Tale om Eurostat-sagen, april 2004

Det er alment erkendt, at EU-systemet er uhyre kompliceret og reelt umuligt at overskue for borgerne. EU's såkaldte »demokratiske underskud« har i årtier været erkendt som et grundproblem, uden at den lange række af - mere eller mindre helhjertede - reformer gennem de sidste 10 år (styrkelse af det folkevalgte parlament, indsættelsen af EU-ombudsmanden, gentagne vedtagelser om åbenhed, reformer af budgetkontrollen, etc.) tilnærmelsesvis har kunnet bibringe systemet de nødvendige demokratiske kontrolsystemer. I dag er der bred tilslutning til den opfattelse, at en demokratisering udgør en ufravigelig betingelse for at projektet kan overleve på længere sigt. Men ingen af de mange vedtagelser der er truffet om »åbenhed og gennemsigtighed« har haft nævneværdig effekt; dette er dokumenteret i flere undersøgelser, senest af den engelske borgerrettighedsorganisation, Statewatch juni 2003 og marts 2004; og der er ingen realistisk udsigt til at de seneste demokratiserings-forsøg, der har set dagens lys, nemlig Forfatningskonventets udkast til EU's kommende grundlov (juni 2003) vil få større effekt end de hidtil gjorte forsøg.

Over for EU-apparaternes lukkede elitestyre, der fungerer i tæt samspil med den europæiske industri og storfinans, kommer selv behjertede og radikale demokratiseringsforsøg til kort. Et aktuelt - skræmmende - eksempel er den såkaldte Eurostat-skandale, som fandt vej til avisoverskrifterne igennem sidste halvdel af år 2003. Essensen i denne korruptionssag er, at højtstående embedsmænd i EU's statistiske kontor i årevis har svindlet med enorme summer (flere hundrede millioner kroner). De relevante kontrakter og bilag var skaffet af vejen, da EU's revisorer indledte undersøgelse.

Men: De ansvarlige direktører er ikke blevet - og vil ikke blive - draget til ansvar; den ansvarlige kommissær »vidste ingenting«. Til gengæld har den underordnede funktionær der bragte sagen frem, været udsat for bureaukratisk misbilligelse. De vidererækkende perspektiver rummer to vigtige elementer: For det første demonstrerer den systematiske svindel, at EU opererer som et uigennemsigtigt embedsmandsstyre, der umuliggør elementær demokratisk kontrol; for det andet har sagen vist, at ikke blot kommissionen, men også lederne af parlamentets store partier (socialdemokrater og konservative/ kristendemokrater) - som udgør integrerede dele af kommissionens politiske bagland - har deltaget aktivt i bestræbelserne på at hindre, at skandalens omfang overhovedet bliver undersøgt på betryggende måde. Som mange andre pinagtige sager er den fejet ind under EU-systemets rummelige gulvtæppe (for nu at bruge en velkendt dansk metafor). Systemets lukkemekanismer - og de demokratiske kontrolsystemers afmagt - som her er antydet, er beskrevet udførligt i Paul Magnette's bog "Contrôler l'Europe" (2003).