Politiske emner

Hva' mæ' retskulturen? - kronik i Politiken 2005

Når man gennem et langt liv har beskæftiget sig med retsvæsen og politik, er det umuligt at lukke øjnene for de mange tegn på, at vi i disse år oplever et bekymrende retskulturelt forfald.

Jeg medgiver, at meningen med at påberåbe sig noget så højstemt som 'retskultur' trænger til en præcisering. For at nå frem til en meningsfuld forståelse - og perspektivere påstanden om forfaldet - lønner det sig at starte med nogle velkendte spor. De første spor, som er lidt små og lurvede, fører videre til de større, som ender i de helt store, frygtindgydende elefantaftryk.

De små spor er f.eks. det voksende antal enkeltsager, der afslører uregelmæssigheder begået af offentlighedens tillidsrepræsentanter. Regeringen Fogh Rasmussen har tydeligvis problemer med at leve op til det klassiske ideal: at myndighedspersoner skal være hævet over enhver mistanke. Regeringen har sat flere grimme spor, f.eks. accepten af, at den nu forhenværende Tove Fergo tillod sit ministerium at bevilge ægtemanden lønforhøjelser og dyrke kreativ bogføring, og at den daværende miljøminister beholdt sin stilling, selv om han favoriserede sine bekendte med offentlige støttemidler, og at finansministeren kunne overleve flere åbenlyse (og ganske kompromitterende) lovbrud; for ikke at tale om statsministerens frimodighed til at udpege en landbrugskommissær i strid med klare retsgrundsætninger om forbud mod personlige interesser hos offentlige myndighedspersoner.

Alt sammen akkompagneret af bortforklaringer, hvis utroværdighed kun overgås af statsministerens seneste dekret (inspireret af Kjær/Tørnæs-sagerne) om offentliggørelsen af ministerægtefællers personlige forhold. Projektet er på én gang utjenligt (ministergemal Tørnæs lægger næppe sine ulovlige ansættelser på nettet!) og kønspolitisk kritisabelt.

Statsministerens tolerance over for ministres lovbrud er en nydannelse i det offentlige liv, som suppleres med den spektakulære sag om fhv. Farum-borgmester (og skatteminister!) Peter Brixtoftes kreative embedsførelse. Sagen rummer detaljer, hvis absurditet overgår selv paranoikeres forestillinger om offentlige overgreb. I sammenhæng med de talrige eksempler på ministerfusk er det bemærkelsesværdigt, at Farum-borgmesterens systematiske magtfordrejning i årevis har tjent som regeringens erklærede forbillede.

Disse sager rummer en ironisk kontrast til den aktuelle retspolitik. Under valgkampen i 2001 var det centralt for de nuværende regeringspartier at bekæmpe den »slappe retshåndhævelse«. De nuværende regeringspartier markerede sig med krav om betydelige skærpelser af straffen særlig for vold og voldtægt. Under behandlingen af skærpelseslovene blev regeringens talsmand konfronteret med den retspolitiske indvending, at skærpet straf ikke har nogen virkning i retning af at nedbringe kriminaliteten; dette er almenviden blandt kriminologer; desuden er det dokumenteret i eftertiden: De skærpede straffe har ikke medført noget fald i kriminaliteten, tværtimod er kriminaliteten på de strafforhøjede områder steget i den periode, hvori de skærpede straffe har været gældende.

Reaktionen fra de herskende 'lov og orden-partier' var bemærkelsesværdig: Indvendingerne blev slet og ret affejet med, at strafskærpelserne ikke blev gennemført med sigte på at nedbringe kriminaliteten; målet var derimod »at sende et signal om handlekraft« - og dermed tilgodese befolkningens »retsfølelse«.

Strafferetseksperten Vagn Greve kommenterer: »Strafferetlige indgreb bør kun anvendes, når der er god grund til at tro, at de vil reducere kriminaliteten, ikke hvis man blot har som mål at uddele pine eller at hævne sig (alias »retsfølelsens krav«). Straffe er kun forsvarlige, hvis de er kriminalitetsforebyggende, velgennemtænkte og velbegrundede«.

Med dette udgangspunkt spørger Greve: »Findes der faktisk nogen ordentlig analyse og begrundelse bag nutidens lovændringer?«.

For ikke mange år siden blev vigtige lovforslag ikke fremsat uden professionelt forarbejde - grundige kommissionsudredninger og dertil knyttede høringssvar fra andre sagkyndige. I mange år var det en selvfølge, at forslag til ændringer af straffeloven forudsatte en forudgående behandling i Straffelovsrådet, der rummer repræsentation for alle involverede juridiske instanser.

Men efter at regeringen har afvist sagkyndige som »smagsdommere« (når sagkundskaben kunne modsige regeringens fordomme), er kravene til seriøs lovforberedelse slækket i uhyrlig grad. Igen med Greves ord:

»I dag bliver de egentlige beslutninger ofte truffet af embedsmænd og politikere bag lukkede døre i Bryssel og på Slotsholmen. I et voksende omfang fortrænger forordninger og bekendtgørelser de egentligt lovfæstede regler (...). Lovændringer foregår ofte på den måde, at embedsmænd forhandler et resultat i Bryssel, og det så præsenteres for Folketinget og offentligheden som et fait accompli«.

Den såkaldte Rocker-pakke fra 2003, der drejer sig om de mest grundlæggende regler i strafferetsplejen, blev udarbejdet i huj og hast af en (anonym!) arbejdsgruppe bestående af fem politifolk, to anklagere og to repræsentanter for Justitsministeriet. Man gjorde sig end ikke den ulejlighed at inddrage blot en enkelt forsvarsadvokat som gidsel. Resultatet blev drastiske forringelser af retssikkerheden (med brug af politiagenter, lukkede retsmøder uden sigtedes tilstedeværelse, beskæring af forsvarerrettigheder, m.v.).

Og hermed er vi i retskulturens kerneområde, som er en del af selve retsstatens fundament.

I sin bog 'Vor retskulturelle arv' tager Preben Wilhjelm udgangspunkt i, at retsstatens kendetegn er, at den beskytter den enkelte mod overgreb fra statsmagtens side; beskyttelsen drejer sig om den enkelte person , der ikke frit bør overvåges, kontrolleres og frihedsberøves. Problemet om beskyttelsens udstrækning udspringer af, at det også er statsmagtens opgave at beskytte os mod andres overgreb , altså efterforske og straffe lovovertrædere. Wilhjelm skriver:

»Politiets arbejde med at opklare forbrydelser bliver nemmere, jo videre adgang der er til kontrol af borgerne ved overvågning, ransagning, aflytning og frihedsberøvelse. Men jo videre adgang der er til sådanne indgreb, jo flere uskyldige vil de ramme«. Og han vender sig imod den opfattelse, at vidtgående politibeføjelser og effektiv retshåndhævelse ('lov og orden') skulle være retsstatens afgørende element. For, som han skriver: »Enhver politistat opfylder til fulde denne betingelse. Det karakteristiske for retsstaten er (...) at den lægger overordentlig stor vægt på at undgå at ramme uskyldige, også selv om det kan medføre at nogle skyldige går fri«.

I den vestlige verden - som er retsstatens fødested - kan vi i disse år registrere stadig tydeligere tendenser til, at retsstatsprincippet opgives, og beskyttelsen af borgerne reduceres til politistatsniveau. Det sker i skyggen af de trusler, Vestens regeringer finder i 'den internationale terrorisme og den organiserede kriminalitet'.

11. september 2001 forandrede den retskulturelle dagsorden. Når vi oplever alvorlige forbrydelser, udløses der erfaringsmæssigt stærke socialpsykologiske kræfter (moralske panikker, har sociologer kaldt dem). Afdøde forsvarsadvokat Carl Madsen udtrykte situationen på denne kyniske facon: »Nogen skal anholdes, sigtes og straffes, helst den eller de skyldige, i nødsfald en eller flere andre«. Der rejses krav om, at straffene skærpes, og politiets beføjelser udvides, og retssikkerheden forringes. Kort sagt: Principperne for rationel konfliktløsning suspenderes; de fortrænges af en ambition om at udsende rituelle signaler om handlekraft, uanset at der måtte ryge uskyldige med.

Det var, hvad der skete efter 11. september 2001. Og mere til. Langt mere. Hovedlinjerne i USA's 'krig mod terrorisme' er velkendte, herunder interneringen af terrormistænkte på Guantánamobasen. Desuden har USA (og Storbritannien) i såvel Afghanistan som (særlig) Irak interneret et meget stort antal mennesker, fortrinsvis af arabisk herkomst. For tiden holder USA omkring 10.000 mænd, kvinder (og børn!) indespærret i Abu Ghraib-fængslet og tre andre lokaliteter i Irak. De tilbageholdes tidsubegrænset; de er ikke sigtet for konkrete forhold, gøres ikke bekendt med grundlaget for fængslingerne, de har ikke adgang til besøg, endsige kontakt med advokat. De er retsløse, og ydermere er de - ubeskriveligt grusomme - interneringsvilkår i de overfyldte fængsler i modstrid med elementære humanitære krav, også bortset fra direkte mishandlinger, der ifølge amerikanske militærkilder er langt mere udbredte end hidtil antaget, i såvel Irak som Afghanistan og - ikke mindst - en række andre torturtolerante stater, der opbevarer 'CIA's fantomfanger'.

Takket være en energisk indsats fra indignerede borgerrettighedsorganisationer (særlig American Civil Liberties Union) er det - efter en omstændelig og tidkrævende procedure - lykkedes at involvere domstolene. Først med en sag om mulighederne for, at de internerede overhovedet - imod regeringens protest - kunne indbringe deres klager. Dette spørgsmål besvarede højesterets flertal (6-3) bekræftende i juni 2004. Siden har den føderale appeldomstol i Washington DC i år underkendt alle de 11 indespærringer, der var indbragt for retten. »Krigen mod terror«, skriver dommeren i sin begrundelse, »kan ikke ophæve eksistensen af de mest grundlæggende rettigheder, som befolkningen i dette land har kæmpet og døet for i over 200 år«.

Kort tid forinden havde den britiske højesteret (House of Lords) underkendt regeringens internering af »mistænkte internationale terrorister«, som har været indespærret i mere end tre år. Retten fastslog, at indespærring uden anklage og dommerkendelse er i strid med såvel den britiske forfatning som den europæiske menneskerettighedskonvention.

Den foruroligende pointe i begge sager er, at disse klare retsafgørelser saboteres af statsmagten. Såvel den britiske som den amerikanske regering undergraver systematisk retten. USA er i færd med at 'overføre' fanger fra Guantánamo til fængsler i Saudi-Arabien, Afghanistan og Yemen, hvis aktiviteter er uden for amerikansk jurisdiktion - og alle berygtede fra Amnestys rapporter! Og den britiske regering fremlagde efter højesterets afgørelse sit lovforslag (Prevention of Terrorism Bill) for at skabe retsgrundlag for fortsat indespærring af de mistænkte. Trods Overhusets energiske forsvar for retsprincippet har regeringen skaffet sig en slags lovhjemmel for indespærring af 'mistænkelige personer' - uden sigtelse, uden retskendelse og uden retlige forsvarsmuligheder for de implicerede.

Disse sager om frihedsberøvelse uden retslige kontrolmuligheder er en menneskeretlig skandale. Og tilsvarende skandaler har ramt andre sider af den personlige beskyttelse, som hører med til vores retskulturelle arvegods, herunder klare grænser for statsmagtens adgang til at blande sig i/overvåge borgernes privatliv. I 1995 vedtog EU det gældende direktiv om udveksling af personoplysninger; hos os findes reglerne i persondataloven fra samme år. Såvel EU's direktiv som den danske lov bygger på, at der gælder betydelige begrænsninger i (særlig) statsmagtens adgang til at tilegne sig, opbevare og viderebringe oplysninger om vores private personlige forhold. Respekten for privatlivet er så central, at den garanteres i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 8, ligesom beskyttelsen er hjemlet i den aktuelle EU-forfatnings artikel II-68, der giver »ret til beskyttelse af personoplysninger«, som kun kan bruges af andre med samtykke fra de berørte.

I dag er persondatabeskyttelsen i EU hullet som en si.

På det helt elementære plan har EU accepteret, at oplysninger om flypassagerers personlige forhold overgives amerikanske myndigheder med risiko for, at oplysningerne distribueres til mere end 1.000 forskellige instanser. Det drejer sig om 30-40 forskellige typer oplysninger om passagerernes individuelle forhold, stort og småt, fra adresse til kreditkortoplysninger. EU's institutioner og medlemslandenes regeringer efterkommer de amerikanske krav, uanset at udleveringen indebærer en »åbenlys krænkelse af borgerlige rettigheder«, som direktøren for det føderale belgiske politi for nylig udtrykte det under en høring i EU-parlamentet.

Dernæst indebærer Europol-konventionen, at der kan overføres persondata til ikke-medlemslande. Blandt de mere 'avancerede' såkaldte Schengen III-lande (Benelux, Tyskland og Østrig) gives der deltagerlandenes politimyndigheder adgang til de andre landes dna-baser. Og EU-kommissionen arbejder intenst på at skabe grundlag for, at borgernes samlede elektroniske kommunikation - mail, web-besøg etc. - opbevares af hensyn til »forebyggelse, efterforskning og strafforfølgelse«.

Det er ikke for meget at konkludere, at de hidtidige retsstatslige værn om privatlivet er under systematisk nedbrydning. Det foreløbige slutpunkt er vedtagelsen på EU-topmødet i Haag i november 2004. Her besluttede stats- og regeringscheferne, at »en retshåndhævelsesperson i en medlemsstat, som har brug for oplysninger for at kunne varetage sine opgaver, overalt i EU kan indhente disse i en anden medlemsstat, og at den retshåndhævende myndighed i den anden medlemsstat, der ligger inde med disse oplysninger, udleverer dem« - i fundamental modstrid med bl.a. danske regler.

De her (langtfra udtømmende) omtalte angreb på borgernes personlige frihed og privatliv ledsages af to paradokser.

For det første: Samtidig med at statsmagtens og EU's magt undergraver retsstaten ved at forringe borgernes rettigheder over for statsmagten, blomstrer retsstatens retorik som ingensinde før: »Respekten for grundlæggende rettigheder skal være grundlaget for al europæisk lovgivning«, proklamerer kommissionen ved enhver anledning, og parlamentet betjener sig af et tilsvarende højstemt ordvalg i den lange række betænkninger, der vedtages i disse år. Disse skingre trosbekendelser fremføres, i takt med at de afgørende rettigheder saboteres/afskaffes i praksis.

Kontrasten mellem de beroligende ord og den barske virkelighed kan forklare det andet paradoks: Det er sandsynligt (som påpeget bl.a. af CIA!), at den militarisering af retspleje og rettighedssystemer, der praktiseres af USA og dets allierede, direkte modarbejder de erklærede mål. Vi kan ikke nøjes med at sige: »Operationen lykkedes, men patienten døde«. Det er værre: USA-alliancens 'krig mod terror' føres med midler, hvis vilkårlighed og brutalitet stimulerer hadets grokraft, netop de kræfter, der udvikler 'terrorisme'.

Disse linjer er en opfordring til mytteri. Det haster!

 

Nye EU-angreb på vore overenskomster

Konflikten mellem EU og dansk fagbevægelse har ulmet i årevis, ikke mindst som følge af EU-lovgivningens stigende indgreb på områder, der herhjemme anses for overenskomstspørgsmål, herunder arbejdstids-direktivet (93/104).

I den nærmeste fremtid vil den ulmende konflikt antagelig bryde ud i lys lue, for det første som følge af de ændringer af udlændingeloven (L 157), der blev vedtaget i april 2004 som bremse på arbejdskraften fra EU's nye medlemslande i Øst-Europa; for det andet på grund af EU's kommende lovgivningsprogram for den frie udveksling af tjenesteydelser.

Hvad det første punkt, udlændingeloven betyder, kan siges kort:

  • Østeuropæiske lønarbejdere kan kun komme ind i landet, når de har opholdstilladelse, og det forudsætter en ansættelse. Arbejdet behøver ikke at være overenskomstdækket; det er tilstrækkeligt, at arbejdsgiveren erklærer, at ansættelsen sker på "sædvanlige løn- og ansættelsesvilkår".
  • De kan fyres efter arbejdsgiverens forgodtbefindende. Om fyringen er usaglig, spiller ingen rolle. En fyreseddel betyder øjeblikkelig udvisning. Nul dagpenge.
  • Med EU’s udstationeringsdirektiv og den tilsvarende danske lov fra 1999 i hånden kan smarte entreprenører skaffe frit slag for underbetaling – uden praktiske muligheder for at fagbevægelse eller myndigheder kan skride ind.
  • Ethvert tilløb til faglig solidaritet er afskåret: En dansk fagforenings kampskridt på en arbejdsplads for at kræve overenskomsten overholdt for østeuropæiske arbejde, medfører automatisk udvisning.

Det andet punkt, EU's kommende tjenesteydelsesdirektiv, indebærer yderligere udvidelser af udstationeringslovens – i forvejen uhyrlige - muligheder for arbejde under (udenfor) tariffen. I forslagets artikel 24 forbydes det ligefrem at kræve de oplysninger, der er nødvendige for at føre blot et minimalt tilsyn med den udenlandske arbejdskraft.

EU's overordnede mål er ganske enkelt at svække dansk fagbevægelse, hvis indflydelse altid har været en torn i øjet på EU's teknokrater. Forklaringen er ligetil: En aktiv fagbevægelses håndhævelse af de faglige rettigheder er en bremse på EU-drømmen om de ubundne markedskræfters herredømme over samfundslivet.

Den faglige kamp og kampen mod EU er to sider af samme sag!

EU og miljøpolitik, 2004

Det er en hyppigt gentaget påstand, at medlemskab af EU er en forudsætning for en effektiv miljøpolitik, fordi miljøproblemer er grænseoverskridende og derfor kun kan håndteres i overnationalt regi; det gælder særlig hav-og luftforurening. Men disse grænseoverskridelser er ikke afhængige af EU's grænser, f. eks. Østersøen og Middelhavet, hvor løsningen er aftaler mellem de involverede lande og regioner, mens de globale problemer (drivhuseffekt) kræver global regulering. Selvom mange miljøproblemer rækker ud over nationalstaternes grænser, er en betydelig del af lokal karakter, herunder f. eks. forureningen af vandet ved de danske kyster. Den væsentligste havforurening viser sig i fjordene og langs kysterne, og de skyldes primært landbrugets store udslip af kvælstof og fosfater.

EU's samlede politik er på mange områder til skade for det danske miljø. Det skyldes, at hensynet til den frie konkurrence og ubegrænset vareudveksling, som udgør traktaternes basale mål (» de fire friheder«), for både Kommissionen og EF-Domstolen vejer tungere end hensynet til miljøet. Et eksempel er de giftstoffer (pesticider), der bruges i landbruget til bekæmpelse af ukrudt og skadedyr. Undersøgelser har vist, at disse gifte i stigende omfang når ned til grundvandet, og da den danske vandforsyning næsten 100 procent bygger på brug af grundvand, har man forbudt brugen af en række af disse gifte. Men den danske regering kan ikke forbyde giftstoffer på basis af egne politiske overvejelser; et sådant forbud er i strid med EU's regler om det indre marked; et forbud vil udgøre en såkaldt handelshindring i strid med de nævnte »friheder«.

EU's regulering af grænseværdier for farlige stoffer i vandet er uden videre bindende, og dette indebærer, at det danske samfund må affinde sig med, at en vis mængde gift (under grænseværdierne) bliver tilladt. Så sent som i juli 2003 har Kommissionen tilladt syv nye giftstoffer til bekæmpelse af skadedyr, uanset at dette vil føre til en markant forøgelse af giften i drikkevandet i de kommende år (Politiken 8. juli 2003). Den såkaldte »miljøgaranti« i EU vil ikke være til nogen hjælp. Dette fremgår af EF-traktatens artikel 95 (4-10), der ikke åbner realistisk mulighed for at opretholde nationale regler. Danmark er gennem årene blevet tvunget til at godkende stoffer, som af danske forskere er blevet betragtet som mulige trusler mod sundheden. Det gælder også med hensyn til beskyttelsen af arbejdsmiljøet, hvor det end ikke har været tilladt at kræve mærkning af farlige produkter med oplysning om mulige risici ved at anvende de stoffer, der anvendes i produktionen. Samtidig betyder EU's arbejdsmiljøregler, at den nationale lovgivning sættes i stå. Ingen vil arbejde med at indføre mere restriktive regler, når fælles EU-regler er undervejs. Dette vil kunne ændres afgørende i dette scenarie. En tilsvarende problematik gør sig gældende mht. anvendelsen af genmanipulerede afgrøder (GMO), som netop nu - foråret 2004 - er ved at opnå de nødvendige tilladelser i EU. Spørgsmålet om, hvorvidt det er teknisk muligt at sikre (navnlig) økologiske bønder mod forurening fra gensplejsede afgrøder, er fortsat uafklaret. Ikke des mindre vil ethvert medlem af EU være forpligtet af EU-kommissionens fremtidige tilladelser. EU-medlemskabet udelukker en selvstændig dansk politik. Derimod vil de nordiske regeringer uden for EU kunne fastholde en selvstændig nordisk (dansk) politik, der vurderer forureningsrisikoen mere omhyggeligt end EU-kommissionen, herunder med større hensyntagen til miljøet end til den multinationale agrokemiske storindustri - og vi vil uden for EU bedre være i stand til at beskytte dansk miljø/ grundvand/ natur (mod f. eks. Monsantos genmanipulerede roe, der er resistent over for sprøjtegiften Roundup).

 

NATO's Balkan-krig - Åbent brev til regeringen i Politiken 1999

Fra de almene samfundsvidenskaber - herunder så ydmyge fag som retssociologi og samfundsjura - ved vi at ethvert indgreb i en samfundskonflikt som udgangspunkt forudsætter en helt elementær stillingtagen til mål og midler. Det gælder regulering af det civile samfund, det gælder bekæmpelse af kriminalitet, det gælder enhver form for konfliktløsning, også den storpolitiske. Den allersimpleste model kan reduceres til to enkle spørgsmål:

(1) Vil et givet indgreb have de tilsigtede virkninger?

(2) Vil indgrebet medføre andre (utilsigtede) virkninger? Når disse spørgsmål er besvaret, beror den endelige stillingtagen på et (politisk) valg.

Men hvis spørgsmålene ikke stilles og søges besvaret (med analyse af alle relevante data), er den politiske handling blind. De to spørgsmål udgør mindstemålet af politisk rationalitet. Blandt de mange forfærdende elementer i NATOs Balkan-krig er det basale at de ansvalige politikere tilsyneladende har handlet i blinde. Det erklærede hovedmål var at hindre en humanitær katastrofe i Kosovo. I den sofistikerede militærpolitiske sprogbrug har dette mål været kombineret med forskellige andre strategier, herunder dels det konkrete, fjernelse af Milosevic, dels den almene introduktion af en ny folkeretlig dagsorden hvis hovedpunkt er at sætte magt bag menneskerettighederne.

Men hovedsagen er klar nok: Det drejer sig om humanitær intervention i forhold til de serbiske barbarier over for den albanske befolkning. Det første afgørende spørgsmål var om det indgreb NATO valgte - luftbombardementer (med en ufattelig sprængkraft, til knap 1 milliard kr. i døgnet) - ville have de tilsigtede virkninger, altså (kortsigtet) få de jugoslaviske magthavere til at holde inde med barbarierne og (langsigtet) tilvejebringe betingelser for fredelig sameksistens i regionen. Idag véd alle, hvad indsigtsfulde civile analytikere påpegede forinden, at NATOs midler ikke blot har været utjenlige, men direkte ødelæggende for det erklærede humanitære mål - kontraproduktive som retssociologerne siger: NATO har opnået det modsatte af det tilsigtede. Dette gælder også i forhold til bestræbelserne på at "svække Milosevic": Angrebene har tværtimod givet ham en politisk position som symbol på et ubrydeligt serbisk sammenhold. Bomberegnen har ikke svækket den serbiske nationalisme, men styrket den. Og serbernes konkrete militære operationskapacitet er tilsyneladende heller ikke hæmmet. Svaret på det andet af de simple spørgsmål er tilsvarende forfærdende: Ikke nok med at NATO-bomberne har bidraget til den humanitære katastrofe og styrket NATOs hovedfjende. Dertil kommer en række andre uhyrlige konsekvenser, hvoraf jeg blot nævner de to mest iøjnefaldende. Der er i de første 4 uger udløst sprængkraft af enormt omfang på jugoslaviske installationer - offentlige anlæg, fabrikker, veje, broer, jernbaner, el- og vandforsyningsanlæg - med tab som Beograd opgør til mange hundrede milliarder kroner. "Vi har revet det serbiske militær fra hinanden", udtalte den amerikanske udenrigsminister i forrige uge. Nej, fru Albright, ikke det serbiske militær, det er det civile samfund der sønderrives. NATO straffer ikke Milosevic, NATO straffer det serbiske folk. Utilsigtet måske, men uundgåeligt. Tog man i betragtning at prisen for luftkrigen - udover en lille milliard kroner om dagen - er en ødelæggelse af befolkningens eksistensgrundlag og infrastruktur? Den anden (forhåbentlig) utilsigtede virkning er at denne krig - der markerer et farvel til 50 års FN-principper - er brinkmanship i den allerværste koldkrigstradition. Risikoen for at krigen breder sig er uhyrligt overhængende. Hvad sker der, når de (andre) labile samfund i regionen reagerer, når de albanske nationalister kommer på kollisionskurs med de bulgarske ditto, når de kroatiske nationalister blander sig, når russerne leverer brændstof og/eller "rådgivere" eller "frivillige"? - Alt imens NATO må fortsætte sine ødelæggelser for at undgå det katastrofale nederlag der består i at "miste troværdighed". Den fortsatte krig er blevet et mål i sig selv, hvad enten strategien var rigtig eller forkert. Og i fortsættelse af dette: Hvordan skal Jugoslavien vende tilbage til normaltilstande hvis deres samfund - og vores - overhovedet overlever krigen? Burde vi ikke (i det hårdt prøvede demokratis navn) kende de svar politikerne har fået på de banale spørgsml om mål, midler og virkninger? I NATOs egen generalstab findes der et meget stort antal analytikere. Veluddannede og vidende, må man gå ud fra. Tilsvarende i medlemslandenes regeringer og forsvarsstaber. Desuden råder medlemsstaterne, ikke mindst USA, over uhyre omfattende efterrretningstjenester. De mange militære tjenesters opgave er netop at skabe grundlag for at besvare spørgsmålene. Det er den eneste fornuftige forklaring på at vi skulle bruge penge på dem. Jeg siger ikke at spørgsmålene kunne besvares entydigt. Jeg deltager ikke i de aktuelle Danmarksmesterskaber i bagklogskab. Men spørgsmålene skal stilles, analyseres og bearbejdes. Ellers slår vi os selv med blindhed. Er spørgsmålene blevet stillet? Er de blevet besvaret? Hvrdan er svarene blevet behandlet? Der er mange elementer i NATO-regeringernes ansvar. Men dette er hovedelementet.  

Svar udbedes.

Retssikkerheden under alvorlig trussel - tale i september 2006

Juridiske håndværkere og teoretikere har i mange år kæmpet for retsstatens principper, særlig for retssikkerhed: Beskyttelsen - ikke mindst for samfundets underprivilegerede - i forhold til politi og anden statsmagt.

Resultatet er deprimerende: Aldrig har retssikkerheden været udsat for så alvorlige trusler som i dag.

At EU-traktaten føres frem som en "Area of freedom, security and justice afspejler ikke virkeligheden. Det er en myte, der dækker over en systematisk ødelæggelse af retsstaten. Retssikkerheden forringes hver dag, og ingen af Unionens institutioner har vilje og evne til at gennemføre en effektiv kursændring.

Jeg indskrænker mig til 2 budskaber:

1. Uden at have praktiseret overgreb af dimensioner som USA's i den såkaldte "kamp mod terrorismen" begår EU og medlemslandene hver dag overgreb over for både retsløse flygtninge og terrormistænkte. Politistaten er faretruende nær. Fort Europa

2. Dernæst: Unionens institutioner ønsker ikke at finde nogen forklaring på den voksende flygtningestrøm og på terror-truslerne mod Europa.

Den væsentlige årsag er: Verdens økonomiske, sociale og kulturelle ulighed, en ulighed der vokser dag for dag - som en direkte følge af EU's udbytningspolitik overfor og undertrykkelse af verdens fattigste områder.

Her finder vi ondets rod. Kun med denne indsigt kan der gennemføres en respektabel retspolitik.

 

Page 1 of 3

«StartPrev123NextEnd»