Politiske emner

Miljø i det "gamle" og "nye" Parlament, 2004

EU-parlamentet har gennem årene fået mere indflydelse på miljø-, forbruger- og sundhedsspørgsmål. Igennem de seneste fem år har Parlamentets miljø-resultater dog været blandede og mere er på vej. Atompakken, REACH (kemikalier) og en række sundhedsspørgsmål skal diskuteres i den nye parlamentssamling efter valget og miljøbevægelserne ser ud til at frygte det værste.

Det gamle parlament

Hensynet til forskellige industrier og Det Indre Marked kommer som regel før miljøhensyn. Parlamentet var bl.a. med til at udvande forslaget om tvungen genbrug af biler og vedtog - imod miljøorganisationernes anbefaling - den såkaldte Schörling-betænkning om kemikalier.

Det nye parlament

Atomkraft, atom-sikkerhed og atomaffald bliver nogle af de vigtige emner for det nye parlament. Med udvidelsen er der kommet en række lande med der satser stærkt på atomkraft - og det vil sætte Danmark og andre lande under pres, der satser mere på vedvarende energi. Miljøbevægelserne anbefaler at stemme imod den såkaldte "Atompakke" der er på vej og Folkebevægelsen vil støtte de højeste sikkerhedsniveauer og stemme imod direktiverne om nødvendigt.

EU's nye kemikalielovgivning, det såkaldte REACH, er også på vej til Parlamentet. Her vil Folkebevægelsen også støtte de højest mulige standarder. Miljøbevægelserne frygter allerede at industri-lobbyister har udvandet Kommissionens oprindelige forslag (KOM(03)644) til skade for folkesundheden og miljøet.

 

Tale i EU-parlamentet om den årlige debat om et "Område med Frihed, Sikkerhed og Retfærdighed", april 2004

Hvis man har arbejdet med retsspørgsmål i sit professionelle liv, er denne debats tema uhyre udfordrende.

Traktatens ideologiske ambition - "etableringen af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed" - er nærmest guddommelig.
Gud sagde: "Bliv Lys"- og der blev lys.
EUs ideologer har i adskillige år forsøgt at efterligne den guddommelige skaber: "Bliv Ret", lyder programmet.
Men resultaterne afslører en beklagelig forskel mellem den guddommelige og den teknokratiske formåen. Det har vist sig, at EU-teknokraternes årelange arbejde for at realisere ideologien om Frihed, Sikkerhed og Retfærdighed har en påfaldende lighed med Babelstårnet. De håndgribelige og konstaterbare resultater består af to dele, nemlig

1) en undergravning af velfungerende nationale retssystemer,
2) etablering af et uigennemsigtig overnationale retssystem med dertil hørende ukontrollable overnationale instanser.

Tilsammen rummer disse to punkter massive forringelser af retssikkerheden, og hvis denne udvikling fortsætter, vil vi om få år kunne karakterisere Unionens projekt med den sorte humors succes-kriterium: "Operationen lykkedes - men patienten døde": For at fremme retfærdigheden har man etableret overvågningssystemer, som reelt er ukontrollable for de implicerede. Det véd enhver borger, der har arbejdet med Schengen Informationssystemerne og Europols registre. Graden af retssikkerhed afspejles nøje i omfanget af politi-magten og mulighederne for at udøve demokratisk kontrol med denne magt. Disse muligheder forringes dag for dag. Fort Europa rummer hverken frihed, sikkerhed eller retfærdighed.

EUs ideologer overser to elementære retssociologiske erfaringer. For det første, at levedygtige og demokratiske retssystemer kræver andet og mere end ideologiske fraser, lovgivningsmæssige vedtagelser og teknologisk implementering. Dernæst at de målsætninger der tilstræbes, bør realiseres med de mindst vidtgående midler.

Kommissionens "Globale overvågningsrapport" fra november 2003 rummer en ironisk påmindelse. Kommissionen konstaterer, at "korruptionsniveauet i de tiltrædende lande stadig er højt og i nogle tilfælde meget højt, og at det kan få følger for tilliden til den offentlige administration og retsvæsenet". - Ja, mon ikke! Og hvad er kuren? Det er at Kommissionen skal udvise "særlig opmærksomhed" over for svig og korruption. Med Eurostat-sagen i frisk erindring er perspektiverne tankevækkende. På dansk siger vi tingene ligeud: Man sætter ræven til at vogte gæs!

EU amputerer folkestyret - Indlæg i Information 2006

EU's magt over civilbefolkningen udvides dramatisk i disse år. Magtudvidelsen udgør et selvstændigt problem. Men det er ikke det eneste. Det er et yderligere problem, at magtudvidelsen savner enhver offentlig bevågenhed. Diskretionen i EU's ekspansion skaber et alvorligt demokratisk underskud.

Sagens kerne er EU's overstatslige magt, som indebærer, at EU-institutionerne overtager dele af det danske folkestyres funktioner, ikke mindst lovforberedelse og folketingsvedtagelser.

Efter den danske Grundlov (§ 20) kan etableringen af overstatslig magt kun finde sted "i nærmere bestemt omfang"; og en lov herom kan kun gennemføres i en særlig grundig vedtagelsesform, der i hidtidig praksis altid har nødvendiggjort folkeafstemninger. En magtoverdragelse fra DK til EU betegnes (rammende) som "suverænitetsafgivelse".

Det hører med til den aktuelle problematik, at EU har andre funktionsformer end den overstatslige magt (den såkaldte "Søjle 1"). Af særlig betydning er den såkaldte "Søjle 3", der bl.a. angår EU-aktiviteter om politi og retsvæsen. Der er her tale om samarbejdsformer der ikke er "overstatslige", men mellemstatslige, idet de bygger på konkrete aftaler (traktater). I kraft af en selvstændig stillingtagen fra sag til sag har nationerne beholdt deres "suverænitet".

Den aktuelle magtudvidelse er udtryk for EU's ambition om at bestemme over medlemslandenes straffesystemer. Ambitionen har fundet udtryk i en dom afsagt af EF-domstolen i september 2005. Sagens problem var netop, om retten til at diktere strafferegler (i anledning af krænkelse af miljøregler) tilkommer EU som overstatslig magt (Søjle 1) - eller om EU må nøjes med den mere beskedne intervention på basis af Søjle 3 (der ikke tillader nogen ensretning).

Efter de gældende traktatregler er svaret indlysende: EU's overstatslige aktivitet omfatter ikke straffelovgivning. Ikke des mindre krævede kommissionen ret til at diktere straf, og domstolen accepterede, at (miljø)-strafferegler kan vedtages på grundlag af Søjle 1, nærmere bestemt EF-traktaten artikel 175, der giver basis for miljøvedtagelser, men ikke strafferegler.

Dommen er intet mindre end skandaløs. I den indledende præmis (47) accepteres det, at straffelovgivning og strafferetspleje "henhører principielt ikke under Fællesskabets kompetence". Man skulle forvente, at sagen var afgjort med denne iagttagelse. Men domstolen fremmaner det nødvendige retsgrundlag: "Denne betragtning kan dog ikke hindre fællesskabslovgiver i at træffe foranstaltninger, der relaterer sig til medlemsstaternes strafferet". Eller på jævnt dansk: Hjemmel er ikke noget man har, det er noget man ta'r!

I disse dage suppleres kommissionens og EF-domstolens politiske aktivitet af et nidkært parlament, der i endnu mindre grad end domstolen fungerer som rettens vogter. 14. juni vedtog parlamentet en larmende applaus, idet flertallet "glæder sig over, at Domstolen (...) understreger, at den europæiske lovgiver har mulighed for (....) at vedtage sådanne strafferetlige bestemmelser, som er nødvendige..."

EU's magtekspansion afsporer ikke blot det danske forbehold over for politi og retsvæsen, men er yderligere i strid med den danske tiltrædelseslovgivning. Som Højesteret udtalte i 1998, er Danmark ikke bundet af "en (senere) anvendelse af Traktaten, der ligger uden for suverænitetsafgivelsen efter tiltrædelsesloven". At overførelsen fra den mellemstatslige Søjle 3 til den overstatslige magt (Søjle 1) ligger uden for den danske tiltrædelse, fremgår umisforståeligt af forarbejderne til den danske tilslutning til Amsterdam-traktaten: "Danmark deltager i samarbejdet om retlige og indre anliggender, så længe det er mellemstatsligt". Men "en overførelse til det overstatslige samarbejde i Søjle 1 indebærer, at Danmark ikke længere vil kunne deltage...".

Sjovt nok har de mange EU-venlige danske politikere ikke ladet høre fra sig!

 

Spørgsmål og debat om udstationeringsdirektivet, 2000

Ole Krarup stillede det følgende spørgsmål til Kommissionen i Parlamentets spørgetid under mødeperioden i januar 2000

Om: Opfyldelse af direktiv om udstationering af arbejdstagere, 96/71(EF)

Udstationeringsdirektivet(2) er endnu ikke implementeret i DK, selvom fristen er udløbet. I det lovforslag, der er fremsat i det danske Folketing, findes der ingen regler, der regulerer de lønarbejderrettigheder, der følger af kollektive overenskomster. Ifølge direktivets artikel 3 (8) skal arbejds- og ansættelsesvilkår være i overensstemmelse med ”de kollektive aftaler, der indgås af de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter på nationalt plan, og som gælder på hele det nationale område”. En sådan anvendelse af en overenskomst uden for dens personelle område kan imidlertid ikke pålægges parterne uden lovhjemmel. Der består derfor to løsningsmuligheder: Direktivet er uanvendeligt i DK; direktivet forpligter DK til at indføre almengyldige overenskomster.

Kan Kommissionen bekræfte, at udstationeringsdirektivet er uanvendeligt i Danmark for så vidt angår ”kollektive aftaler …, der finder generel anvendelse”, jf. artikel 3 (1), eftersom sådanne almengyldige overenskomster ikke findes i dansk ret? I benægtende fald ønskes det oplyst, hvorledes direktivet på dette punkt skal opfyldes.

Diamantopoulou, Kommissionen: EU's direktiv om udstationering af arbejdstagere fastsætter, at de obligatoriske regler om beskæftigelsesbetingelser og -vilkår, som er gældende i modtagelseslandet, også skal gælde for de arbejdstagere, som er blevet udstationeret i dette land. Det fastsættes, at to ting kan være gældende: enten modtagelseslandets lovgivning eller de kollektive aftaler, der er udnævnt til generelt anvendelige overenskomster for en given erhvervsgren. Eftersom Danmark ikke har noget system til at ophøje kollektive aftaler til generelt anvendelige overenskomster, må det i overenskomsterne fastsættes, at ud over de gældende arbejdsvilkår, som er fastsat i lovgivningen, gælder den arbejdstid, der er fastsat i de kollektive aftaler, som er generelt anvendelige, og som er indgået af de mest repræsentative organisationer, for de udstationerede arbejdstagere. Danmark har altså to valg: enten at indføre lovgivning eller på lovgivningsmæssig måde at vælge en kollektiv aftale, som skal fungere lovmæssigt.

Der forhandles mellem Europa-Kommissionen og Danmark, og det forventes, at Danmark vil advisere, at dette direktiv er implementeret i landets nationale lovgivning. Fristen for at svare på Kommissionens spørgsmål udløb den 6. december 1999. Vi har ikke fået noget svar endnu, så vi venter på at se, hvad de næste skridt vil være.

Krarup: Tak for et meget klart svar, som - hvis tolkningen er korrekt - går ud på, at direktivet om udstationering medfører en forpligtelse for den danske stat til at etablere et system med generelt anvendelige overenskomster. Det er et meget klart svar, men det er også et svar, må jeg gøre opmærksom på, som stiller de danske organisationer og den danske regering og det danske folketing i en politisk set meget, meget vanskelig situation, for det er jo en kendt sag, at der eksisterer nogle grundlæggende problemer i forbindelse med forholdet mellem den danske model, der i udpræget grad bygger på kollektive overenskomster, og den kontinentale model, som forudsætter lovgivning. Den uenighed og korrespondance, som De, fru kommissær, refererer til, angår jo først og fremmest et andet direktiv, nemlig direktivet om arbejdstiden, men nu kan vi altså forudse en ny åbningsskrivelse og en kommende traktatbrudssag, som følge af at den danske regering ikke agter, eller udtrykkeligt har tilkendegivet, at man ikke ønsker at gennemføre lovgivning og tilvejebringe generelt anvendelige overenskomster.

Diamantopoulou, Kommissionen: For det første gør vi ikke noget forsøg på at ændre systemet i Danmark eller noget som helst andet land. Som jeg svarede for lidt siden, er der altid problemer med at fortolke Europa-Kommissionens direktiver, både fordi de har en generel ramme, og fordi systemerne er vidt forskellige fra land til land.

Med hensyn til Deres spørgsmål er det ikke kun Danmark, der har dette specifikke problem. Det er ikke kun Danmark, der har uafklarede spørgsmål. Fem lande har implementeret det i deres nationale lovgivning, og de øvrige befinder sig i en forhandlingsproces. Det, der skal ske, og det er grunden til, at der har fundet forhandlinger og debat sted mellem Kommissionen og den danske regering ligesom også med andre regeringer, er at finde den bedste måde, så noget, der er blevet besluttet på europæisk plan af alle landene, og som udgør en generel ramme, også kan rumme arbejdstagere fra andre lande, som udstationeres i Danmark. Og vi forventer, at den danske og de ni andre regeringer bevæger sig i den retning.

Udviklingen på politi- og retsområdet viser klare tegn på øgede EU-magtbeføjelser - tale i oktober 2005

I mange år blev EF/EU's virkelige betydning holdt godt skjult for befolkningen. De ledende politikere benægtede energisk, at det uskyldige europæiske "Fællesmarked" skulle kunne udvikle sig til en egentlig stat. "Unionen er stendød", bedyrede den daværende statsminister Schlüter i 1986.

Siden hen er sandheden blevet sværere at skjule. Gradvist er det lykkedes EU-magthaverne at tiltage sig flere og flere af de magtbeføjelser, der kendetegner en stat. Ikke blot egen valuta og eget militær, men i særdeleshed magten over politi- og retsvæsen.

Rom blev ikke bygget på én dag. Det gør EU-staten heller ikke. Men det går stærkt i disse år med skabelsen af overvågningssystemer, politimagt og efterretningsvirksomhed. Med Schengen-systemet og Europol er man godt på vej til at etablere kontrolapparater, der får fortidens Sovjetkontrollanter til at tage sig ud som glade amatører. Bag EU-politikernes vulgære fraser er det ambitionen at skabe et regulært "Fort Europa".

Ambitionen har et dobbelt sigte:
(1) Gennem raffinerede kontrolsystemer skal mennesker fra tredie verden spærres ude;
(2) der skal skabes overvågningsapparater, efterforsknings- og straffesystemer, der ruster "Det Demokratiske Europa" til kampen mod transnational kriminalitet, i særdeleshed terrorisme. EU handler på basis af den tvangstanke, at mere kontrol og strengere straffe skulle skabe større sikkerhed (selvom al erfaring viser det modsatte). Siden september 2001 har EU gennemført en række vedtagelser, der for alvor får retssikkerheden til at vakle, først og fremmest den såkaldte Arrestordre, der indebærer, at enhver af os kan risikere udlevering til retsforfølgelse og strafansvar hos andre EU-landes myndigheder og under vilkår, der langt fra opfylder nordiske krav til retssikkerhed. Aktuelt arbejder Kommissionen og Rådet med en lang række forslag, der vil underminere retssikkerheden yderligere, først og fremmest overvågning af foreninger (terrorister i Ældresagen!) og krav om opbevaring og registrering af telefonsamtaler og e-mail, foruden en række mere detaljerede indgreb.

Øget magt over politi og retsvæsen var et af hovedpunkterne i den EU-forfatning, der blev aflivet af de franske og hollandske vælgere i denne sommer. Forfatningsforslagets del III, kapitel 4 rummer et detaljeret retsgrundlag for virkeliggørelsen af en række EU-beføjelser inden for politi og retsvæsen. Den lige vej til politistaten. Men tro ikke, at det demokratiske Nej til EU-forfatningen har kunnet bremse Eurokraterne. Når den åbne demokratiske fordør er blevet lukket, bruger man den diskrete bagdør til at gennemføre de samme vedtagelser. Og så sker det tilmed under overskriften "Et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed"!

 

Page 2 of 3

«StartPrev123NextEnd»