EU-parlamentet

Vagtskiftereception og takkeskrift

Folkebevægelsen mod EU har markeret vagtskiftet mellem Ole Krarup og Søren Søndergaard med en reception på Christiansborg, hvor over 120 mennesker klemte sig ind i et lokale til 50 mennesker.

Partisekretær Henrik Dam Kristensen (S), MEP Gitte Seeberg (K), tidl. partiformand Holger K. Nielsen (SF), forhandlingssekretær Henrik Berlau fra 3F, faglig sekretær fra PROSA Hanne Lykke Jespersen, Ole Nors fra havne- og terminalarbejdernes landsklub var blandt de mange, som kom forbi og hilste på Ole Krarup og hans efterfølger Søren Søndergaard.

De to herrer fik sange med på vejen af Arne Würgler og en veloplagt tale af Anne Marie Helger, som bl.a. sagde ”Det er så vigtigt, at der sidder nogle fine, gode, pæne mennesker dernede. De ligner jo en forsamling mafiatyper”.

 



Læs takkeskrift

 

Folkebevægelsen og opgaver i EU-parlamentet, 2004

"Hvad vil Folkebevægelsen i EU-parlamentet, når Folkebevægelsens hovedformål er at bekæmpe EU"?

Det spørgsmål stiller mange tvivlrådige vælgere.

Svaret er, at Folkebevægelsen stiller op som et nødvendigt demokratisk alternativ til partiernes uforbeholdne EU-tilslutning: De gamle partiers ubetingede accept af EU's herredømme ville berøve disse partiers mange EU-skeptiske vælgere deres demokratiske stemme, hvis ikke liste N fandtes! Nemlig af den simple grund at man som EU-skeptiker ikke kan stemme på partier, der udelukkende tæller tilhænger-kandidater. Som V,K,S,R og SF.

Selvom man – som jeg – anser EU-parlamentet som en parodi på et demokrati, er medlemskab af parlamentet – desværre - et nødvendigt led i Folkebevægelsens livsvigtige politiske opgave: at åbne veje til en frigørelse fra EU’s styring af vores samfundsliv, en styring som gør sig gældende på flere og flere områder (Eksempler: giftstoffer i maden og miljøet, genmanipulerede og hormonbehandlede fødevarer, indgreb i sociale rettigheder og lønarbejder-rettigheder – for slet ikke at tale om den horrible landbrugspolitik).

Netop i den kommende valgperiode kan vores mål være inden for rækkevidde, nemlig hvis et flertal af danskere til at stemmer Nej til den EU-forfatning (grundlov), som blev vedtaget på EU's topmøde lige efter parlamentsvalget. I så fald vil Folkebevægelsens alternativ - et nordisk forbund uden for EU - komme på dagsordenen. Dette støttes af en meningsmåling foretaget i april 2004 måned, der viser et flertal i såvel Danmark som Norge og Sverige for en sådan fremtid.

Folkebevægelsens kamp mod EU og for et frit Danmark/Norden føres først og fremmest herhjemme. Men vores aktiviteter i parlamentet udgør vigtige elementer i denne kamp.

I alle sager, vi får til behandling i parlamentet, arbejder Folkebevægelsen konsekvent for at hævde danske interesser over for den voksende EU-magt (udover eksemplerne fra foregående afsnit arbejder jeg som medlem af retsudvalget med Schengen, Europol, politiovervågning og -kontrol). Og kampen mod EU indbefatter i dag også EU's overfald på den danske velfærdsmodel (efterlønnen!) og EU's angreb på faglige rettigheder, ikke mindst i lyset af EU's nylige udvidelse.

Man kan ikke altid selv vælge sin politiske kampplads, men må kæmpe hvor der er resultater at hente. Og Folkebevægelsen vil bruge parlamentet som politisk kampplads, så længe parlamentet findes.

-------------------------------------------------

Jeg tilhører den store gruppe af danske medborgere der mener, at EU ikke er løsningen på Danmarks problemer. Heller ikke Europas problemer. Og slet ikke verdens. EU er tværtimod vores fælles problem, eftersom EUs overstatslige apparat sætter folkestyret ud af kraft - på stadig flere områder.

EUs magtekspansion foregår i en slags selvsving, der beskrives således af den tidligere generalsekretær i EUs ministerråd: "...Den ene ting...har ført den anden med sig, og det er det der er karakteristisk for den europæiske konstruktion: At man starter med noget, der uvægerligt leder videre til det næste skridt. Og sådan vil det blive ved at være".

Dette er den store udfordring! Kampen mod EUs magtfuldkommenhed er Folkebevægelsens vigtigste opgave i parlamentet. For EUs "næste skridt" er endnu mere truende for Danmarks selvstændighed end de hidtidige. Den kommende valgperiodes dagsorden handler om vedtagelsen af en egentlig Grundlov for EU, den såkaldte "Forfatning for Europa".

Hvad EU-grundloven kommer til at indeholde, ved vi i store træk: EU skal have både en præsident og en udenrigsminister. Og den kommende EU-grundlov vil tildele EU magten over de mest vitale dele af samfundslivet: EUs selvstændige militære kapacitet vil blive udbygget. Reguleringen af politi og retsvæsen vil blive frataget os, og EU vil forstærke Schengen-overvågningen og etablere en EU-strafferet. Den økonomiske politik - finans- og pengepolitikken - vil blive styret af EU. Konsekvenser for de danske velfærdssystemer er uoverskuelige.

Der er tale om skridt der i sidste ende vil reducere Danmark til en delstat i et EU-imperium.

Kan vi overhovedet kæmpe imod? Er det umagen værd at stemme til EU-parlamentet?

Jeg indrømmer, at det er en sej kamp, men et af kampmidlerne er at stemme på Folkebevægelsen! Vi udgør en vigtig stemme i parlamentet, vi har været med til at afsløre EU-systemets anti-demokratiske karakter. Og vi deltager selvfølgelig i alle parlamentets enkeltsager (såsom modstand imod softwarepatenter og tjenesteydelsesdirektivet m.m.) - og stemmer for enhver forbedring af danske borgeres stilling. Men frem for alt er Folkebevægelsen en uundværlig stemme i den danske debat. Hvis debatten og afstemningen om den kommende EU-Grundlov skal kunne give mening - og åbne en vej til at vi kan generobre vores folkestyre - er det nødvendigt at styrke Folkebevægelsen.

 

Dagbøger fra Altinget forud for parlamentsvalg 2004

10. juni
Det meste af dagen forløb - ud over små-møder, pressemeddelelser og strategi-drøftelser - med omfattende evalueringer af TV 2-debatten i går med henblik på aftenens afslutningsdebat på DR. Var budskaberne trængt igennem?
Hvad kunne gøres bedre?

Det er klart, at min rolle som Folkebevægelsens talsmand - ikke mindst i TV-sammenhæng - er resultat af kollektive beslutninger. Men jeg tror ikke, at seerne og de engagerede kampagnemedarbejdere i Folkebevægelsen forestiller sig, hvor presset en situation man sidder i.
Man sætter ikke selv dagsordenen, man skal kunne improvisere. Et budskab der fremkommer uden klar tilknytning til de omkringliggende indlæg, kan fuse ud.
Og hvordan prioritere budskaberne?

Hovedgrunden til at Folkebevægelsen er uundværlig i parlamentet er jo, at vi repræsenterer den eneste ægte opposition til den EU-feber, der har grebet alle ja-partierne. De har givet afkald på enhver ambition om at afgrænse EU's magt over det danske samfund. Og når de ikke tillader sig selv nogen demokratisk smertegrænse - "hertil, og ikke længere" - gør de (selvfølgelig) en dyd af den selvpålagte nødvendighed ved (1) at idyllisere EU-diktaterne som "samarbejde", der producerer et "fredens projekt", og/eller (2) efterrationalisere EU's dominans over vores samfund som "grænseoverskridende problemer, der kræver overnationale løsninger".

Hvis man gør sig den luksus at bruge den kritiske eftertanke, falder denne retorik sammen som et korthus. Er der erfaringer for at "unioner" er fredsskabende? Eller er den produktive vej ikke den (nærmest) modsatte: samvirke og decentralt samarbejde på alle samfundsniveauer mellem folkene frem for opbygning af statslige styringssystemer, der postulerer en "europæisk identitet" - uden nogen basis i virkeligheden?
Det åbne samarbejde er den nordiske model.
"EU har umuliggjort krig mellem Tyskland og Frankrig", lyder det. - Modspørgsmål: Hvad med Sverige og Danmark, som har bekriget hinanden i århundreder? I dag er krig umulig, ikke på grund af nogen topstyret union, men som følge af et - organisk udviklet - åbent folkeligt samarbejde.

Den hule retorik dominerede aftenens TV-debat. Der er ingen grænser for de EU-diktater, der kan begrundes med "grænseoverskridelse". Det gælder EU-pålæg om at vi ikke må forbyde brug af giftstoffer (pesticider) i landbruget, import af gen-manipulerede fødevarer eller tilsætningsstoffer med sundhedsskadelige (kræftfremkaldende eller allergistimulerende) virkninger.

Hvis nogen spørger, om ikke vores egen sundheds- og veterinær-kontrol med fødevarer er beslutninger vi bør træffe selv som følge af det opreklamerede "nærhedsprincip", er man mere naiv end EU tillader: At EU suverænt behersker vores sundhed og miljø, er udtryk for at EU løser de grænseoverskridende problemer, dvs. de politiske beslutninger der er knyttet til EU's økonomiske grundlov, der bestemmes af det indre markeds logik.

Sådan kører pseudo-debatten.

Ikke sært at valgdeltagelsen tegner til at blive lav.

Stakkels demokrati.

9. juni
Hele formiddagen kimede den danske verdenspresse for at høre min mening om den meningsmåling, der viste, at mange EU-modstandere stemmer på sofaen. "Jeg er modstander af EU, derfor stemmer jeg ikke," siger mange.

"Har I ikke været gode nok til at få jeres budskab ud?"

Det har vi åbenbart ikke. Ikke alene fordi vores kampagnebudget kun udgør en lille brøkdel af Ja-partiernes. Men først og fremmest fordi de EU-begejstrede partier gør hvad de kan for at undertrykke den - afgørende - debat, der drejer sig om EUs skævheder, misvisninger og afsporing af nærdemokratiet; og den melodi hopper pressen på. "Valgkampen handler om politik," lyder budskabet fra EU-partierne, "Det drejer sig ikke om mere eller mindre EU."

Som om spørgsmålet om Nordens/Danmarks successive forvandling til filialsamfund - og omvendt forsvaret for de nordiske værdier - ikke skulle være "politik"!

Den kritiske befolkning tror simpelthen ikke på, at det nytter at stemme! Det er en demokratisk fallit der vil noget.

Aftenens debat på TV 2 rummede mange tankevækkende tilføjelser til denne variant af EUs demokratiske underskud. Det blev gjort helt klart under debatten, at alle Ja-partier samstemmende mener, at unionsmodstandere "ikke bør være i parlamentet."

Jeg spørger naivt: Går de danske politiske partier virkelig ind for, at de mange danske, som tilslutter sig Folkebevægelsens arbejde for nordisk nærdemokrati og andre grundfæstede værdier, og som omvendt modarbejder den voksende "EU-ensretning," at disse mange vælgere skal være uden muligheder for at artikulere et demokratisk valg?

Det uhyrlige svar er: Ja! Sådan ser de såkaldte demokratiske partier på den sag.

Nord og syd vigtigere end venstre og højre Deres aktive antidemokratiske felttog mod 40-50 pct. af den danske befolkning kunne muligvis forsvares, hvis de havde ret i, at den eneste relevante politiske skillelinie i parlamentet - som i folketinget - var skellet mellem højre og venstre. Men sådan er det ikke. Selv om parlamentet ikke er Folkebevægelsens centrale politiske platform, er der masser af arbejde - i stort og småt, såvel kort som langt - i forsvaret for de nordiske værdier.

Kulturforskellene mellem syd og nord (og nu øst-vest) rummer utallige politiske konfliktflader, som udgør vores arbejdsfelt. De aktualiseres uafladeligt: Nordisk velfærd (efterløn!), faglige rettigheder (udstationeringsdirektiv, service-direktiv), EU-overvågning og -kontrol (Schengen/Europol) er centrale eksempler på udfordringer, der kræver politisk reaktion. Der er tale om opgaver, som Folkebevægelsen og jeg - i al ubeskedenhed - er de eneste relevante advokater for.

Dagen slutter med DR 1-debat om den ringe vælgerinteresse. Radioens åndemanere søgte - forgæves - at placere et "ansvar": Er det mediernes eller politikernes "skyld", ville man vide.

Svaret ligger lige for: EU - herunder parlamentet - savner enhver demokratisk troværdighed. Vælgerne bedømmer EU som en demokratisk fejlkonstruktion, der bidrager til at afmontere det danske folkestyre.

Statist i en farce? Nej Tak.

8. juni
Dagens start er - som sædvanlig - telefonmøde med Folkebevægelsens kampagnegruppe.

I kampagnegruppen drøftes morgenavisernes historier og vores kamp for at erobre en platform. Det er op ad bakke! Aviserne er helt tavse om Folkebevægelsens gennemarbejdede og sobre program. Det er som om samtlige medier efterhånden har glemt dimensionerne i den demokratiske debat.

Pressen er i dag lige så besat som partiernes ledere af den tvangstanke, at EUs overstatslige diktater hviler over os med en naturlovs indiskutable vægt. I hvert fald er det - stort set - udelukket at føre nogen debat om andre former for europæisk samarbejde end EU - "en supermagt i verdenssamfundet", som Johan Galtung forudsagde allerede for 40 år siden.

Folkebevægelsens elementære budskab - at de nordiske lande kunne oparbejde en demokratisk velfunderet handlefrihed i forhold til det stormagt-dominerede EU - forties i alt væsentligt.

Ingen har interesseret sig for den kendsgerning, at det nordiske samarbejde nyder bred folkelig opbakning - som kontrast til de samme befolkningers (velbegrundede) skepsis over for EU.

En meningsmåling i april viste flertal for Norden frem for EU - i både Danmark, Sverige og Norge. Hvis demokratiet fungerede, ville dette i det mindste give anledning til debat.

Men målingen forties; den demokratiske bevidsthed er afskaffet; partierne og medierne vandrer søvngængeragtigt længere ind i EUs antidemokratiske labyrinter. Og for at det ikke skal være løgn, bortforklarer EU-ideologerne den demokratiske opgivelse som "international ansvarlighed".

Modvind i meningsmålinger
På morgenmødet diskuterer vi de seneste meningsmålinger, der ikke lover godt for Folkebevægelsen. Ved alle de fem tidligere valg har tendensen været den samme: Befolkningen har det (takket være pressens fortielse) med Folkebevægelsen som Søren Bruun med sin blyantsven: "Kære Blyantsven. Undskyld at jeg ikke har skrevet. Men jeg havde helt glemt dig."

Denne gang kan glemsomheden blive fatal for unionsmodstanden, fordi der knap har været nogen valgkamp; og den der har været, er ført på basis af Ja-partiernes groteske og selvovervurderende forherligelse af "EU-demokratiet," og retoriske overdrivelser om dansk indflydelse, der er så utroværdige, at den afføder politisk apati. Det giver muligvis kredit til Ja-partierne - men efterlader en enorm debet-post til den demokratiske proces.

Hvordan skal demokratiet kunne undvære Folkebevægelsens stemme i de kommende års debatter om EUs forfatning?

Efter dagens møder deltog jeg i DRs radiovælgermøde med SF og R - og konstaterede endnu engang, at grundlæggende politiske uenigheder ikke så meget bygger på forskellige politiske mål. Omdrejningspunktet er forskellige virkelighedsopfattelser.

Religion? Mon min EU-modstand blot er paranoia over romersk klientisme og mistro til fransk forvaltningspraksis, som er dele af mit professionelle liv? Og fejlfortolkning af 10 års erfaringer med EU-svindel, nepotisme, mangelfuld kontrol - og endrægtig socialdemokratisk/konservativ gulvtæppekunst ?

7. juni
Ugens afslutning med Grundlovsfesterne var en småpervers oplevelse.
Som sædvanlig var de EU-begejstrede partiers hyldesttaler klæge og hykleriske som judaskys. De salvelsesfulde parti-ledere skamroste og kælede for den go’e gamle danske grundlov, næsten som man nusser et affældigt kreatur, før man afliver det.

Denne form for politisk nekrofili var i år særlig bemærkelsesværdig. Alle Ja-partierne véd jo udmærket godt, at EU's topmøde vil vedtage EU's nye forfatning – Grundloven for EU – lige efter parlamentsvalget.

Om de véd, hvad det kommer til at betyde for vores egen danske grundlov, er jeg ikke klar over; muligvis véd de det ikke, muligvis taler de imod bedre vidende. Hvad er mon værst? Som forfatningsjurist véd jeg, at EU's kommende forfatning vil indebære voldsomme indskrænkninger i den danske Grundlovs gyldighedsområde. Muligvis så voldsomme, at vi bliver nødt til at afskaffe eller ændre vores grundlov. Det kan blive en sag for domstolene, hvis politikerne ikke står vagt om Danmarks Grundlov. Måske skal jeg på banen igen, som jeg var det med Maastricht-sagen 1993-98.

Ugen sluttede med, at min gamle ven og kollega, Jens-Peter Bonde fejrede sit sølvbryllup med EU! Man må sige, at han fik maximalt udbytte i form af (veltilrettelagt!) medieopmærksomhed; og så her lige før valget! Han kan sit kram, den unge mand. Ebbe talte smukt, og jeg holdt en lille tale, hvis ironiske pointe – at man blir miljøskadet af 25 år i EU – ikke blev opfanget af de tilstedeværende klakører. Jens-Peter er den mest professionelle politiker vi har i nutidens Danmark. Homo politicus.
Hans politiske energi og kreativitet – på godt og ondt - er uden sidestykke.
Manden tænker på sin ægtefælle, EU, døgnet rundt, både med bevidsthed og underbevidsthed, i vågen tilstand såvel som under søvnen; man kan undre sig over hvordan han i sit borgerlige – bigame - ægteskab har fået børn, det må være sket i en slags distraktion, eftersom hans mentale optagethed af EU er konstant.

Et så intenst samliv med EU må jo ende galt. Dette blev klart , da Jens-Peter og Hanne Dahl mandag aften blev stillet for DRs jesuitiske inkvisitor, Steffen Kretz. Efter en tæt afhøring måtte de – modstræbende – erkende grundlæggende uklarheder i Junibevægelsens politiske platform. Listen har ingen alternativer til EU. Dens påståede ”unionsmodstand” tjener overvejende til at hverve naive vælgere, der ikke ser forskel på form og indhold.

Morgen-radioavisen bragte et ejendommeligt angreb fra den radikale spidskandidat, der beskyldte Folkebevægelsen – og mig – for at føre samme agitation som Dansk Folkeparti. Der er ingen forskel på den ene og den anden Krarup, altså den fundamentalistiske mullah, Søren Krarup og mig, påstår min radikale modpart. Det er – igen – svært at vide, om den slags bygger på uvidenhed eller bevidst bagvaskelse. Jeg anser det nærmest for ærekrænkende at blive slået i hartkorn med DF-fundamentalisternes xenofobiske propaganda.
Folkebevægelsens program bygger på åben, internationalistisk aktivitet.

 

Uden rejsegodtgørelser ville parlamentsmedlemmerne ikke komme til møderne, 2004

At EU's rejserefusioner er et (dårligt) skjult tilskud til medlemmerne, er velkendt. For de mange fjerntboende medlemmer kan det dreje sig om en ekstra fortjeneste på heinmod ½ mio skattefri kroner om året, for danskerne væsentligt mindre, men dog betragtelige beløb.

EU's korrupte ordninger er ikke just egnet til at overbevise den danske befolkning om EU's og parlamentets folkelige fundament. Og hvad værre er: hvert 5. år, når der er EU-valg, kan vi konstatere, at EU-tilhængerne fra de politiske partier aldrig har kunnet indfri deres utallige valgløfter om at afskaffe systemet. Så sent som for et halvt år siden stillede jeg sammen med en række udenlandske kolleger forslag til en ændring af medlemsstatutten, der ville afskaffe ordningen.

Resultat? Forslaget blev nedstemt – overvejende med stemmer fra den socialdemokratiske og den konservative gruppe. Kun blandt nordiske medlemmer var der flertal.

Hvad vi kan lære af det, forklarede min udvalgsformand ord den første dag jeg for 10 år siden var til møde i parlamentets retsudvalg og udtrykte min indignation over disse EU-frynser.

”Forstår De, hr. Krarup”, sagde formanden overbærende, ”hvis ikke medlemmerne kan tjene penge på at rejse hertil, kommer de ikke til møderne – og så går arbejdet i stå”.

Sådan fungerer det idealiserede ”europæiske demokrati” i sin frastødende praksis! Dette ”demokrati” vil aldrig kunne afskaffe de urimelige privilegier, alene af den grund at det generelle lønniveau blandt MEP-medarbejdere er ca. 3-5 gange de nationale, herunder de danske. Skal sekretæren tjene mere end chefen?

Mens Folkebevægelsens medlemmer altid har betalt rejseoverskud til Folkebevægelsen, foreslår Venstre nu, at alle danske tilbagebetaler overskud til Parlamentet. For Folkebevægelsen, der politisk kæmper imod EU's voksende magt over vores samfund, er det uacceptabelt at skulle betale til vores politiske modpart; ingen forlanger vel, at f.eks. en miljøorganisation skulle betale til den forurenende industri. Forslaget om at betale til en humanitær organisation er jeg villig til at drøfte med kollegerne. Det løser bare ikke det overordnede problem, som er en særlig ondartet side af EUs demokratiske underskud.

Indlægget er sendt til Jyllands-Posten

 

Tale om Eurostat-sagen, april 2004

Det er alment erkendt, at EU-systemet er uhyre kompliceret og reelt umuligt at overskue for borgerne. EU's såkaldte »demokratiske underskud« har i årtier været erkendt som et grundproblem, uden at den lange række af - mere eller mindre helhjertede - reformer gennem de sidste 10 år (styrkelse af det folkevalgte parlament, indsættelsen af EU-ombudsmanden, gentagne vedtagelser om åbenhed, reformer af budgetkontrollen, etc.) tilnærmelsesvis har kunnet bibringe systemet de nødvendige demokratiske kontrolsystemer. I dag er der bred tilslutning til den opfattelse, at en demokratisering udgør en ufravigelig betingelse for at projektet kan overleve på længere sigt. Men ingen af de mange vedtagelser der er truffet om »åbenhed og gennemsigtighed« har haft nævneværdig effekt; dette er dokumenteret i flere undersøgelser, senest af den engelske borgerrettighedsorganisation, Statewatch juni 2003 og marts 2004; og der er ingen realistisk udsigt til at de seneste demokratiserings-forsøg, der har set dagens lys, nemlig Forfatningskonventets udkast til EU's kommende grundlov (juni 2003) vil få større effekt end de hidtil gjorte forsøg.

Over for EU-apparaternes lukkede elitestyre, der fungerer i tæt samspil med den europæiske industri og storfinans, kommer selv behjertede og radikale demokratiseringsforsøg til kort. Et aktuelt - skræmmende - eksempel er den såkaldte Eurostat-skandale, som fandt vej til avisoverskrifterne igennem sidste halvdel af år 2003. Essensen i denne korruptionssag er, at højtstående embedsmænd i EU's statistiske kontor i årevis har svindlet med enorme summer (flere hundrede millioner kroner). De relevante kontrakter og bilag var skaffet af vejen, da EU's revisorer indledte undersøgelse.

Men: De ansvarlige direktører er ikke blevet - og vil ikke blive - draget til ansvar; den ansvarlige kommissær »vidste ingenting«. Til gengæld har den underordnede funktionær der bragte sagen frem, været udsat for bureaukratisk misbilligelse. De vidererækkende perspektiver rummer to vigtige elementer: For det første demonstrerer den systematiske svindel, at EU opererer som et uigennemsigtigt embedsmandsstyre, der umuliggør elementær demokratisk kontrol; for det andet har sagen vist, at ikke blot kommissionen, men også lederne af parlamentets store partier (socialdemokrater og konservative/ kristendemokrater) - som udgør integrerede dele af kommissionens politiske bagland - har deltaget aktivt i bestræbelserne på at hindre, at skandalens omfang overhovedet bliver undersøgt på betryggende måde. Som mange andre pinagtige sager er den fejet ind under EU-systemets rummelige gulvtæppe (for nu at bruge en velkendt dansk metafor). Systemets lukkemekanismer - og de demokratiske kontrolsystemers afmagt - som her er antydet, er beskrevet udførligt i Paul Magnette's bog "Contrôler l'Europe" (2003).

 

Page 1 of 2

«StartPrev12NextEnd»