Lissabon-sagen

Østre Landsrets dom 28. oktober 2009

Foreløbig findes dette dokument kun her i i pdf-format

 

Påstandsdokument 29. maj 2009 til Deldomsforhandling 15. juni 2009 (med link til Kammeradvokatens Påstandsdokument)

Sagsøgernes PÅSTANDSDOKUMENT til Deldomsforhandling  15.juni 2009                              

Sag 14. Afdeling B-1889-08

Niels Hausgaard m.fl. mod Statsminister Lars Løkke Rasmussen og Udenrigsminister Per Stig Møller

PÅSTAND:

Sagsøgtes afvisningspåstand forkastes. Sagen fremmes til behandling i realiteten. (refererer her til Kammeradvokatens Påstandsdokument af 4. juni 2009)

ANBRINGENDER:

Sagsøgerne gør gældende, at den af sagsøgte nedlagte afvisningspåstand savner retsgrundlag, og at en afvisning af sagen vil afskære en relevant judiciel prøvelse af, hvorvidt sagsøgte har overholdt Grundloven med den trufne beslutning om at tiltræde Lissabon-traktaten, som sket ved lov nr. 321 af 30. April 2008.

Til sagsøgtes to indsigelser mod sagsøgernes adgang til domstolsprøvelse af sagsøgernes påstande gør sagsøgerne gældende:

1. Sagsøgtes anbringende, at den af sagsøgerne anlagte retssag skulle være ”genstandsløs” som følge af manglende aktualitet, bestrides. Retssagens genstand - sagsøgernes påstand om regeringens og folketingets brud på grundloven - er procesretligt aktuel, eftersom påstanden retter sig mod den ved lov nr. 321 af 30. April 2008 besluttede tiltrædelse af Lissabon-traktaten; sagsøgernes hovedanbringende refererer til Grundlovens § 20, såvel dens tilstrækkelighed (principalt) som dens nødvendighed (subsidiært), og følgelig henholder sagsøgerne sig til, at sagens retlige hovedramme - er, at “beføjelser, som efter denne grundlov tilkommer rigets myndigheder ….ved lov ….overlades mellemfolkelige myndigheder”. Da sagsøgernes påstande således angår tiltrædelseslovens overensstemmelse med § 20, er sagen aktuel fra og med vedtagelsen af lov nr. 321 af 30. April 2008. Retssagens aktualitet bekræftes yderligere af, at tiltrædelsen er effektueret med den (29. Maj 2008) skete deponering af ratifikationsinstrumentet (bilag P). Sagsøgte bestrider, at retssagens aktualitet er betinget af, at EU’s øvrige medlemsstater har ratificeret Lissabon-traktaten, eftersom søgsmålets genstand er tiltrædelsesloven; sagsøgerne henviser til Højesterets dom af 12.august 1996, UfR 1996 side 1300, der tilsvarende peger på ”tiltrædelseslovens generelle og indgribende betydning……”. Sagsøgerne anfører endelig, at den af sagsøgte krævede udsættelse af realitetsbehandling til efter Traktatens ikrafttræden vil svække effekten af en dom efter sagsøgernes påstande.

2. Sagsøgtes anbringende om manglende retlig interesse er i strid med gældende ret som fastslået af Højesteret i dom af 12.august 1996, UfR 1996 side 1300, idet sagsøgtes tiltrædelse af Lissabon-traktaten har den af Højesteret forudsatte ”indgribende betydning” for danske medborgere; sagsøgerne gør gældende, at den indgribende betydning af tiltrædelsen fremgår af, at traktaten både overfører række statslige beføjelser til EU’s overstatslige myndigheder og medfører en - af sagsøgte erkendt - ”strømlining af EU’s beslutningsgange”, der bidrager til at ”effektivisere det europæiske samarbejde (bilag E side 49 og 48), herunder traktatens bestemmelser om flertalsafgørelser, der betyder en svækkelse af regeringens vetoret. Under henvisning til begge punkter gør sagsøgerne gældende, at tiltrædelsesloven betyder omfattende og indgribende ændringer af de demokratiske vilkår for borgerne, der følger af Danmarks Riges Grundlov. Sagsøgerne gør yderligere gældende, at de afsluttende præmisser i Højesterets dom UfR 1996 side 1300 - hvorefter der ikke er grundlag for at afvente retsakter, som konkret og aktuelt berører en sagsøgers forhold, eftersom et krav herom ikke ville være egnet ”til at sikre en bedre oplysning af det spørgsmål om grænserne for anvendelsen af Grundlovens § 20, som var sagsgenstanden i UfR 1996 side 1300 - er dækkende for den foreliggende sag. Sagsøgerne konstaterer, at sagsøgte ikke har besvaret sagsøgernes opfordring til at “oplyse hvilke konkrete retsakter der refereres til som procesalternativ, der skulle sikre ’en bedre oplysning af spørgsmålet om grænserne for anvendelsen af Grundlovens § 20’” (Processkrift om Formaliteten side 12), idet sagsøgte (Processkrift B side 43) blot har peget på, at ”procesalternativet er - som anført i duplikken, side 7 - at afvente udstedelsen af en konkret retsakt”. Sagsøgerne gør gældende, at sagsøgtes manglende besvarelse af den fremsatte opfordring og tilkendegivelse af, ”hvilke konkrete retsakter” sagsøgte påberåber sig som grundlag for en bedre oplysning, tillægges processuel skadevirkning.

Som uddybning og forstærkelse af den tiltrådte traktats ”generelle og indgribende betydning” påberåber sagsøgerne sig følgende:

- De hidtil herskende antagelser om (1) at EU-ret fortrænger dansk  ret (”Forrangsprincippet”), og i sammenhæng hermed (2) at EF-domstolens (stærkt EU-kompetenceekspanderende) praksis anerkendes som EF-retlig retskilde, får eksplicit traktathjemmel. At tiltrædelsen heraf - i særdeleshed i kombination med traktatens afskaffelse af den hidtidige mellemstatslige og ikke overstatslige EU-samarbejde i ”søjle 3” - har ”generel og indgribende betydning” fremgår af  den i flere bilag (særlig bilag 1 og 2) beskrevne og dokumenterede Laval-sag. En tilsvarende betydning gøres gældende som følge af TEUF artikel 83, stk. 2 i sammenhæng med EF-domstolens dom af 13. September 2005 i sag C-176/03 (bilag S) og Danmarks-protokollen artikel 2. Traktatfæstelsens generelle og indgribende betydning understreges endelig af, at traktaten hermed fjerner retsgrundlaget for Højesterets dom om Maastricht-traktaten, UfR 1998 side 800. I dommens afsnit 9.6 lagde Højesteret til grund at ”domstolene ikke kan fratages adgangen til at prøve spørgsmål om, hvorvidt en EF-retsakt overskrider grænserne for den ved tiltrædelsesloven foretagnesuverænitetsafgivelse”. Denne prøvelsesret indebærer, at danske domstole, som det fastslås af Højesteret, skal underkende en EF-retsakt, dersom retsakten ” bygger på en anvendelse af Traktaten, der ligger uden for suverænitetsafgivelsen ifølge tiltrædelsesloven”. I henhold til Højesterets dom gælder dette, uanset at sagen angår gyldigheden af  ”en EF-retsakt, der er opretholdt af EF-domstolen”. I kraft  af traktat-fæstelsen af EU-rettens forrang og EF-domstolens praksis vil en dansk domstols underkendelse af en EU-retsakt, der er godkendt af EU’s domstol, være i strid med Lissabon-traktaten.

- Sagsøgerne gør gældende, at traktatfæstelsen af EU-charter om grundlæggende rettigheder i medfør af TEU artikel 6 har generel og indgribende betydning, særlig som følge af, at chartrets mange brede og ubestemte ”principper” og disses gennemførelse (artikel 52, stk. 5) medfører begrænsninger af de adfærdsregulerende funktioner, der i henhold til Grundloven tilkommer den lovgivende og udøvende magts organer, og samtidig pålægger domstolene grundlovsfremmede opgaver (bilag 4), og at charteret vil danne grundlag for en stærkt udvidet anvendelsen af artikel 352 i kraft af TEU artikel 6, stk.1 (”samme juridiske værdi som traktaterne”) , der betyder, at chartrets over 50  politik-områder - såsom  fri bevægelighed og opholdsret, asylret, forbrugerbeskyttelse, social sikring og social bistand, retfærdige og rimelige arbejdsforhold, familieliv og arbejdsliv, erhvervsfrihed, frihed for kunst og videnskab, ret til frihed og sikkerhed - udvider anvendelsesområdet for artikel 352 som en del af både  ”rammerne for de politikker der er fastlagt i  traktaterne” og ”målene heri”.

- Som uddybende punkt gør sagsøgerne endelig gældende, at tiltrædelseslovens generelle og indgribende betydning finder udtryk i Lissabon-traktatens udbygning af EU-kompetence til at indgå bindende internationale aftaler, som det påpeges i Udenrigsministeriets redegørelse til folketinget januar 2008 (bilag E). Hovedbudskabet i denne redegørelse er, at tiltrædelsen af Lissabon-traktaten medfører en sådan effektivisering af EU’s udenrigspolitiske aktiviteter, at der foreligger en (yderligere) overførelsen af regeringens - grundlovshjemlede - udenrigspolitiske ret til at ”handle på Rigets vegne i mellemfolkelige anliggender”, som det bestemmes i Grundlovens § 19, og at den hermed skete udskillelse af regeringens selvstændige handleevne er af særdeles generel og indgribende betydning.


Da den af sagsøgte begærede særskilte behandling og afgørelse af sagsøgernes søgsmålsret ikke kan eller bør foregribe en senere realitetsafgørelse, kan det af sagsøgte tiltrådte ”Maastricht-kriterium” ikke indebære, at anerkendelse af søgsmålsret betinges af, at tiltrædelseslovens generelle og indgribende betydning  dokumenteres under behandlingen af formaliteten. Sagsøgerne gør gældende, at det er tilstrækkeligt for at Landsretten tilkender sagsøgerne søgsmålsret, at traktatens generelle og indgribende betydning er gjort gældende eller sandsynliggjort. Et krav om dokumentation blev ikke artikuleret af Højesteret i dommen UfR 1996 side 1300.

Som et afsluttende anbringende peger sagsøgerne på, at lovgivers overfladiske behandling af grundlovsproblemet indicerer en intensiveret domstolsprøvelse.

Beviser/dokumentation

Sagsøgernes beviser og dokumentation for påstand og anbringender består hovedsagelig i tiltrædelsesloven og forarbejder, samt Lissabon-traktatens indhold og en række separate retsakter og tilkendegivelser der belyser de anførte anbringender.
Sagsøgernes dokumentation består i uddrag af følgende bilag:
Bilag 1-4.
Bilag C
Bilag D
Bilag E
Bilag F
Bilag H
Bilag M
Bilag P
Bilag S
Bilag T
Bilag Z
Bilag Y
Bilag AA
Bilag AC
Bilag AD

Uanset sagsøgtes indsigelse om overflødig bevisførelse (Duplik side 8), fastholder sagsøgerne, at det til  sammenfattende belysning af den omprocederede - komplicerede og ikke let tilgængelige - traktats betydning, vil være en processuel gevinst, som sagsøgerne ønsker at fremme, at der afgives forklaring af

- professor Hjalte Rasmussen, eller anden specialist i EU-ret,
- Jens-Peter Bonde, mangeårigt medlem af Europa-Parlamentet og dettes forfatningsudvalg.

Helsingør,  29. Maj 2009
Ole Krarup

 

Replik 15. oktober 2008 som svar på statsadvokatens afvisningspåstand i svarskrift

R E P L I K

Til Østre Landsret
14. afdelings sag B-1889-08

Niels Hausgaard m.fl.

mod

Statsminister Fogh Rasmussen og Udenrigsminister Per Stig Møller

Sagsøgtes afvisningspåstand i svarskrift af 24. september giver sagsøgerne anledning til at replicere følgende:

Gruppesøgsmål
Sagsøgerne bestrider, at sagsøgtes detaljerede indsigelser mod gruppesøgsmål (side 5-11) udgør nogen afvisningsgrund, hver for sig eller tilsammen. Sagsøgte rejser spørgsmål om "hvorfor netop disse personer og kun disse skulle indgå som gruppemedlemmer i gruppen". Svarskriftets (her) kursiverede ordvalg dokumenterer, at sagsøgte forbigår det afgørende punkt i § 254 e, nemlig den i stk. 6 hjemlede adgang til at udvide gruppen. Netop denne mulighed har haft betydning for valget af gruppesøgsmål som processuel ramme. Sagsøgerne kan oplyse, at antallet af enkeltpersoner der - i tiden før og ikke mindst efter sagsanlægget - har ønsket at indtræde i gruppen, udgør adskillige tusinde. Det betragtelige antal bekræfter svarskriftets udtalelse: "at ikke alle dele af den danske befolkning er enige i den måde, Lissabon-traktaten blev ratificeret på" (side 6).

Sagsøgtes bemærkninger side 9-10 ("procedurefordrejning") er uden belæg. Sagsøgerne har ikke anført eller blot antydet, at sagsanlæg som gruppesøgsmål skulle kunne "have en positiv afsmittende effekt på vurderingen af sagsøgernes retlige interesse" (side 10 f.o.). Den af sagsøgte anførte "effekt" er uden forbindelse med den juridiske virkelighed, eftersom kravene til retlig interesse som forudsætning for søgsmålsret i et sagsanlæg som det foreliggende er de samme for individuelle sagsøgere som for gruppemedlemmer i søgsmål efter kapitel 23 a.

Svarskriftet side 11 kræver, at sagsøgtes påstand afvisning af sagen som gruppesøgsmål afgøres forud for ikke blot sagens realitet, men tillige for de øvrige i svarskriftet påberåbte afvisningsgrunde (herom nærmere i replikkens afsnit om Processuel behandling). Sagsøgtes indsigelser mod sagsanlæg som gruppesøgsmål vil således kunne bevirke at behandlingen af sagens realitet udsættes på ubestemt tid.

Da alle i sagsøger-gruppen lægger afgørende vægt på at landsrettens behandling af sagens realitet fremmes uden ugrundet ophold, har samtlige gruppemedlemmer bemyndiget mig til på deres vegne at hæve gruppesøgsmålet og til at meddele landsretten, at de alle indtræder som parter i sagen som individuelle sagsøgere og viderefører sagen i overensstemmelse med retsplejelovens § 254 g, stk. 2 og § 250, stk. 1. Sagsøgtes indsigelser mod gruppesøgsmål falder herefter bort.

Indsigelse om genstandsløs sag
Svarskriftets udtalelser om at den anlagte sag "på nuværende tidspunkt" skulle være "genstandsløs" (side 4 og 5) bygger på sagsøgtes antagelse om at retssag ikke skulle kunne anlægges førend Lissabon-traktaten er trådt i kraft. Denne antagelse savner ethvert grundlag, eftersom retssagens genstand i henhold til sagsøgernes påstand ikke er Lissabon-traktaten, men den af danske statsorganer trufne tiltrædelsesbeslutning, der anfægtes som et brud på Danmarks Riges Grundlov.

Retlig interesse
Sagsøgerne bestrider ikke sagsøgtes anførsler (side 5), at de savner en "individuel (….) interesse i at få påstandene i stævningen (….) påkendt af domstolene". Sagsøgerne henholder sig til de kriterier for søgsmålsret der er lagt til grund af Højesteret i den enstemmige dom UfR 1996 side 1300. Dommen tager direkte stilling til 12 sagsøgeres retlige interesse i
- under påberåbelse af Grundloven - at anfægte statsmyndighedernes beslutning om at tiltræde Traktaten om Den Europæiske Union, som det skete ved lov nr. 281 af 28. april 1993. Højesterets afgørende præmis for at anerkende søgsmålsretten er sålydende: "På grund af tiltrædelseslovens generelle og indgribende betydning har appellanterne en væsentlig interesse i at få deres påstande prøvet". I kontrast til en retsordning der kun - som Højesterets dom UfR 1973 side 694 - anerkender søgsmålsret over for "retsakter, som konkret og aktuelt" berører en sagsøgers forhold, udtaler Højesteret i 1996-dommen, at der desuden lægges "vægt på, at et krav herom ikke ville være egnet til at sikre en bedre oplysning af det spørgsmål om grænserne for anvendelsen af Grundlovens § 20, som appellanterne har rejst".

Højesterets citerede præmisser begrunder direkte og fuldt ud sagsøgernes søgsmålsret i den foreliggende sag. Sagsøgerne gør gældende, at lov nr. 321 af 30. april 2008, som er grundlaget for sagsøgtes tiltrædelse af Lissabon-traktaten, har en tilsvarende generel og indgribende betydning og at søgsmål som det foreliggende udgør en relevant processuel ramme
- muligvis den eneste praktikable - for en judiciel prøvelse af tiltrædelsesbeslutningens overensstemmelse med Grundloven.

Svarskriftet bestrider ikke, at sagsøgerne alle har tilknytning til betydelige samfundssegmenter (stævning side 12). Hertil føjes, at det kan forventes, at antallet af sagsøgere forøges på grundlag af retsplejelovens § 251 (uanset at proceduren herfor er mindre enkel end den i § 254 e, stk. 6 hjemlede), ligesom der kan forventes en bred kreds af intervenienter i henhold til § 252.

Særskilt behandling af formaliteten
Sagsøgtes begæring om særskilt behandling af den principale påstand om afvisning (svarskrift side 2) har bevirket at svarskriftet, i overensstemmelse med retsplejelovens § 351, stk. 4, har udeladt sagens realitet, hvis skriftlige forberedelse vil være særdeles omfattende og tidkrævende. Som anført ovenfor i afsnit Gruppesøgsmål, lægger sagsøgerne afgørende vægt på at modvirke enhver forsinkelse af sagen. Med henblik herpå tiltræder sagsøgerne sagsøgtes begæring om særskilt behandling af sagsøgtes afvisningspåstand. Sagsøgernes indsigelser mod afvisningspåstanden er anført i ovenstående afsnit.

Besvarelse af opfordringer
Sagsøgte anfører svarskrift side 13, at bilag C-P, der medfulgte svarskriftet, skulle rumme en imødekommelse af alle stævningens opfordringer. Dette bestrides, i særdeleshed mht. de i stævning side 4 fremsatte opfordringerne 2, 3 og 5. Hertil kommer, at flere af de af sagsøgte fremlagte bilag rummer uafklarede punkter, som foranlediger yderligere opfordringer. Disse opfordringer vedrører for størstepartens vedkommende sagens realitet og uddybes derfor ikke nærmere i denne replik.

Bevisførelse
Sagsøgerne kan ikke affinde sig med sagsøgtes protest mod de begærede afhøringer (svarskrift side 11 - 12). Sagsøgerne tiltræder, at flere af de i stævningen anførte afhøringer er uden betydning i forbindelse med landsrettens behandling af sagsøgernes søgsmålsret. På det aktuelle processtadium ønskes alene afhøring af fhv. MEP Jens-Peter Bonde med henblik på klarlæggelse af Lissabon-traktatens betydning, der - som anført i afsnit Retlig interesse ovenfor - udgør et relevant element i sagsøgernes søgsmålsret. Som grundlag for supplerende oplysninger herom ønskes desuden afhøringer af en eller flere af sagsøgerne og/eller en specialist i EU-ret.

Processuel behandling
Med henblik på den processuelle behandling af sagsøgtes indsigelser mod sagsøgernes søgsmålsret bemærkes følgende: Svarskrift side 1 anfører sagsøgte, at de "agter… at uddybe de fremsatte anbringender i videre omfang i et senere processkrift, når dette måtte blive aktuelt". Betydningen af det kursiverede forbehold fremgår af den tilføjede henvisning til svarskriftets anbringender punkt 2 og 3, side 5-11. Under disse punkter anfører sagsøgte (side 11), at sagsøgtes indsigelser mod sagsanlægget som gruppesøgsmål "bør afgøres forud for vurderingen af, om gruppen besidder den fornødne retlige interesse" - og (side 5): "Derfor begrænser de sagsøgte sig til i det følgende at behandle spørgsmålet om berettigelsen af sagens anlæg som gruppesøgsmål".

Den af sagsøgte tilstræbte særskilte påkendelse af én blandt flere formalitetsindsigelser (der desuden bortfalder, som anført i replikkens tidligere afsnit om Gruppesøgsmål) savner ethvert grundlag, eftersom retsplejelovens § 351, stk. 4 pålægger sagsøgte i svarskriftet at "fremsætte sine formalitetsindsigelser". Til det citerede krav hører udtømmende anbringender. Det må derfor lægges til grund, at sagsøgte har udtømt sine indsigelser mod sagsøgernes søgsmålsret. Følgelig protesterer sagsøgerne mod at sagsøgtes vilkårlige prioritering skulle udgøre grundlag for yderligere skriftveksling med heraf følgende forsinkelser.

Helsingør 15. oktober 2008
Ole Krarup

 

Stævning af 14. juni 2008 i Lissabonsagen

STÆVNING

I henhold til retsplejelovens kapitel 23 a

Sagsøgere: 30 engagerede medborgere

Sagsøgte:
1. statsminister Anders Fogh Rasmussen, Statsministeriet, Christiansborg, Prins Jørgens Gård 11, 1218 Kbh. K,
2. udenrigsminister Per Stig Møller, Udenrigsministeriet, Asiatisk Plads 2 1448, Kbh K

PÅSTAND
Sagsøgte skal anerkende, at den overladelse af danske myndigheders grundlovsbestemte beføjelser (suverænitetsafgivelse) til EU, der er en følge af lov nr. 447 af 11. oktober 1972 med det samlede indhold, loven har efter ikrafttræden af lov nr. 321 af 30. april 2008, er i strid med Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1953 som følge af principalt at den ved loven tiltrådte Lissabon-traktat medfører suverænitetsafgivelse i så betydeligt og så ubestemt omfang, at traktaten ikke gyldigt kan tiltrædes uden grundlovsændring efter § 88.
subsidiært at sagsøgte har handlet i strid med Grundlovens § 20, hvis krav til vedtagelse af lov nr. 321 af 30. april 2008 ikke har været fulgt, uanset at der ved loven overlades beføjelser til EU, som efter grundloven tilkommer rigets myndigheder. mest subsidiært at suverænitetsafgivelsen er besluttet og gennemført med ulovligt/grundlovstridigt formål, magtfordrejning.

Hovedpunkter:
Det samlede forløb, der førte til indgåelse af Lissabontraktaten, dokumenterer, at sagsøgte har begået magtfordrejning, idet sagsøgtes uhjemlede og uretmæssige mål har været at udforme en traktat, der ville kunne tiltrædes uden anvendelse af grundlovens § 20 for dermed at undvige risikoen for folkeafstemning. Et sådant formål kan ikke statsretligt korrekt indgå i regeringens udnyttelse af traktatkompetencen i medfør af grundlovens § 19 til at "handle på rigets vegne", og det fremgår af sagsfremstillingen, at det ulovlige formål tilmed er søgt realiseret med midler der i flere henseende er illegale for offentlige myndigheder. Sikringen af at regeringen holder sin svinesti ren er en opgave for domstolene, idet disse har en for længst fastslået - og for retssikkerheden og folkestyret uundværlig - adgang til at kontrollere myndighedernes overholdelse af grundloven.

Ud over magtfordrejning anfører sagsøgerne en række grunde til at traktaten medfører suverænitetsafgivelse til EU på de 6 punkter der nævnes i det følgende, punkter der hver for sig nødvendiggør folkeafstemning efter § 20, og som til sammen gør det uomgængeligt at ændre den danske grundlov - og i hvert fald gå frem, efter § 20 (folkeafstemning. Punkterne er:

1. Alle de grunde, der ifølge regeringen (i henhold til Justitsministeriets i redegørelsen af 22. november 2004)nødvendiggjorde folkeafstemning efter § 20 om Forfatningstraktaten, genfindes i Lissabontraktaten. De mange punkter skal regeringen som sagsøgt redegør for i alle detaljer. Indtil da er det tilstrækkeligt at pege på et enkelt punkt, nemlig den såkaldte "Fleksibilitetsbestemmelse", TEUF artikel 352, stk. 1 som - med få ændringer (i NB udvidende retning) - viderefører den hidtil gældende bestemmelse i EF-traktaten artikel 308, og som på de afgørende punkter er identisk med forfatningstraktatens artikel I-18. I sin redegørelse november 2004 om forfatningstraktaten udtaler Justitsministeriet (side 93) som sin opfattelse "at dansk tilslutning til forfatningstraktatens artikel I-18 bør ske efter grundlovens § 20". Dette begrundes i redegørelsen med særlig henvisning til, at det "følger af karakteren af fleksibilitetsbestemmelsen i artikel I-18, at det ikke på forhånd er muligt præcist at angive, i hvilke konkrete tilfælde der vil vise sig at være grundlag for at anvende bestemmelsen". Sagsøgerne tilslutter sig denne karakteristik, som i mindst samme omfang er anvendelig i forhold til Lissabontraktatens artikel 352. Det gøres yderligere gældende, at det er en følge af Justitsministeriets karakteristik, at den i artikel 352 hjemlede suverænitetsafgivelse ikke finder sted "i nærmere bestemt omfang", og at den derfor udløser en grundlovsændring.

2. Tiltrædelse af EU's Charter om grundlæggende rettigheder som bindende på linie med traktatteksten indebærer en så omfattende suverænitetsafgivelse, at den er dækket af sagsøgers påstand om grundlovsbrud. Uanset at den danske grundlovs frihedsrettigheder ikke antastes af EU's Charter om grundlæggende rettigheder, og uagtet at det nævnte charter fastslår, at det ikke skaber nye kompetencer (artikel 51, stk. 2 og TEU artikel 6)), er charteret, som i henhold til TEU artikel 6,stk. 1 er gjort retligt bindende, grundlag for en betydelig suverænitetsafgivelse. Dette er en følge af at flere af de i charteret hjemlede rettigheder kan gøres til genstand for EU-lovgivning i henhold til artikel 52, stk. 5, der giver hjemmel til EU-lovgivning til gennemførelse af chartrets principper. Herhen hører flere charter-rettigheder, herunder artiklerne 28, 31 og 34. EU-lovgivning herom er rummer overladelse til EU af betydelige beføjelser for danske myndigheder, der forstærkes af en kombination med den under 1. omhandlede fleksibilitetsbestemmelse, TEU artikel 352.

3. Når man ser på af EU-domstolens kompetence-ekspansion, som igennem en række år har medført - dommerskabte - suverænitetsafgivelser, som danske myndigheder (ikke mindst danske domstole) forgæves har forsøgt at bremse, er det vigtigt, at denne ekspansion tiltrædes med Lissabon-traktaten, idet Erklæring 17 med bilag fra Rådets juridiske tjeneste bekræfter "Domstolens eksisterende retspraksis" - altså en traktat-hjemmel, som ikke fandtes i forfatningstraktaten. Til EU-domstolens retspraksis, der med erklæring17 bliver en del af Lissabontraktaten, og således forfremmes til traktatfæstet ret, hører dommen i sag C-341/05 der er fremlagt i sagen som bilag 2. At EU-myndighederne får adgang til at sætte EU-retlige grænser for de aktionsmidler der benyttes af arbejdsmarkedets parter, repræsenterer ifølge sagsøgte en kompetenceudvidelse for EU, og dermed en suverænitetsafgivelse. At EU efter sagsøgtes daværende opfattelse har savnet den nævnte kompetence, fremgår af bilag 1, hvori regeringen tilkendegiver den "opfattelse, at Fællesskabet hverken direkte eller indirekte har kompetence til at regulere fagforeningers ret til at konflikte for at opnå overenskomst med en arbejdsgiver", og at "retten til at føre kollektive forhandlinger for at opnå overenskomst om løn- og arbejdsvilkår og retten til at understøtte et krav herom med kollektive kampskridt efter regeringens opfattelse ikke er omfattet af fællesskabsretten." Der foreligger tilmed en dobbelt suverænitetsafgivelse, ikke blot i det materielle retsforhold, men også i det processuelle, idet Arbejdsretten og faglige voldgiftsretter, som i henhold til arbejdsmarkedets grundlove har den definitive afgørelser i disse sager, fratages denne kompetence.

At den dommerskabte udvidelse af EU-kompetence er blevet traktatfæstet med Lissabontraktaten, betyder, at traktaten medfører dansk suverænitetsafgivelse.

4. Med Lissabontraktaten afskaffes det hidtidige mellemstatslige samarbejde om (dele af) retspolitikken ("retlige og indre anliggender"). I tilknytning hertil gør sagsøgerne gældende, at den traktatfæstede tilvalgsordning inden for retsvæsen, som er fastslået i Bilag til Danmarksprotokol art. 3, kræver § 20-procedure, eftersom det danske tilvalg ikke vil kunne praktiseres fra sag til sag inden for den i traktaten fastsatte frist på 3 måneder efter at det pågældende forslag er fremsat. Følgelig er det hjemlede tilvalg ikke gyldigt uden vedtagelse af den samlede traktat i overensstemmelse med grundlovens § 20. Det gøres ikke gældende at der foreligger modstrid med § 88.

5. Sagsøgerne gør gældende, at den nye adgang for EU til at indgå traktater med andre lande og internationale organisationer ( TEUF artikel 216) ikke gyldigt kan tiltrædes uden anvendelse af grundlovens § 88, subsidiært § 20. Dette er en følge af, at artikel 216 betyder ,at de af EU indgåede traktater har bindende virkning for medlemsstaterne. Der er her tale om en utvetydig suverænitetsafgivelse, eftersom beføjelsen til at indgå traktater ifølge grundlovens § 19 tilkommer regeringen, en beføjelse der i henhold til Højesterets dom UfR 1998 side 800 (dommen om Maastricht-traktaten) er omfattet af "rigets myndigheder", hvis beføjelser er genstand for reguleringen i § 20.

Hertil kommer, at EU's kompetence til at indgå internationale aftaler på medlemsstaternes vegne er afgrænset så ubestemt, at suverænitetsafgivelsen ikke finder sted "i nærmere bestemt omfang" og derfor nødvendiggør en grundlovsændring. En af begrænsningerne i kompetencen i medfør af artikel 216 er at aftalen skal være "nødvendig for i forbindelse med Unionens politikker at nå et af de mål, der er fastlagt i traktaterne". Ubestemtheden er dels en følge af en manglende klar afgrænsning af "unionens politikker", dels af at de "mål der er fastlagt i traktaterne er ukendte. Til dette grundlovsbrud kommer, at de indgåede traktater kan være umiddelbart bindende for borgerne og derfor tillige repræsenterer en - ubestemt - overladelse af lovgivende magt.

6. TEU artikel 48, stk. 7. tillader, at vedtagelser der træffes med enstemmighed, kan ændres til flertalsafgørelser. Et "kvalificeret flertal", som traktaten kalder det, er tæt på simpelt flertal, idet TEU artikel 16, stk. 4 blot kræver flertal på 15 ud af 27 medlemsstater. Men samtidig er flertalskravet kvalificeret i en anden betydning, idet artikel 16, stk. 4 tilføjer et krav om at de 15 lande "repræsenterer medlemsstater med tilsammen 65% af Unionens befolkning". Dette indebærer, at et flertal blandt befolkningsfattige medlemsstater - hvortil Danmark hører med en befolkning på 1-2% af Unionens samlede befolkning - diskrimineres i forhold til medlemsstater med mange indbyggere. Herudover betyder flertalsafgørelser, at danske myndigheder mister "vetoretten" i betydningen: mulighed for at hindre vedtagelse af en foranstaltning, som det danske folketing modsætter sig.

Sagens rammer og indhold

Herom henvises til stævningens afsnit SAGSFREMSTILLING og de sidste punkter af stævningen.

Sagens forberedelse tager antagelig længere tid (regeringen er aktivt interesseret i en forhaling). Som et første skridt har regeringens advokat - Kammeradvokaten - kvitteret for modtagelse af stævningen. Jeg vender tilbage når sagen bevæger sig.

14. juni 2008.

Ole Krarup

 

Pressemeddelelse 4. december 2007 - Trods bestillingsarbejdet kommer Fogh for retten, hvis vi ikke får folkeafstemning

Folkebevægelsen vil øjeblikkelig tage initiativ at få indbragt regeringens grundlovsbrud for domstolene, hvis der ikke udskrives folkeafstemning, udtaler Ole Krarup

I går var den endelige oversatte tekst til Lissabon-traktaten klar. Et døgn senere har Justitsministeriets jurister nu lavet gennemgået den og lavet en redegørelse, der pudsigt nok når til samme konklusion som statsminister Anders Fogh Rasmussen forlængst et nået til: Der afgives ikke suverænitet og kræves ikke folkeafstemning.

- En gennemlæsning af redegørelsen efterlader ikke tvivl om at denne "redegørelse" er et rent bestillingsarbejde, der tjener til at skaffe regeringen en facadelegitimation for den allerede trufne politiske beslutning om at holde den danske befolkning uden for enhver indflydelse på den reviderede udgave af EU-forfatningen der nu er omdøbt til "Lissabon-traktaten", udtaler Folkebevægelsen mod EUs grundlovsekspert, tidligere medlem af EU-parlamentet Ole Krarup.

- I Justitsministeriets oprindelige redegørelse om EU-forfatningen af 22.11.2004 blev Grundlovens krav om folkeafstemning i tilfælde af suverænitetsafgivelse udlagt korrekt: På en lang række områder blev dansk selvbestemmelse overladt til EU, og Justitsministeriet konkluderede derfor, at traktaten kun kunne vedtages efter Grundlovens § 20 - altså folkeafstemning, siger Ole Krarup og fortsætter: - De kunstfærdige omformuleringer af EU-forfatningen der findes i Lissabontraktaten ændrer ikke på de retlige realiteter: Lissabon-trakaten rummer på alle væsentlige punkter samme magt-overdragelse som EU-forfatningen. Der findes kun én forklaring på Justitsministeriets ændrede konklusion: Politisk diktat. - Regeringens arrogante afsporing af den danske Grundlov er så skandaløs, at Folkebevægelsen øjeblikkelig vil tage initiativ at få indbragt regeringens grundlovsbrud for domstolene, hvis der ikke udskrives folkeafstemning, lyder den klare melding fra Ole Krarup.

 

Page 4 of 4

«StartPrev1234NextEnd»