Fred og sikkerhed

NATO's Balkan-krig - Åbent brev til regeringen i Politiken 1999

Fra de almene samfundsvidenskaber - herunder så ydmyge fag som retssociologi og samfundsjura - ved vi at ethvert indgreb i en samfundskonflikt som udgangspunkt forudsætter en helt elementær stillingtagen til mål og midler. Det gælder regulering af det civile samfund, det gælder bekæmpelse af kriminalitet, det gælder enhver form for konfliktløsning, også den storpolitiske. Den allersimpleste model kan reduceres til to enkle spørgsmål:

(1) Vil et givet indgreb have de tilsigtede virkninger?

(2) Vil indgrebet medføre andre (utilsigtede) virkninger? Når disse spørgsmål er besvaret, beror den endelige stillingtagen på et (politisk) valg.

Men hvis spørgsmålene ikke stilles og søges besvaret (med analyse af alle relevante data), er den politiske handling blind. De to spørgsmål udgør mindstemålet af politisk rationalitet. Blandt de mange forfærdende elementer i NATOs Balkan-krig er det basale at de ansvalige politikere tilsyneladende har handlet i blinde. Det erklærede hovedmål var at hindre en humanitær katastrofe i Kosovo. I den sofistikerede militærpolitiske sprogbrug har dette mål været kombineret med forskellige andre strategier, herunder dels det konkrete, fjernelse af Milosevic, dels den almene introduktion af en ny folkeretlig dagsorden hvis hovedpunkt er at sætte magt bag menneskerettighederne.

Men hovedsagen er klar nok: Det drejer sig om humanitær intervention i forhold til de serbiske barbarier over for den albanske befolkning. Det første afgørende spørgsmål var om det indgreb NATO valgte - luftbombardementer (med en ufattelig sprængkraft, til knap 1 milliard kr. i døgnet) - ville have de tilsigtede virkninger, altså (kortsigtet) få de jugoslaviske magthavere til at holde inde med barbarierne og (langsigtet) tilvejebringe betingelser for fredelig sameksistens i regionen. Idag véd alle, hvad indsigtsfulde civile analytikere påpegede forinden, at NATOs midler ikke blot har været utjenlige, men direkte ødelæggende for det erklærede humanitære mål - kontraproduktive som retssociologerne siger: NATO har opnået det modsatte af det tilsigtede. Dette gælder også i forhold til bestræbelserne på at "svække Milosevic": Angrebene har tværtimod givet ham en politisk position som symbol på et ubrydeligt serbisk sammenhold. Bomberegnen har ikke svækket den serbiske nationalisme, men styrket den. Og serbernes konkrete militære operationskapacitet er tilsyneladende heller ikke hæmmet. Svaret på det andet af de simple spørgsmål er tilsvarende forfærdende: Ikke nok med at NATO-bomberne har bidraget til den humanitære katastrofe og styrket NATOs hovedfjende. Dertil kommer en række andre uhyrlige konsekvenser, hvoraf jeg blot nævner de to mest iøjnefaldende. Der er i de første 4 uger udløst sprængkraft af enormt omfang på jugoslaviske installationer - offentlige anlæg, fabrikker, veje, broer, jernbaner, el- og vandforsyningsanlæg - med tab som Beograd opgør til mange hundrede milliarder kroner. "Vi har revet det serbiske militær fra hinanden", udtalte den amerikanske udenrigsminister i forrige uge. Nej, fru Albright, ikke det serbiske militær, det er det civile samfund der sønderrives. NATO straffer ikke Milosevic, NATO straffer det serbiske folk. Utilsigtet måske, men uundgåeligt. Tog man i betragtning at prisen for luftkrigen - udover en lille milliard kroner om dagen - er en ødelæggelse af befolkningens eksistensgrundlag og infrastruktur? Den anden (forhåbentlig) utilsigtede virkning er at denne krig - der markerer et farvel til 50 års FN-principper - er brinkmanship i den allerværste koldkrigstradition. Risikoen for at krigen breder sig er uhyrligt overhængende. Hvad sker der, når de (andre) labile samfund i regionen reagerer, når de albanske nationalister kommer på kollisionskurs med de bulgarske ditto, når de kroatiske nationalister blander sig, når russerne leverer brændstof og/eller "rådgivere" eller "frivillige"? - Alt imens NATO må fortsætte sine ødelæggelser for at undgå det katastrofale nederlag der består i at "miste troværdighed". Den fortsatte krig er blevet et mål i sig selv, hvad enten strategien var rigtig eller forkert. Og i fortsættelse af dette: Hvordan skal Jugoslavien vende tilbage til normaltilstande hvis deres samfund - og vores - overhovedet overlever krigen? Burde vi ikke (i det hårdt prøvede demokratis navn) kende de svar politikerne har fået på de banale spørgsml om mål, midler og virkninger? I NATOs egen generalstab findes der et meget stort antal analytikere. Veluddannede og vidende, må man gå ud fra. Tilsvarende i medlemslandenes regeringer og forsvarsstaber. Desuden råder medlemsstaterne, ikke mindst USA, over uhyre omfattende efterrretningstjenester. De mange militære tjenesters opgave er netop at skabe grundlag for at besvare spørgsmålene. Det er den eneste fornuftige forklaring på at vi skulle bruge penge på dem. Jeg siger ikke at spørgsmålene kunne besvares entydigt. Jeg deltager ikke i de aktuelle Danmarksmesterskaber i bagklogskab. Men spørgsmålene skal stilles, analyseres og bearbejdes. Ellers slår vi os selv med blindhed. Er spørgsmålene blevet stillet? Er de blevet besvaret? Hvrdan er svarene blevet behandlet? Der er mange elementer i NATO-regeringernes ansvar. Men dette er hovedelementet.  

Svar udbedes.