Retlige og indre anliggender

Retssikkerheden under alvorlig trussel - tale i september 2006

Juridiske håndværkere og teoretikere har i mange år kæmpet for retsstatens principper, særlig for retssikkerhed: Beskyttelsen - ikke mindst for samfundets underprivilegerede - i forhold til politi og anden statsmagt.

Resultatet er deprimerende: Aldrig har retssikkerheden været udsat for så alvorlige trusler som i dag.

At EU-traktaten føres frem som en "Area of freedom, security and justice afspejler ikke virkeligheden. Det er en myte, der dækker over en systematisk ødelæggelse af retsstaten. Retssikkerheden forringes hver dag, og ingen af Unionens institutioner har vilje og evne til at gennemføre en effektiv kursændring.

Jeg indskrænker mig til 2 budskaber:

1. Uden at have praktiseret overgreb af dimensioner som USA's i den såkaldte "kamp mod terrorismen" begår EU og medlemslandene hver dag overgreb over for både retsløse flygtninge og terrormistænkte. Politistaten er faretruende nær. Fort Europa

2. Dernæst: Unionens institutioner ønsker ikke at finde nogen forklaring på den voksende flygtningestrøm og på terror-truslerne mod Europa.

Den væsentlige årsag er: Verdens økonomiske, sociale og kulturelle ulighed, en ulighed der vokser dag for dag - som en direkte følge af EU's udbytningspolitik overfor og undertrykkelse af verdens fattigste områder.

Her finder vi ondets rod. Kun med denne indsigt kan der gennemføres en respektabel retspolitik.

 

EU amputerer folkestyret - Indlæg i Information 2006

EU's magt over civilbefolkningen udvides dramatisk i disse år. Magtudvidelsen udgør et selvstændigt problem. Men det er ikke det eneste. Det er et yderligere problem, at magtudvidelsen savner enhver offentlig bevågenhed. Diskretionen i EU's ekspansion skaber et alvorligt demokratisk underskud.

Sagens kerne er EU's overstatslige magt, som indebærer, at EU-institutionerne overtager dele af det danske folkestyres funktioner, ikke mindst lovforberedelse og folketingsvedtagelser.

Efter den danske Grundlov (§ 20) kan etableringen af overstatslig magt kun finde sted "i nærmere bestemt omfang"; og en lov herom kan kun gennemføres i en særlig grundig vedtagelsesform, der i hidtidig praksis altid har nødvendiggjort folkeafstemninger. En magtoverdragelse fra DK til EU betegnes (rammende) som "suverænitetsafgivelse".

Det hører med til den aktuelle problematik, at EU har andre funktionsformer end den overstatslige magt (den såkaldte "Søjle 1"). Af særlig betydning er den såkaldte "Søjle 3", der bl.a. angår EU-aktiviteter om politi og retsvæsen. Der er her tale om samarbejdsformer der ikke er "overstatslige", men mellemstatslige, idet de bygger på konkrete aftaler (traktater). I kraft af en selvstændig stillingtagen fra sag til sag har nationerne beholdt deres "suverænitet".

Den aktuelle magtudvidelse er udtryk for EU's ambition om at bestemme over medlemslandenes straffesystemer. Ambitionen har fundet udtryk i en dom afsagt af EF-domstolen i september 2005. Sagens problem var netop, om retten til at diktere strafferegler (i anledning af krænkelse af miljøregler) tilkommer EU som overstatslig magt (Søjle 1) - eller om EU må nøjes med den mere beskedne intervention på basis af Søjle 3 (der ikke tillader nogen ensretning).

Efter de gældende traktatregler er svaret indlysende: EU's overstatslige aktivitet omfatter ikke straffelovgivning. Ikke des mindre krævede kommissionen ret til at diktere straf, og domstolen accepterede, at (miljø)-strafferegler kan vedtages på grundlag af Søjle 1, nærmere bestemt EF-traktaten artikel 175, der giver basis for miljøvedtagelser, men ikke strafferegler.

Dommen er intet mindre end skandaløs. I den indledende præmis (47) accepteres det, at straffelovgivning og strafferetspleje "henhører principielt ikke under Fællesskabets kompetence". Man skulle forvente, at sagen var afgjort med denne iagttagelse. Men domstolen fremmaner det nødvendige retsgrundlag: "Denne betragtning kan dog ikke hindre fællesskabslovgiver i at træffe foranstaltninger, der relaterer sig til medlemsstaternes strafferet". Eller på jævnt dansk: Hjemmel er ikke noget man har, det er noget man ta'r!

I disse dage suppleres kommissionens og EF-domstolens politiske aktivitet af et nidkært parlament, der i endnu mindre grad end domstolen fungerer som rettens vogter. 14. juni vedtog parlamentet en larmende applaus, idet flertallet "glæder sig over, at Domstolen (...) understreger, at den europæiske lovgiver har mulighed for (....) at vedtage sådanne strafferetlige bestemmelser, som er nødvendige..."

EU's magtekspansion afsporer ikke blot det danske forbehold over for politi og retsvæsen, men er yderligere i strid med den danske tiltrædelseslovgivning. Som Højesteret udtalte i 1998, er Danmark ikke bundet af "en (senere) anvendelse af Traktaten, der ligger uden for suverænitetsafgivelsen efter tiltrædelsesloven". At overførelsen fra den mellemstatslige Søjle 3 til den overstatslige magt (Søjle 1) ligger uden for den danske tiltrædelse, fremgår umisforståeligt af forarbejderne til den danske tilslutning til Amsterdam-traktaten: "Danmark deltager i samarbejdet om retlige og indre anliggender, så længe det er mellemstatsligt". Men "en overførelse til det overstatslige samarbejde i Søjle 1 indebærer, at Danmark ikke længere vil kunne deltage...".

Sjovt nok har de mange EU-venlige danske politikere ikke ladet høre fra sig!

 

Udviklingen på politi- og retsområdet viser klare tegn på øgede EU-magtbeføjelser - tale i oktober 2005

I mange år blev EF/EU's virkelige betydning holdt godt skjult for befolkningen. De ledende politikere benægtede energisk, at det uskyldige europæiske "Fællesmarked" skulle kunne udvikle sig til en egentlig stat. "Unionen er stendød", bedyrede den daværende statsminister Schlüter i 1986.

Siden hen er sandheden blevet sværere at skjule. Gradvist er det lykkedes EU-magthaverne at tiltage sig flere og flere af de magtbeføjelser, der kendetegner en stat. Ikke blot egen valuta og eget militær, men i særdeleshed magten over politi- og retsvæsen.

Rom blev ikke bygget på én dag. Det gør EU-staten heller ikke. Men det går stærkt i disse år med skabelsen af overvågningssystemer, politimagt og efterretningsvirksomhed. Med Schengen-systemet og Europol er man godt på vej til at etablere kontrolapparater, der får fortidens Sovjetkontrollanter til at tage sig ud som glade amatører. Bag EU-politikernes vulgære fraser er det ambitionen at skabe et regulært "Fort Europa".

Ambitionen har et dobbelt sigte:
(1) Gennem raffinerede kontrolsystemer skal mennesker fra tredie verden spærres ude;
(2) der skal skabes overvågningsapparater, efterforsknings- og straffesystemer, der ruster "Det Demokratiske Europa" til kampen mod transnational kriminalitet, i særdeleshed terrorisme. EU handler på basis af den tvangstanke, at mere kontrol og strengere straffe skulle skabe større sikkerhed (selvom al erfaring viser det modsatte). Siden september 2001 har EU gennemført en række vedtagelser, der for alvor får retssikkerheden til at vakle, først og fremmest den såkaldte Arrestordre, der indebærer, at enhver af os kan risikere udlevering til retsforfølgelse og strafansvar hos andre EU-landes myndigheder og under vilkår, der langt fra opfylder nordiske krav til retssikkerhed. Aktuelt arbejder Kommissionen og Rådet med en lang række forslag, der vil underminere retssikkerheden yderligere, først og fremmest overvågning af foreninger (terrorister i Ældresagen!) og krav om opbevaring og registrering af telefonsamtaler og e-mail, foruden en række mere detaljerede indgreb.

Øget magt over politi og retsvæsen var et af hovedpunkterne i den EU-forfatning, der blev aflivet af de franske og hollandske vælgere i denne sommer. Forfatningsforslagets del III, kapitel 4 rummer et detaljeret retsgrundlag for virkeliggørelsen af en række EU-beføjelser inden for politi og retsvæsen. Den lige vej til politistaten. Men tro ikke, at det demokratiske Nej til EU-forfatningen har kunnet bremse Eurokraterne. Når den åbne demokratiske fordør er blevet lukket, bruger man den diskrete bagdør til at gennemføre de samme vedtagelser. Og så sker det tilmed under overskriften "Et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed"!

 

Terror og Ret - indlæg til debatten om terrorbekæmpelse, 2005

Den Tyske Forfatningsdomstols underkendelse af EU's "Europæiske Arrestordre" - der giver andre EU-landes politi og domstole magt til at overtage tyske straffesager - er et vigtigt forsvar for retssikkerheden: Politi og retshåndhævelse er integrerede dele af folkestyret. Disse magtbeføjelser skal ikke kunne udøves af andre landes politi og retsmyndigheder.

Tilsvarende gælder efter den danske grundlov. Danske lovbrud for danske domstole! Det er her vi har grundlag for demokratisk kontrol.

Dommen er et - desværre enkeltstående - modstykke til det kompakte politiske terror-hysteri, der i disse år kræver uhyrlige udvidelser af politiets magt. Det sker ud fra det amerikanske Guantánamo-princip: hellere bure 10 uskyldige inde (og mishandle dem!) end risikere at én eneste skyldig går fri.

Dette vanvid har tilmed baggrund i den kendsgerning, at EU's samlede immigrationspolitik fungerer som en samling undertrykkelses- og diskriminations-apparater, der sikrer det mest effektive grundlag for udvikling af terrorisme. Den seneste danske "integrations-pakke" vil kunne få terroristen op i utallige medmennesker.

 

Hva' mæ' retskulturen? - kronik i Politiken 2005

Når man gennem et langt liv har beskæftiget sig med retsvæsen og politik, er det umuligt at lukke øjnene for de mange tegn på, at vi i disse år oplever et bekymrende retskulturelt forfald.

Jeg medgiver, at meningen med at påberåbe sig noget så højstemt som 'retskultur' trænger til en præcisering. For at nå frem til en meningsfuld forståelse - og perspektivere påstanden om forfaldet - lønner det sig at starte med nogle velkendte spor. De første spor, som er lidt små og lurvede, fører videre til de større, som ender i de helt store, frygtindgydende elefantaftryk.

De små spor er f.eks. det voksende antal enkeltsager, der afslører uregelmæssigheder begået af offentlighedens tillidsrepræsentanter. Regeringen Fogh Rasmussen har tydeligvis problemer med at leve op til det klassiske ideal: at myndighedspersoner skal være hævet over enhver mistanke. Regeringen har sat flere grimme spor, f.eks. accepten af, at den nu forhenværende Tove Fergo tillod sit ministerium at bevilge ægtemanden lønforhøjelser og dyrke kreativ bogføring, og at den daværende miljøminister beholdt sin stilling, selv om han favoriserede sine bekendte med offentlige støttemidler, og at finansministeren kunne overleve flere åbenlyse (og ganske kompromitterende) lovbrud; for ikke at tale om statsministerens frimodighed til at udpege en landbrugskommissær i strid med klare retsgrundsætninger om forbud mod personlige interesser hos offentlige myndighedspersoner.

Alt sammen akkompagneret af bortforklaringer, hvis utroværdighed kun overgås af statsministerens seneste dekret (inspireret af Kjær/Tørnæs-sagerne) om offentliggørelsen af ministerægtefællers personlige forhold. Projektet er på én gang utjenligt (ministergemal Tørnæs lægger næppe sine ulovlige ansættelser på nettet!) og kønspolitisk kritisabelt.

Statsministerens tolerance over for ministres lovbrud er en nydannelse i det offentlige liv, som suppleres med den spektakulære sag om fhv. Farum-borgmester (og skatteminister!) Peter Brixtoftes kreative embedsførelse. Sagen rummer detaljer, hvis absurditet overgår selv paranoikeres forestillinger om offentlige overgreb. I sammenhæng med de talrige eksempler på ministerfusk er det bemærkelsesværdigt, at Farum-borgmesterens systematiske magtfordrejning i årevis har tjent som regeringens erklærede forbillede.

Disse sager rummer en ironisk kontrast til den aktuelle retspolitik. Under valgkampen i 2001 var det centralt for de nuværende regeringspartier at bekæmpe den »slappe retshåndhævelse«. De nuværende regeringspartier markerede sig med krav om betydelige skærpelser af straffen særlig for vold og voldtægt. Under behandlingen af skærpelseslovene blev regeringens talsmand konfronteret med den retspolitiske indvending, at skærpet straf ikke har nogen virkning i retning af at nedbringe kriminaliteten; dette er almenviden blandt kriminologer; desuden er det dokumenteret i eftertiden: De skærpede straffe har ikke medført noget fald i kriminaliteten, tværtimod er kriminaliteten på de strafforhøjede områder steget i den periode, hvori de skærpede straffe har været gældende.

Reaktionen fra de herskende 'lov og orden-partier' var bemærkelsesværdig: Indvendingerne blev slet og ret affejet med, at strafskærpelserne ikke blev gennemført med sigte på at nedbringe kriminaliteten; målet var derimod »at sende et signal om handlekraft« - og dermed tilgodese befolkningens »retsfølelse«.

Strafferetseksperten Vagn Greve kommenterer: »Strafferetlige indgreb bør kun anvendes, når der er god grund til at tro, at de vil reducere kriminaliteten, ikke hvis man blot har som mål at uddele pine eller at hævne sig (alias »retsfølelsens krav«). Straffe er kun forsvarlige, hvis de er kriminalitetsforebyggende, velgennemtænkte og velbegrundede«.

Med dette udgangspunkt spørger Greve: »Findes der faktisk nogen ordentlig analyse og begrundelse bag nutidens lovændringer?«.

For ikke mange år siden blev vigtige lovforslag ikke fremsat uden professionelt forarbejde - grundige kommissionsudredninger og dertil knyttede høringssvar fra andre sagkyndige. I mange år var det en selvfølge, at forslag til ændringer af straffeloven forudsatte en forudgående behandling i Straffelovsrådet, der rummer repræsentation for alle involverede juridiske instanser.

Men efter at regeringen har afvist sagkyndige som »smagsdommere« (når sagkundskaben kunne modsige regeringens fordomme), er kravene til seriøs lovforberedelse slækket i uhyrlig grad. Igen med Greves ord:

»I dag bliver de egentlige beslutninger ofte truffet af embedsmænd og politikere bag lukkede døre i Bryssel og på Slotsholmen. I et voksende omfang fortrænger forordninger og bekendtgørelser de egentligt lovfæstede regler (...). Lovændringer foregår ofte på den måde, at embedsmænd forhandler et resultat i Bryssel, og det så præsenteres for Folketinget og offentligheden som et fait accompli«.

Den såkaldte Rocker-pakke fra 2003, der drejer sig om de mest grundlæggende regler i strafferetsplejen, blev udarbejdet i huj og hast af en (anonym!) arbejdsgruppe bestående af fem politifolk, to anklagere og to repræsentanter for Justitsministeriet. Man gjorde sig end ikke den ulejlighed at inddrage blot en enkelt forsvarsadvokat som gidsel. Resultatet blev drastiske forringelser af retssikkerheden (med brug af politiagenter, lukkede retsmøder uden sigtedes tilstedeværelse, beskæring af forsvarerrettigheder, m.v.).

Og hermed er vi i retskulturens kerneområde, som er en del af selve retsstatens fundament.

I sin bog 'Vor retskulturelle arv' tager Preben Wilhjelm udgangspunkt i, at retsstatens kendetegn er, at den beskytter den enkelte mod overgreb fra statsmagtens side; beskyttelsen drejer sig om den enkelte person , der ikke frit bør overvåges, kontrolleres og frihedsberøves. Problemet om beskyttelsens udstrækning udspringer af, at det også er statsmagtens opgave at beskytte os mod andres overgreb , altså efterforske og straffe lovovertrædere. Wilhjelm skriver:

»Politiets arbejde med at opklare forbrydelser bliver nemmere, jo videre adgang der er til kontrol af borgerne ved overvågning, ransagning, aflytning og frihedsberøvelse. Men jo videre adgang der er til sådanne indgreb, jo flere uskyldige vil de ramme«. Og han vender sig imod den opfattelse, at vidtgående politibeføjelser og effektiv retshåndhævelse ('lov og orden') skulle være retsstatens afgørende element. For, som han skriver: »Enhver politistat opfylder til fulde denne betingelse. Det karakteristiske for retsstaten er (...) at den lægger overordentlig stor vægt på at undgå at ramme uskyldige, også selv om det kan medføre at nogle skyldige går fri«.

I den vestlige verden - som er retsstatens fødested - kan vi i disse år registrere stadig tydeligere tendenser til, at retsstatsprincippet opgives, og beskyttelsen af borgerne reduceres til politistatsniveau. Det sker i skyggen af de trusler, Vestens regeringer finder i 'den internationale terrorisme og den organiserede kriminalitet'.

11. september 2001 forandrede den retskulturelle dagsorden. Når vi oplever alvorlige forbrydelser, udløses der erfaringsmæssigt stærke socialpsykologiske kræfter (moralske panikker, har sociologer kaldt dem). Afdøde forsvarsadvokat Carl Madsen udtrykte situationen på denne kyniske facon: »Nogen skal anholdes, sigtes og straffes, helst den eller de skyldige, i nødsfald en eller flere andre«. Der rejses krav om, at straffene skærpes, og politiets beføjelser udvides, og retssikkerheden forringes. Kort sagt: Principperne for rationel konfliktløsning suspenderes; de fortrænges af en ambition om at udsende rituelle signaler om handlekraft, uanset at der måtte ryge uskyldige med.

Det var, hvad der skete efter 11. september 2001. Og mere til. Langt mere. Hovedlinjerne i USA's 'krig mod terrorisme' er velkendte, herunder interneringen af terrormistænkte på Guantánamobasen. Desuden har USA (og Storbritannien) i såvel Afghanistan som (særlig) Irak interneret et meget stort antal mennesker, fortrinsvis af arabisk herkomst. For tiden holder USA omkring 10.000 mænd, kvinder (og børn!) indespærret i Abu Ghraib-fængslet og tre andre lokaliteter i Irak. De tilbageholdes tidsubegrænset; de er ikke sigtet for konkrete forhold, gøres ikke bekendt med grundlaget for fængslingerne, de har ikke adgang til besøg, endsige kontakt med advokat. De er retsløse, og ydermere er de - ubeskriveligt grusomme - interneringsvilkår i de overfyldte fængsler i modstrid med elementære humanitære krav, også bortset fra direkte mishandlinger, der ifølge amerikanske militærkilder er langt mere udbredte end hidtil antaget, i såvel Irak som Afghanistan og - ikke mindst - en række andre torturtolerante stater, der opbevarer 'CIA's fantomfanger'.

Takket være en energisk indsats fra indignerede borgerrettighedsorganisationer (særlig American Civil Liberties Union) er det - efter en omstændelig og tidkrævende procedure - lykkedes at involvere domstolene. Først med en sag om mulighederne for, at de internerede overhovedet - imod regeringens protest - kunne indbringe deres klager. Dette spørgsmål besvarede højesterets flertal (6-3) bekræftende i juni 2004. Siden har den føderale appeldomstol i Washington DC i år underkendt alle de 11 indespærringer, der var indbragt for retten. »Krigen mod terror«, skriver dommeren i sin begrundelse, »kan ikke ophæve eksistensen af de mest grundlæggende rettigheder, som befolkningen i dette land har kæmpet og døet for i over 200 år«.

Kort tid forinden havde den britiske højesteret (House of Lords) underkendt regeringens internering af »mistænkte internationale terrorister«, som har været indespærret i mere end tre år. Retten fastslog, at indespærring uden anklage og dommerkendelse er i strid med såvel den britiske forfatning som den europæiske menneskerettighedskonvention.

Den foruroligende pointe i begge sager er, at disse klare retsafgørelser saboteres af statsmagten. Såvel den britiske som den amerikanske regering undergraver systematisk retten. USA er i færd med at 'overføre' fanger fra Guantánamo til fængsler i Saudi-Arabien, Afghanistan og Yemen, hvis aktiviteter er uden for amerikansk jurisdiktion - og alle berygtede fra Amnestys rapporter! Og den britiske regering fremlagde efter højesterets afgørelse sit lovforslag (Prevention of Terrorism Bill) for at skabe retsgrundlag for fortsat indespærring af de mistænkte. Trods Overhusets energiske forsvar for retsprincippet har regeringen skaffet sig en slags lovhjemmel for indespærring af 'mistænkelige personer' - uden sigtelse, uden retskendelse og uden retlige forsvarsmuligheder for de implicerede.

Disse sager om frihedsberøvelse uden retslige kontrolmuligheder er en menneskeretlig skandale. Og tilsvarende skandaler har ramt andre sider af den personlige beskyttelse, som hører med til vores retskulturelle arvegods, herunder klare grænser for statsmagtens adgang til at blande sig i/overvåge borgernes privatliv. I 1995 vedtog EU det gældende direktiv om udveksling af personoplysninger; hos os findes reglerne i persondataloven fra samme år. Såvel EU's direktiv som den danske lov bygger på, at der gælder betydelige begrænsninger i (særlig) statsmagtens adgang til at tilegne sig, opbevare og viderebringe oplysninger om vores private personlige forhold. Respekten for privatlivet er så central, at den garanteres i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 8, ligesom beskyttelsen er hjemlet i den aktuelle EU-forfatnings artikel II-68, der giver »ret til beskyttelse af personoplysninger«, som kun kan bruges af andre med samtykke fra de berørte.

I dag er persondatabeskyttelsen i EU hullet som en si.

På det helt elementære plan har EU accepteret, at oplysninger om flypassagerers personlige forhold overgives amerikanske myndigheder med risiko for, at oplysningerne distribueres til mere end 1.000 forskellige instanser. Det drejer sig om 30-40 forskellige typer oplysninger om passagerernes individuelle forhold, stort og småt, fra adresse til kreditkortoplysninger. EU's institutioner og medlemslandenes regeringer efterkommer de amerikanske krav, uanset at udleveringen indebærer en »åbenlys krænkelse af borgerlige rettigheder«, som direktøren for det føderale belgiske politi for nylig udtrykte det under en høring i EU-parlamentet.

Dernæst indebærer Europol-konventionen, at der kan overføres persondata til ikke-medlemslande. Blandt de mere 'avancerede' såkaldte Schengen III-lande (Benelux, Tyskland og Østrig) gives der deltagerlandenes politimyndigheder adgang til de andre landes dna-baser. Og EU-kommissionen arbejder intenst på at skabe grundlag for, at borgernes samlede elektroniske kommunikation - mail, web-besøg etc. - opbevares af hensyn til »forebyggelse, efterforskning og strafforfølgelse«.

Det er ikke for meget at konkludere, at de hidtidige retsstatslige værn om privatlivet er under systematisk nedbrydning. Det foreløbige slutpunkt er vedtagelsen på EU-topmødet i Haag i november 2004. Her besluttede stats- og regeringscheferne, at »en retshåndhævelsesperson i en medlemsstat, som har brug for oplysninger for at kunne varetage sine opgaver, overalt i EU kan indhente disse i en anden medlemsstat, og at den retshåndhævende myndighed i den anden medlemsstat, der ligger inde med disse oplysninger, udleverer dem« - i fundamental modstrid med bl.a. danske regler.

De her (langtfra udtømmende) omtalte angreb på borgernes personlige frihed og privatliv ledsages af to paradokser.

For det første: Samtidig med at statsmagtens og EU's magt undergraver retsstaten ved at forringe borgernes rettigheder over for statsmagten, blomstrer retsstatens retorik som ingensinde før: »Respekten for grundlæggende rettigheder skal være grundlaget for al europæisk lovgivning«, proklamerer kommissionen ved enhver anledning, og parlamentet betjener sig af et tilsvarende højstemt ordvalg i den lange række betænkninger, der vedtages i disse år. Disse skingre trosbekendelser fremføres, i takt med at de afgørende rettigheder saboteres/afskaffes i praksis.

Kontrasten mellem de beroligende ord og den barske virkelighed kan forklare det andet paradoks: Det er sandsynligt (som påpeget bl.a. af CIA!), at den militarisering af retspleje og rettighedssystemer, der praktiseres af USA og dets allierede, direkte modarbejder de erklærede mål. Vi kan ikke nøjes med at sige: »Operationen lykkedes, men patienten døde«. Det er værre: USA-alliancens 'krig mod terror' føres med midler, hvis vilkårlighed og brutalitet stimulerer hadets grokraft, netop de kræfter, der udvikler 'terrorisme'.

Disse linjer er en opfordring til mytteri. Det haster!

 

Page 1 of 2

«StartPrev12NextEnd»