Lissabon-traktaten

Forfatning eller Traktat? (Lissabon)

Forfatning eller Traktat?

Udgivet som tirsdagskronik af Tænketanken NyAgenda

DR har bedt min universitetskollega (”juraprofessor og forfatningsekspert”) Henning Koch om at forklare EU's forfatningstekst for medborgerne. (Resultatet fandtes tidligere på DR under overskriften ”Læs om traktaten”).

Det er forunderlig læsning. Emnerne uhyre selektive. Forfatterens ledetråd er i påfaldende god overensstemmelse med Ja-sidens markedsføring, der går ud på at betone, at EU's fremtidige "Traktat om en forfatning for Europa" ikke på nogen måde – eller dog ikke i væsentlig grad - anfægter medlemslandenes politiske handlefrihed og suverænitet.

Denne antagelse fortjener betydelige korrektioner, som det vil fremgå af det følgende, hvori jeg (sagt som beskeden forbrugeroplysning) forsøger at kombinere min forfatningsjuridiske erfaring med den indsigt der følger af årelangt førstehåndskendskab til EU's virkelighed, bl.a. i kraft af mit medlemskab af EU-parlamentet. Mit indlæg er koncentreret om to hovedpunkter, nemlig dels selve begrebet ”forfatningstraktat”, dels EU's kompetencer i forhold til medlemsstaterne.

BEGREBET FORFATNINGSTRAKTAT
Denne officielle danske betegnelse for EU's dokument er ifølge Koch ”præcis”. Der er nemlig – som Koch forklarer – tale om en ”nyskabelse” som følge af, at ”der ikke findes en juridisk konstruktion i verden som EU”.

Men selv en ”nyskabelse” fritager ikke fra kravet om, at juridisk og politisk sprogbrug bør afspejle den underliggende virkelighed. Og det gør begrebet ”forfatningstraktat” ikke. Det er slet og ret en begrebsmæssig umulighed, at et retsdokument på én gang kan være en traktat og en forfatning.

Forskellen er betydelig og principiel: Traktater er aftaler mellem selvstændige stater. Traktater angår ikke os borgere, førend vores egen stat gennem selvstændig lovgivning opfylder de forpligtelser, der følger af traktaten; retsgrundlaget i forhold til os borgere er herefter den nationale lov, ikke traktaten. En forfatning er derimod den juridiske ordning af statsmagtens forhold til sine borgere. Og når forfatningen er nedskrevet i en lovtekst, kaldes den for en grundlov. (De fleste forfatninger i verden er nedskrevet i lovtekster og betegnes derfor som grundlove; men enkelte stater er uden en skreven grundlov; det mest velkendte eksempel er Storbritannien. Her har man en - uskreven - forfatning, men ingen "grundlov").

Den begrebsmæssige situation kan sammenfattes i to sætninger:

(1) Det dokument, der blev underskrevet af EU's stats- og regeringschefer i oktober 2004, er en traktat.
(2) Dersom alle medlemslande godkender (ratificeret) traktaten - og denne dermed er trådt i kraft - har EU fået en forfatning, nemlig i det (betydelige) omfang hvori EU's institutioner indgår i direkte retsforhold med borgerne, som da også betegnes som unionsborgere. Og da det drejer sig om en skreven tekst, er det rammende at kalde den en grundlov.

EU's KOMPETENCER
Henning Koch understreger, at EU's forfatning ikke er en ”grundlov, bl.a. fordi den på ingen måde erstatter de enkelte medlemsstaters nationale grundlove”. Hertil føjer Koch den oplysning, at ”Fællesskabet har ikke kompetence til at udvide sin egen kompetence”. Det første punkt er der grund til at dvæle ved. Det andet – EU's adgang til kompetence-udvidelse – er slet og ret forkert. Det er indholdet i forfatningens såkaldte ”passereller” (særlig I-40, stk. 7 og IV-444), at Det Europæiske Råd – uden traktatændring – skal kunne beslutte, at afgørelser, der kræver enstemmighed, fremover skal kunne træffes med flertal. Dette kan rammende beskrives som netop ”kompetence til at udvide sin egen kompetence.”

Påstanden om, at EU-forfatningen ”på ingen måde erstatter de enkelte medlemsstaters nationale grundlove” kræver en mere omfattende korrektion.

Det er korrekt, at EU's forfatningstekst ikke formelt indskrænker eller ophæver medlemsstaternes forfatninger. Men retspolitik handler ikke om formaliteter. Den juridiske realitet er der ingen tvivl om: Det er en elementær del af EU-systemets juridiske mekanik, herunder den udtrykkelige regel om EU-rettens forrang frem for national ret (artikel I-6), at det nationale retssystem er underlagt EU-retten. Dette indebærer, at EU's forfatningssystem i den juridiske virkeligheds verden fortrænger væsentlige dele af den danske grundlov.

Nøglebestemmelsen i vores danske grundlov er § 3, der henlægger den retsanordnende magt til det folkevalgte lovgivningsorgan (Folketinget), mens den håndhævende, fuldbyrdende og dømmende magt udøves af henholdsvis regering/forvaltning og domstole. § 3 har fortsat formel gyldighed, også selvom EU's forfatning skulle træde i kraft. Men den formelle gyldighed vil ikke afspejle nogen selvstændig national kompetence. Allerede i dag er det dokumenteret i talrige analyser, at mere end halvdelen af Folketingets arbejdsopgaver drejer sig om at vedtage (implementere) EU-vedtagelser, adskillige som følge af rene EU-diktater. Denne reducerede indflydelse for Folketinget korresponderer med tilsvarende reduktioner i såvel forvaltningens som domstolenes opgaver. Bl.a. som følge af at danske domstole kan – og de sidste instanser skal – forelægge EU's domstol alle retsspørgsmål, der beror på EU-retlig regulering til endelig afgørelse. Dette antal stiger voldsomt med forfatningen.

RETSVÆSEN OG POLITI
Det er bemærkelsesværdigt, at professor Koch helt forbigår EU-forfatningens mest principielle magtudvidelse og kompetence-spring. Det drejer sig om Del III kapitel IV, der bærer den betryggende overskrift: ”Et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed.” Hovedsagen er, at en lang række beslutninger inden for retspolitikken (som hidtil har været en del af EU-traktaten som ”frivilligt” eller ”mellemstatsligt”), skal overføres til EU's overstatslige magt. Det drejer sig bl.a. om, at EU fremover skal kunne definere såvel civil- som strafferet, områder der i eminent grad afspejler samfundets sociale sjæleliv. Hvordan straffer vi fremover – bruger vi den nordiske stemme, der traditionelt har fungeret med beskedne strafferammer, eller vil EU vælge sydeuropæiske standarder? Jeg skal vende tilbage til denne afgørende retspolitiske problematik i anden sammenhæng. Her er min hovedpointe, at dette kompetenceområde er et uomtvisteligt udslag af EU's fremtidige forbundsstatslige karakter. Der er tale om statslig aktivitet – så sandt som det er statsmagtens nøgleopgave er at stå for det strafferetlige ansvarssystem.

EN SELVMODSIGELSE
Kun på et enkelt punkt kommer professor Koch frem til, at ”EU vedstår sig (..) sin forfatningsmæssige karakter”. Nemlig som følge af, at forfatningen ”nu taler om (europæiske) love” (og bekendtgørelser) . Her er nemlig tale om ”begreber, som man normalt omtaler i forbindelse med nationalstaten”. Men var Kochs konklusion ikke netop, at dette ikke var en forfatning?

Netop nu, efter et franske og hollandske nej, efterspørger danskerne information om forfatningsforslaget, oplyser Folketingets EU-oplysning. Det er derfor yderst betænkeligt, at DR bringer en så misvisende tekst.

Lad os håbe, at læseren kan skelne mellem formaliteter og realiteter. Ellers får man svært ved at håndtere EU-forfatningen.

 

Introduktion til bogen "EU-forfatningen - gennemgang og konsekvenser"

Introduktion til EU's grundlov
Af Ole Krarup

Denne bog indeholder en detaljeret gennemgang af den "Traktat om en forfatning for Europa", som blev underskrevet af EU's stats- og regeringschefer i Rom oktober 2004.

På dansk omtales dette omfattende dokument som en "Forfatnings-traktat", og igennem nogen tid har der været ført en intens debat om, hvorvidt den nye EU-tekst skulle anses for en "traktat" eller en "forfatning" eller ligefrem "grundlov". Debat-deltagere på Ja-siden hævder, at der er tale om en Traktat, om end af en særlig type, nemlig "Forfatningstraktat ", mens Nej-siden hævder, at der er tale om en Forfatning eller en Grundlov.

Juridisk set er forskellen betydelig: Traktater er aftaler mellem selvstændige stater. Traktater angår ikke os borgere, førend vores egen stat gennem selvstændig lovgivning opfylder de forpligtelser, der følger af traktaten; og retsgrundlaget er så den nationale lov, ikke traktaten. En forfatning er derimod den juridiske ordning af statsmagtens forhold til sine borgere. Og når forfatningen er nedskrevet i en lovtekst, kaldes den for en grundlov. (De fleste forfatninger i verden er nedskrevet i lovtekster og betegnes derfor som grundlove; men enkelte lande er uden en skreven grundlov; det mest velkendte eksempel er Storbritannien. Her har man en - uskreven - forfatning, men ingen "grundlov").

Hermed skulle svaret være givet på den sproglige uklarhed. Svaret kan sammenfattes i to sætninger:

(1) Det dokument, der blev vedtaget af EU's stats- og regeringschefer, er en traktat.
(2) Når alle medlemslande har godkendt (ratificeret) traktaten - og denne dermed er trådt i kraft - har EU fået en forfatning; og da det drejer sig om en skreven tekst, er det rammende at kalde den en grundlov.

Når EU nu skal udstyres med en egentlig grundlov – på linie med (eller måske ligefrem hævet over) medlemsstaternes grundlove – er det udtryk for, at EU's "overstatslige" - dvs. direkte - styring af borgernes retsforhold har nået et sådant omfang, at EU reelt har udviklet sig til en egentlig statsmagt, en (slags) forbundsstat. EU-grundloven betegner et afgørende skridt hen i mod det politiske mål, der fra første færd har ligget til grund for det overnationale europæiske projekt, EF og EU: Etableringen af en egentlig forbundsstat. Med andre ord: Europas Forenede Stater.

EU-grundlovens indhold og opbygning svarer nøje til de nationale grundlove. Disse indeholder de fundamentale regler om statsorganernes sammensætning og virksomhed. På tilsvarende måde med EU-grundloven, der nøje regulerer de centrale magtorganers basis, samt deres beføjelser og pligter: Det Europæiske Råd, kommissionen, ministerrådet, parlamentet og EU's domstol, som tilsammen afspejler magtdelingen mellem den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt. Systemet svarer nøje til opbygningen af de nationale grundlove, herunder den danske, der nærmere bestemmer statsorganernes (dvs. regeringens, folketingets og domstolenes) opbygning og magtbeføjelser.

Til denne opbygning af statsmagten føjer alle nationale grundlove særskilte regler om statsborgernes rettigheder over for statsmagten. Tilsvarende regler genfindes i traktaten om EU-forfatningen, idet dennes del II indeholder teksten fra EU's Charter om grundlæggende Rettigheder, der blev vedtaget ved det uformelle topmøde i Biarritz i oktober 2000. Charteret - der hidtil ikke har været juridisk bindende - vil fremover få betydning som grundlov. Dette afsnit af EU-grundloven bygger på de rettigheder, der følger af den Europæiske Menneskerettighedskonvention - og skal ifølge teksten fortolkes i overensstemmelse med denne.

Denne del af EU-grundloven anser mange jurister for problematisk. For det første betyder de nye regler, at sager, der hidtil har været afgjort af den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, fremover afgøres endeligt af EU-domstolen. For det andet indeholder EU's rettigheds-charter betydelige og uoverskuelige indgreb i de nationale parlamenters politiske magt. Dette har baggrund i den kendsgerning, at en lang række af de såkaldte "rettigheder" drejer sig om emner, der normalt er genstand for politiske vedtagelser.

Også på andre punkter hersker der stor uenighed om bedømmelsen af EU-grundloven. Hvis man er tilhænger af en stærk central styring fra Bryssel og går ind for, at EU skal fungere som en forbundsstat i stil med USA, kan man være godt tilfreds. Hvis man derimod går ind for national selvstændighed og er imod en stærk centralstyring fra Bryssel, er der grund til bekymring. Denne bekymring har to - sammenhængende - retninger: For det første er der grund til at bekymre sig over, at en vedtagelse af EU-grundloven vil beskære den danske grundlov (yderligere). Og til denne forfatningsretlige bekymring svarer en politisk bekymring over de tilsvarende - uoverskuelige - tab af demokratisk indflydelse. Netop EU-forfatningens uoverskuelige konsekvenser bevirker, at der er grund til at minde om den begrænsning for suverænitetsafgivelse der gælder i medfør af § 20 i den danske grundlov, nemlig at suverænitetsafgivelse kun kan ske "i nærmere bestemt omfang". Der kan på flere punkter rejses tvivl om, hvorvidt denne betingelse er opfyldt.

For store dele af de europæiske befolkninger – ikke mindst i de nordiske - har det altid været et problem, at udviklingen i EU kun går én vej, nemlig i retning af stadigt voksende magt til EU – som hver gang sker på bekostning af vores egen selvbestemmelsesret. Denne bekymring har herhjemme fundet udtryk i flere folkeafstemninger om dansk deltagelse i de forskellige projekter, senest afstemningen i september 2000 om afskaffelse af den danske valuta til fordel for Euro-systemet. En tilsvarende skepsis over for EU kom til udtryk i det danske Nej til Maastricht-traktaten 2. juni 1992, i den franske folkeafstemning september 1992, i det irske nej til Nice-traktaten juni 2001 og i den svenske euro-afstemning i 2003.

Den folkelige skepsis over for – eller direkte modstand mod – EU-projektet er ikke til at skimte i den endelige tekst til EU-forfatning, der – tværtimod - lyser langt væk af netop den teknokratiske bedreviden, der demonstrerer projektets manglende lydhørhed overfor folkelig kritik.

Det drejer sig om en tekst, der trænger til udlægning og forklaring. Den nødvendige gennemgang fremstilles i de følgende afsnit, eftersom helheden ikke kan begribes uden de mange detaljer. Men hovedsagen kan let drukne i de mange detaljer. Det er vigtigt at holde fast ved de grundlæggende spørgsmål: Hvad er formålene med og ambitionerne bag den stadige styrkelse af EU? Hvorledes finder disse ambitioner udtryk i forfatningsudkastet? Og er ambitionerne i befolkningens interesse?

EU's hidtidige udvikling kan kortest beskrives som en permanent udvidelsesproces; denne udvidelsesproces er såvel geografisk som politisk. Flere og flere geografiske områder inddrages under flere og flere centraliserede EU-beføjelser. Udtrykt med den almindelige politiske jargon: EU udvides både i bredden og i dybden. Fra 6 lande i 1957 til 25 i dag. Og fra en beskeden politisk magt - med spredte beføjelser for de oprindelige EF-myndigheder (hvis beslutninger i hovedsagen byggede på enstemmighed) - til omfattende styringsmyndighed på næsten alle politik-områder. Den kommende EU-grundlov vil være den forfatningsmæssige basis for en ny supermagt i verdenssamfundet, nærmest et imperium.

Denne udvikling svarer nøje til de europæiske statslederes ambitioner: EU-landene udgør til sammen et af verdens mest magtfulde økonomiske kraftcentre. Når talen falder på produktion og handel, er EU en supermagt, en økonomisk kæmpe. Men denne økonomiske kæmpe er uden nogen politisk og militær kapacitet: Den økonomiske kæmpe er en politisk og militær dværg. EU's udvikling - i særdeleshed den aktuelle forfatning - kan ikke forklares uden denne forståelse. Det fundamentale mål - som også fremover vil være bestemmende for EU-myndighedernes handlemåde - er på én gang at styre medlemslandene med ensretning af lovgivning og samfundsmæssig struktur, og at opbygge de nødvendige institutioner til at sikre den ydre magt, militært og politisk, i WTO, FN og alle andre handels- og udenrigspolitiske sammenhænge.

Denne forståelse udgør den afgørende fortolkningsramme, når vi kommer til detaljerne i det planlagte styringssystem.

Ole Krarup
Strasbourg, april 2005

Bogen er 144 sider lang og gennemgår EU-grundloven med særligt fokus på de fire danske undtagelser. Politisk indledning af Ole Krarup. Kan bestilles hos folkebevaegelsen.dk

Aftalen med SF har kun til formål at presse et ja til EU-forfatningen igennem

Den politiske EU-aftale, der blev indgået i begyndelsen af november 2004 mellem de gamle Ja-partier og SF, har ét eneste politisk formål, nemlig at presse den danske befolkning til at stemme Ja til EU-grundloven ved de(n) kommende folkeafstemning(er) (der ikke blev til noget, red.). Ingen af aftalens parter har lagt skjul på denne ambition. SF’s deltagelse i et nyt ”nationalt kompromis” – og i særdeleshed SF-ledelsens anbefaling af et Ja – skal bruges til at lægge pres på alle tvivlere. I første omgang gælder det tvivlerne inden for SF forud for partiets urafstemning, i anden omgang den samlede vælgerbefolkning.  

Denne aftale er intet mindre end et demokratisk kvælertag. EU-partiernes højstemte bekendelser til folkestyret, som er aftalens verbale garniture, dækker over den realitet, at partilederne ikke tør møde befolkningen med argumenter. I stedet skal vi presses. At de gamle EU-partier foretrækker pres og manipulation frem for demokratisk debat, kan ikke overraske. Men at SF’s ledelse har accepteret rollen som gidsel for folkestyret, er et forræderi af historiske dimensioner.

Og hvis man ser nærmere på aftalens substans, bliver det klart, at partierne ikke blot tager kvælertag på folkestyret. Der er tale om et forsøg på at undergrave selve folkestyrets fundament, den danske Grundlov - eftersom aftalen afskærer den folkelige medbestemmelse, der er Grundlovens basis.

Det foregår på denne måde:

Aftalen drejer sig om de bestemmelser i EU-grundloven, der normalt betegnes med den aparte EU-glose: ”passarellen”. Denne uskyldige betegnelse dækker over en dramatisk nydannelse i EU's magtekspansion, nemlig en ret for Det Europæiske Råd til at udvide EU's magt uden at ændre traktat-grundlaget. Det nye er, at EU skal have mulighed for at beskære de enkelte landes vetoret. I hovedbestemmelsen, artikel IV-444 (1) udtrykkes sagen klart:

”Når Rådet i henhold til del III træffer afgørelse med enstemmighed på et bestemt område eller i et bestemt tilfælde, kan Det Europæiske Råd vedtage en europæisk afgørelse, der gør det muligt for Rådet at træffe afgørelse med kvalificeret flertal på dette område eller i dette tilfælde”.

Sådan!

Den "demokratiske garanti", som aftalen mellem de 5 partier tilbyder befolkningen, går ud på, at en fremtidig dansk accept af flertalsafgørelser - f.eks. inden for social- og arbejdsmarkedspolitikken - kun kan gives, når de 5 partier er enige om det.

I deres magtarrogance har partilederne overset, at den danske Grundlovs § 20 bestemmer, at afgivelse af dansk suverænitet – selvbestemmelsesret – kun kan ske ”i nærmere bestemt omfang”. Dette betyder bl.a., at det ikke kan overlades til nogen overnational instans at bestemme grænserne for sin egen magt, nemlig den magt der overtages fra den danske stat.

At en afskaffelse af dansk vetoret - overgang fra enstemmighed til flertalsafgørelser - rummer et betydeligt tab af suverænitet, er svært at benægte, eftersom den danske befolkning hermed mister retten til at sige Nej. Vi underkastes overstatsligt diktatur.

Konklusionen er klar: De 5 partiers aftale kan kun gennemføres efter en ændring af den danske grundlov. En aftale mellem fem partiledere kan - endnu ikke - erstatte Grundlovens krav.

 

Juridisk kannibalisme - om Henning Kochs opfattelse, 2004

Den kommende EU-grundlovs bestemmelser om borgernes grundlæggende rettigheder er ifølge professor Henning Koch (Pol 17.6) "en en helt klar udvidelse af demokratiet i EU".

Nøgternt betragtet savner Kochs udtalelse et ædrueligt grundlag. Ingen kan nægte, at EU-grundlovens afsnit om "grundlæggende rettigheder" har retorisk schwung. Men enhver jurist véd, at lyriske erklæringer om "menneskelig værdighed, frihed, demokrati, ligestilling og retssikkerhed" absolut intet ændrer i den reale substans - undtagen på ét punkt: Fremover tilkommer det EUs instanser - og ikke danske domstole - at bestemme borgernes rettigheder. Skulle det nu være en fordel?

Henning Koch tilføjer, at den fremtidige EU-grundlov ikke er i strid med vores egen goe, gamle danske grundlov. De to grundlove "kommer til at leve side om side", hedder det beroligende.

Også på dette punkt fortjener Kochs retsopfattelse en korrektion. Den postulerede fredelige sameksistens mellem EUs grundlov og vores egen danske hviler er en uforbeholden accept af skinbarlig juridisk kannibalisme: EUs magtekspansion betyder simpelthen en tilsvarende udtynding (60-80%?) af den danske grundlovs substanstielle indhold.

Indlægget er sendt til Politiken, som reaktion på artikel den 17. juni 2004

EU-ideologer må vågne op, 2004

Det samlede politiske system og den samlede medieverden herhjemme har i mange år ihærdigt undertrykt enhver tanke om, at det danske folk og folkestyre overhovedet skulle kunne eksistere uden EU. En moderat kritik af EU kan man til nød støde på i medierne, når det drejer sig om EU-systemets tekniske detaljer. Men den politiske visdom i EU-konstruktionen og den danske deltagelse betragtes som selvfølgeligheder der er hævet over enhver diskussion. At anfægte disse selvfølgeligheder er slet og ret kætteri. Men mon ikke den senere tids oplevelser kan give selv rettroende EU-ideologer anfægtelser?

I december oplevede vi et topmøde-sammenbrud, som indtil videre har begravet EUs ambitiøse grundlovsprojekt og efterladt institutionerne i en tilstand af lammelse. I månederne forinden har kommissionen og parlamentets store partier desperat kæmpet for at begrave en korruptionsskandale (Eurostat-sagen), som kompromitterer det samlede EU-system; det drejer sig om en sag af dimensioner, der får Brixtoftes cirkus til at ligne en søndagsskole. Og endnu tidligere på året afslørede EU-landenes splittelse i forhold til Irak-krigen, at EUs højt besungne „Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik" (med den yndefulde forkortelse FUSP) kun eksisterer i drømmenes verden (bortset fra at disse drømme snarere er mareridt).

Krise, korruption, splittelse. Men det er ikke det værste: I efteråret bøjede flertallet i EUs ministerråd sig ærbødigt for EUs stormagter, Tyskland og Frankrig – og accepterede stormagternes åbenbare tilsidesættelse af EUs stabilitetspagt. Disse regelbrud har på det seneste fået EU-kommissionen til at indstævne ministerrådet for EUs domstol. Det er en krise der vil noget!

For at få de rette perspektiver frem, er det erkendelsesberigende at citere en af de fremtrædende danske chefideologer, Uffe Ellemann-Jensen, der (i Berlingske Tidende 15. januar) frimodigt erklærer: „…der er vel ingen der tror, at Frankrig og Tyskland vil bryde sammen og sige undskyld og betale en milliardbøde til Fællesskabet bare fordi de bliver dømt til det? En sådan situation vil blot blive endnu en understregning af, at de to store lande i en given situation er parate til at blæse på aftaler og fællesskab."

Ikke mindst Ellemanns tilføjelse er tankevækkende:

„Derfor var der tale om en sag, der med fordel kunne være fejet ind under gulvtæppet".

Ja, mon ikke! Sagen er en usædvanligt tydelig anskueliggørelse af, at EUs virkelighed er alt andet end „fred og samarbejde". „Fællesskab" er ideologernes kamuflage-betegnelse for kynisk stormagtdominans – under ledelse af regeringer som „er parate til at blæsepå aftaler og fællesskab". At ideologen Ellemann-Jensen betegner det som en „fordel" at opretholde kamuflagen – illusionen om fred og samarbejde som EUs varemærke – er kynisme i anden potens. EU-ideologernes verdensbillede og skønmaleri bliver i disse dage afsløret som korruption, magtarrogance og splittelse. I Folkebevægelsen mod EU har vi vidst det længe. Nu bliver det åbenbaret for enhver: EU-systemet har spillet fallit.

Denne situation rummer enorme politiske udfordringer. Det er nu Folkebevægelsen for alvor skal bevise sin nødvendighed og overbevise den undrende befolkning om, at der er andre politiske veje end den EU-ideologerne anviser.