Aftalen med SF har kun til formål at presse et ja til EU-forfatningen igennem

Den politiske EU-aftale, der blev indgået i begyndelsen af november 2004 mellem de gamle Ja-partier og SF, har ét eneste politisk formål, nemlig at presse den danske befolkning til at stemme Ja til EU-grundloven ved de(n) kommende folkeafstemning(er) (der ikke blev til noget, red.). Ingen af aftalens parter har lagt skjul på denne ambition. SF’s deltagelse i et nyt ”nationalt kompromis” – og i særdeleshed SF-ledelsens anbefaling af et Ja – skal bruges til at lægge pres på alle tvivlere. I første omgang gælder det tvivlerne inden for SF forud for partiets urafstemning, i anden omgang den samlede vælgerbefolkning.  

Denne aftale er intet mindre end et demokratisk kvælertag. EU-partiernes højstemte bekendelser til folkestyret, som er aftalens verbale garniture, dækker over den realitet, at partilederne ikke tør møde befolkningen med argumenter. I stedet skal vi presses. At de gamle EU-partier foretrækker pres og manipulation frem for demokratisk debat, kan ikke overraske. Men at SF’s ledelse har accepteret rollen som gidsel for folkestyret, er et forræderi af historiske dimensioner.

Og hvis man ser nærmere på aftalens substans, bliver det klart, at partierne ikke blot tager kvælertag på folkestyret. Der er tale om et forsøg på at undergrave selve folkestyrets fundament, den danske Grundlov - eftersom aftalen afskærer den folkelige medbestemmelse, der er Grundlovens basis.

Det foregår på denne måde:

Aftalen drejer sig om de bestemmelser i EU-grundloven, der normalt betegnes med den aparte EU-glose: ”passarellen”. Denne uskyldige betegnelse dækker over en dramatisk nydannelse i EU's magtekspansion, nemlig en ret for Det Europæiske Råd til at udvide EU's magt uden at ændre traktat-grundlaget. Det nye er, at EU skal have mulighed for at beskære de enkelte landes vetoret. I hovedbestemmelsen, artikel IV-444 (1) udtrykkes sagen klart:

”Når Rådet i henhold til del III træffer afgørelse med enstemmighed på et bestemt område eller i et bestemt tilfælde, kan Det Europæiske Råd vedtage en europæisk afgørelse, der gør det muligt for Rådet at træffe afgørelse med kvalificeret flertal på dette område eller i dette tilfælde”.

Sådan!

Den "demokratiske garanti", som aftalen mellem de 5 partier tilbyder befolkningen, går ud på, at en fremtidig dansk accept af flertalsafgørelser - f.eks. inden for social- og arbejdsmarkedspolitikken - kun kan gives, når de 5 partier er enige om det.

I deres magtarrogance har partilederne overset, at den danske Grundlovs § 20 bestemmer, at afgivelse af dansk suverænitet – selvbestemmelsesret – kun kan ske ”i nærmere bestemt omfang”. Dette betyder bl.a., at det ikke kan overlades til nogen overnational instans at bestemme grænserne for sin egen magt, nemlig den magt der overtages fra den danske stat.

At en afskaffelse af dansk vetoret - overgang fra enstemmighed til flertalsafgørelser - rummer et betydeligt tab af suverænitet, er svært at benægte, eftersom den danske befolkning hermed mister retten til at sige Nej. Vi underkastes overstatsligt diktatur.

Konklusionen er klar: De 5 partiers aftale kan kun gennemføres efter en ændring af den danske grundlov. En aftale mellem fem partiledere kan - endnu ikke - erstatte Grundlovens krav.