Dagbøger fra Altinget forud for parlamentsvalg 2004

10. juni
Det meste af dagen forløb - ud over små-møder, pressemeddelelser og strategi-drøftelser - med omfattende evalueringer af TV 2-debatten i går med henblik på aftenens afslutningsdebat på DR. Var budskaberne trængt igennem?
Hvad kunne gøres bedre?

Det er klart, at min rolle som Folkebevægelsens talsmand - ikke mindst i TV-sammenhæng - er resultat af kollektive beslutninger. Men jeg tror ikke, at seerne og de engagerede kampagnemedarbejdere i Folkebevægelsen forestiller sig, hvor presset en situation man sidder i.
Man sætter ikke selv dagsordenen, man skal kunne improvisere. Et budskab der fremkommer uden klar tilknytning til de omkringliggende indlæg, kan fuse ud.
Og hvordan prioritere budskaberne?

Hovedgrunden til at Folkebevægelsen er uundværlig i parlamentet er jo, at vi repræsenterer den eneste ægte opposition til den EU-feber, der har grebet alle ja-partierne. De har givet afkald på enhver ambition om at afgrænse EU's magt over det danske samfund. Og når de ikke tillader sig selv nogen demokratisk smertegrænse - "hertil, og ikke længere" - gør de (selvfølgelig) en dyd af den selvpålagte nødvendighed ved (1) at idyllisere EU-diktaterne som "samarbejde", der producerer et "fredens projekt", og/eller (2) efterrationalisere EU's dominans over vores samfund som "grænseoverskridende problemer, der kræver overnationale løsninger".

Hvis man gør sig den luksus at bruge den kritiske eftertanke, falder denne retorik sammen som et korthus. Er der erfaringer for at "unioner" er fredsskabende? Eller er den produktive vej ikke den (nærmest) modsatte: samvirke og decentralt samarbejde på alle samfundsniveauer mellem folkene frem for opbygning af statslige styringssystemer, der postulerer en "europæisk identitet" - uden nogen basis i virkeligheden?
Det åbne samarbejde er den nordiske model.
"EU har umuliggjort krig mellem Tyskland og Frankrig", lyder det. - Modspørgsmål: Hvad med Sverige og Danmark, som har bekriget hinanden i århundreder? I dag er krig umulig, ikke på grund af nogen topstyret union, men som følge af et - organisk udviklet - åbent folkeligt samarbejde.

Den hule retorik dominerede aftenens TV-debat. Der er ingen grænser for de EU-diktater, der kan begrundes med "grænseoverskridelse". Det gælder EU-pålæg om at vi ikke må forbyde brug af giftstoffer (pesticider) i landbruget, import af gen-manipulerede fødevarer eller tilsætningsstoffer med sundhedsskadelige (kræftfremkaldende eller allergistimulerende) virkninger.

Hvis nogen spørger, om ikke vores egen sundheds- og veterinær-kontrol med fødevarer er beslutninger vi bør træffe selv som følge af det opreklamerede "nærhedsprincip", er man mere naiv end EU tillader: At EU suverænt behersker vores sundhed og miljø, er udtryk for at EU løser de grænseoverskridende problemer, dvs. de politiske beslutninger der er knyttet til EU's økonomiske grundlov, der bestemmes af det indre markeds logik.

Sådan kører pseudo-debatten.

Ikke sært at valgdeltagelsen tegner til at blive lav.

Stakkels demokrati.

9. juni
Hele formiddagen kimede den danske verdenspresse for at høre min mening om den meningsmåling, der viste, at mange EU-modstandere stemmer på sofaen. "Jeg er modstander af EU, derfor stemmer jeg ikke," siger mange.

"Har I ikke været gode nok til at få jeres budskab ud?"

Det har vi åbenbart ikke. Ikke alene fordi vores kampagnebudget kun udgør en lille brøkdel af Ja-partiernes. Men først og fremmest fordi de EU-begejstrede partier gør hvad de kan for at undertrykke den - afgørende - debat, der drejer sig om EUs skævheder, misvisninger og afsporing af nærdemokratiet; og den melodi hopper pressen på. "Valgkampen handler om politik," lyder budskabet fra EU-partierne, "Det drejer sig ikke om mere eller mindre EU."

Som om spørgsmålet om Nordens/Danmarks successive forvandling til filialsamfund - og omvendt forsvaret for de nordiske værdier - ikke skulle være "politik"!

Den kritiske befolkning tror simpelthen ikke på, at det nytter at stemme! Det er en demokratisk fallit der vil noget.

Aftenens debat på TV 2 rummede mange tankevækkende tilføjelser til denne variant af EUs demokratiske underskud. Det blev gjort helt klart under debatten, at alle Ja-partier samstemmende mener, at unionsmodstandere "ikke bør være i parlamentet."

Jeg spørger naivt: Går de danske politiske partier virkelig ind for, at de mange danske, som tilslutter sig Folkebevægelsens arbejde for nordisk nærdemokrati og andre grundfæstede værdier, og som omvendt modarbejder den voksende "EU-ensretning," at disse mange vælgere skal være uden muligheder for at artikulere et demokratisk valg?

Det uhyrlige svar er: Ja! Sådan ser de såkaldte demokratiske partier på den sag.

Nord og syd vigtigere end venstre og højre Deres aktive antidemokratiske felttog mod 40-50 pct. af den danske befolkning kunne muligvis forsvares, hvis de havde ret i, at den eneste relevante politiske skillelinie i parlamentet - som i folketinget - var skellet mellem højre og venstre. Men sådan er det ikke. Selv om parlamentet ikke er Folkebevægelsens centrale politiske platform, er der masser af arbejde - i stort og småt, såvel kort som langt - i forsvaret for de nordiske værdier.

Kulturforskellene mellem syd og nord (og nu øst-vest) rummer utallige politiske konfliktflader, som udgør vores arbejdsfelt. De aktualiseres uafladeligt: Nordisk velfærd (efterløn!), faglige rettigheder (udstationeringsdirektiv, service-direktiv), EU-overvågning og -kontrol (Schengen/Europol) er centrale eksempler på udfordringer, der kræver politisk reaktion. Der er tale om opgaver, som Folkebevægelsen og jeg - i al ubeskedenhed - er de eneste relevante advokater for.

Dagen slutter med DR 1-debat om den ringe vælgerinteresse. Radioens åndemanere søgte - forgæves - at placere et "ansvar": Er det mediernes eller politikernes "skyld", ville man vide.

Svaret ligger lige for: EU - herunder parlamentet - savner enhver demokratisk troværdighed. Vælgerne bedømmer EU som en demokratisk fejlkonstruktion, der bidrager til at afmontere det danske folkestyre.

Statist i en farce? Nej Tak.

8. juni
Dagens start er - som sædvanlig - telefonmøde med Folkebevægelsens kampagnegruppe.

I kampagnegruppen drøftes morgenavisernes historier og vores kamp for at erobre en platform. Det er op ad bakke! Aviserne er helt tavse om Folkebevægelsens gennemarbejdede og sobre program. Det er som om samtlige medier efterhånden har glemt dimensionerne i den demokratiske debat.

Pressen er i dag lige så besat som partiernes ledere af den tvangstanke, at EUs overstatslige diktater hviler over os med en naturlovs indiskutable vægt. I hvert fald er det - stort set - udelukket at føre nogen debat om andre former for europæisk samarbejde end EU - "en supermagt i verdenssamfundet", som Johan Galtung forudsagde allerede for 40 år siden.

Folkebevægelsens elementære budskab - at de nordiske lande kunne oparbejde en demokratisk velfunderet handlefrihed i forhold til det stormagt-dominerede EU - forties i alt væsentligt.

Ingen har interesseret sig for den kendsgerning, at det nordiske samarbejde nyder bred folkelig opbakning - som kontrast til de samme befolkningers (velbegrundede) skepsis over for EU.

En meningsmåling i april viste flertal for Norden frem for EU - i både Danmark, Sverige og Norge. Hvis demokratiet fungerede, ville dette i det mindste give anledning til debat.

Men målingen forties; den demokratiske bevidsthed er afskaffet; partierne og medierne vandrer søvngængeragtigt længere ind i EUs antidemokratiske labyrinter. Og for at det ikke skal være løgn, bortforklarer EU-ideologerne den demokratiske opgivelse som "international ansvarlighed".

Modvind i meningsmålinger
På morgenmødet diskuterer vi de seneste meningsmålinger, der ikke lover godt for Folkebevægelsen. Ved alle de fem tidligere valg har tendensen været den samme: Befolkningen har det (takket være pressens fortielse) med Folkebevægelsen som Søren Bruun med sin blyantsven: "Kære Blyantsven. Undskyld at jeg ikke har skrevet. Men jeg havde helt glemt dig."

Denne gang kan glemsomheden blive fatal for unionsmodstanden, fordi der knap har været nogen valgkamp; og den der har været, er ført på basis af Ja-partiernes groteske og selvovervurderende forherligelse af "EU-demokratiet," og retoriske overdrivelser om dansk indflydelse, der er så utroværdige, at den afføder politisk apati. Det giver muligvis kredit til Ja-partierne - men efterlader en enorm debet-post til den demokratiske proces.

Hvordan skal demokratiet kunne undvære Folkebevægelsens stemme i de kommende års debatter om EUs forfatning?

Efter dagens møder deltog jeg i DRs radiovælgermøde med SF og R - og konstaterede endnu engang, at grundlæggende politiske uenigheder ikke så meget bygger på forskellige politiske mål. Omdrejningspunktet er forskellige virkelighedsopfattelser.

Religion? Mon min EU-modstand blot er paranoia over romersk klientisme og mistro til fransk forvaltningspraksis, som er dele af mit professionelle liv? Og fejlfortolkning af 10 års erfaringer med EU-svindel, nepotisme, mangelfuld kontrol - og endrægtig socialdemokratisk/konservativ gulvtæppekunst ?

7. juni
Ugens afslutning med Grundlovsfesterne var en småpervers oplevelse.
Som sædvanlig var de EU-begejstrede partiers hyldesttaler klæge og hykleriske som judaskys. De salvelsesfulde parti-ledere skamroste og kælede for den go’e gamle danske grundlov, næsten som man nusser et affældigt kreatur, før man afliver det.

Denne form for politisk nekrofili var i år særlig bemærkelsesværdig. Alle Ja-partierne véd jo udmærket godt, at EU's topmøde vil vedtage EU's nye forfatning – Grundloven for EU – lige efter parlamentsvalget.

Om de véd, hvad det kommer til at betyde for vores egen danske grundlov, er jeg ikke klar over; muligvis véd de det ikke, muligvis taler de imod bedre vidende. Hvad er mon værst? Som forfatningsjurist véd jeg, at EU's kommende forfatning vil indebære voldsomme indskrænkninger i den danske Grundlovs gyldighedsområde. Muligvis så voldsomme, at vi bliver nødt til at afskaffe eller ændre vores grundlov. Det kan blive en sag for domstolene, hvis politikerne ikke står vagt om Danmarks Grundlov. Måske skal jeg på banen igen, som jeg var det med Maastricht-sagen 1993-98.

Ugen sluttede med, at min gamle ven og kollega, Jens-Peter Bonde fejrede sit sølvbryllup med EU! Man må sige, at han fik maximalt udbytte i form af (veltilrettelagt!) medieopmærksomhed; og så her lige før valget! Han kan sit kram, den unge mand. Ebbe talte smukt, og jeg holdt en lille tale, hvis ironiske pointe – at man blir miljøskadet af 25 år i EU – ikke blev opfanget af de tilstedeværende klakører. Jens-Peter er den mest professionelle politiker vi har i nutidens Danmark. Homo politicus.
Hans politiske energi og kreativitet – på godt og ondt - er uden sidestykke.
Manden tænker på sin ægtefælle, EU, døgnet rundt, både med bevidsthed og underbevidsthed, i vågen tilstand såvel som under søvnen; man kan undre sig over hvordan han i sit borgerlige – bigame - ægteskab har fået børn, det må være sket i en slags distraktion, eftersom hans mentale optagethed af EU er konstant.

Et så intenst samliv med EU må jo ende galt. Dette blev klart , da Jens-Peter og Hanne Dahl mandag aften blev stillet for DRs jesuitiske inkvisitor, Steffen Kretz. Efter en tæt afhøring måtte de – modstræbende – erkende grundlæggende uklarheder i Junibevægelsens politiske platform. Listen har ingen alternativer til EU. Dens påståede ”unionsmodstand” tjener overvejende til at hverve naive vælgere, der ikke ser forskel på form og indhold.

Morgen-radioavisen bragte et ejendommeligt angreb fra den radikale spidskandidat, der beskyldte Folkebevægelsen – og mig – for at føre samme agitation som Dansk Folkeparti. Der er ingen forskel på den ene og den anden Krarup, altså den fundamentalistiske mullah, Søren Krarup og mig, påstår min radikale modpart. Det er – igen – svært at vide, om den slags bygger på uvidenhed eller bevidst bagvaskelse. Jeg anser det nærmest for ærekrænkende at blive slået i hartkorn med DF-fundamentalisternes xenofobiske propaganda.
Folkebevægelsens program bygger på åben, internationalistisk aktivitet.