnede problem, som er en særlig ondartet side af EUs demokratiske underskud.

Indlægget er sendt til Jyllands-Posten